Efterårets tredje og sidste landskampspause er slut. Arsenal er på vej videre i Champions League og befinder sig på en delt 2. plads med 27 point i Premier League, med kun et enkelt point op til Manchester City. En resultatmæssig gunstig position med et overkommeligt program forude. Det går som det skal, så hvorfor sidder man alligevel med en lidt lunken fornemmelse over Arsenals sæsonstart?
Af Tobias Halskov
”Det går jo meget godt, så hvad klager du over?”
Ordene falder fra en af mine gode kammerater, som jeg hyppigt snakker og diskuterer fodbold med. Han holder med Manchester United og jeg med Arsenal, så vores fodboldsnakke kan altid suppleres af, at vi begge har stået i hinandens situationer før. Han husker da United var bedst, og jeg husker da Arsenal var dårligst. Nu er situationen vice versa, gudskelov.
Snakken er faldet på Arsenals sæsonstart, og spørgsmålet falder på bagkant af min lidt lunke begejstring over den. Nuvel, Arsenals sæsonstart fremstår da måske også fremragende, når en United-fan skal evaluere på den, men min kammerats spørgsmål fik mig alligevel til at reflektere lidt over om min lunke fornemmelse nu også var retfærdig nok og hvad den mon skyldes.
Jagten på udvikling og fremgang kommer ikke uden panderynker, og tvivl.
Tidligt på sæsonen var der ret klare tegn på, at noget var anderledes hos Arsenal i denne sæson. I min sæsonstartsevaluering kaldte jeg det for udviklingens ikke-lineære fremgang. Min analyse baserede sig på, at Arteta ønskede, at Arsenal skulle have flere opskrifter til sejr, fremfor den ene man havde forrige sæson. Men for at opnå den fleksibilitet og ekstra kvalitet måtte man tage et skridt tilbage for at tage to frem.
Den ikke-lineære fremgang ser jeg stadig. Der er uomtvisteligt kommet et andet udtryk fra Arsenal denne sæson. Det er mere fleksibelt, men det er også blevet mere konservativt og kontrollerende. Dét udtryk lagt sammen med nye konstellationer og relationer samt skader, har nok været en katalysator til at skabe den her lidt lunkne fornemmelse hos de fleste Arsenal-fans på trods af, at vi ikke rigtig kan tillade os at klage over resultaterne.
Og tag ikke fejl, den lunkne fornemmelse skabes jo især, fordi man ikke kan lade være med at sammenligne med det sprudlende offensive udtryk, vi så Arsenal have forrige sæson. Dertil er to fanfavoritter i Aaron Ramsdale og Granit Xhaka røget ud af startopstillingen. To passionerede og farverige profiler. Den ene slået af og den anden solgt. Ind er kommet udtryksløse og for nu uforløste Kai Havertz, mens rolige David Raya har overtaget pladsen i målet. To spillere der ikke er faldet i god jord hos mange, og hvis start har skabt debat og usikkerhed i fanbasen, hvor mange nok spørger sig selv, om det nu også var den rette vej at gå. Det vil tiden endeligt vise, men deres start i klubben har uomtvisteligt været med til at holde begejstringen en smule tilbage.
Så er der det med udtrykket. Jeg har tit svoret til, at Artetas Arsenal var en hybrid af Manchester City og Liverpool. Ingen kan løbe fra at vores struktur, opspil og generelle spillestil ligner Guardiolas Manchester City, men hvor Manchester City i højere grad nedslider deres modstandere med konstant kontrol, så overfaldt vi i højere grad vores med tempofyldt, sprudlende og mere direkte spil, meget alla det man kender Jürgen Klopps Liverpool for.
Men det udtryk har jeg ikke set den her sæson. Her godt en tredjedel inde, må jeg nok erkende, at det ligner, at vi udtryksmæssigt er på vej mod et mere kontrollerende Manchester City’sk udtryk. Arsenal virker mere defensivt solide, men mere konservative og tålmodige, når det kommer til det offensive gennembrudspil. Se bare på nedenstående billede, som viser hvordan Arsenals spil er blevet langt mindre direkte ift. de foregående to sæsoner baseret på de første 12 kampe. Forskellen er slående.
Om det er bevidst eller ubevidst vil tiden vise. Arteta kan i hvert fald være mere end tilfreds med Arsenals defensive præstationer, men omvendt kan jeg ikke forestille mig, at han er tilfreds med hvad Arsenal offensivt har præsteret indtil videre.
En solid defensiv, men haltende offensiv
For mens Arsenal har lukket færrest mål ind (10) og har den mindste expected goals against (11.05), så rangerer man kun på en 7. plads, når det kommer til expected goals (23,06) og man er kun det femte mest scorende hold. Mest bekymrende befinder man sig på en 13. plads når det kommer til skabte chancer. En solid defensiv er alfa omega, hvis du vil være bedst over 38 runder. Det var nok den hårde lektie Arteta lærte forrige sæson, men med det offensive output vi har set indtil videre, tør jeg godt sige, at man næppe bliver engelske mestre af.
Ser man på Arsenals expected goals for og imod over tid (se billede nedenfor), så bliver man også bekræftet i at man defensivt har udviklet sig positivt, mens man offensivt er stagneret.
Den udvikling skyldes, som skrevet tidligere, en kombination af flere ting, men holder man sig til at kigge på hvor godt (eller skidt) vores nye folk er faldet til i det nye udtryk, så kan man måske godt se hvorfor udviklingen viser som på ovenstående billede.
Defensivt har Declan Rice helt afgjort haft en enorm betydning for vores defensive soliditet. Trekantsaksen med ham, Saliba og Gabriel hører til blandt de bedste og kan vel kun matches af Manchester Citys Rodri, Stones og Dias. Vores defensive bredde er blevet bedre, og det på trods af Jürrien Timbers knæskade. Takehiro Tomyiasu har hævet sit niveau, og Jakub Kiwior har bevist, at han kan træde til, når der er brug for det. Og så er der David Raya. Nok var det kontroversielt (og modbydeligt hårdt at overvære, for hvem holder ikke af Ramsdale), at Arteta valgte Raya som nyt førstevalg. Men vi Arsenal-fans må også erkende, at han selvfølgelig har haft en positiv indvirkning på det defensive output vi ser.
Jo – der har været små svipsere her og der, men jo i den grad fejl vi også var vant til at se fra Ramsdale. Niveaumæssigt er der ikke langt fra de to målmænd, men Rayas ro kan Ramsdale, med sine til tider sprællemandslingende udfald, ikke matche. Den ro smitter selvfølgelig af på spillerne foran, og er med til at give os den defensive kontrol vi har set.
I den anden ende af banen har vi så Kai Havertz. Han er absolut ikke alene skyld i, at det offensive halter, men han er nok nærmere en del af forklaringen. For tyskeren har ikke været dårlig, men han har heller ikke været god. Han har været jævnt undervældende, når man tager hans prisskilt med, og det vil nogle nok mene er en pæn måde at sige det på.
Skal man tage ham lidt i forsvar, så har han også skulle finde sig til rette på en ny position, på et hold der har implementeret og arbejdet med et lidt anderledes og nyt udtryk. Men altså, derfor skal vi stadig forvente mere.
Der kan siges rigtig meget om Havertz. Hvad han kan, hvad han bidrager med og hvad han især ikke bidrager med. Alt det hører sig til i et skriv for sig, men jeg tror alle Arsenal-fans kan se, at han ikke bidrager med nok. Duelspillet har været hans største bidrag indtil videre. Han er utrolig stærk i sine dueller, og får mange bolde til at lande på Arsenalfødder. Det må man bare give ham.
Men det gør også, at Havertz i bund og grund har bidraget mere til Arsenals defensive output end det offensive, og det jo så et problem i sig selv, for sådan burde det jo ikke være, og det defensive bidrag er ikke ligefrem noget det samlede defensive output har været afhængigt af.
Med til historien om den lidt vaklende offensiv hører også, at to ud af de fem spillere med flest progressive afleveringer forrige sæson enten ikke er her længere eller har været skadet. Her snakker jeg om Granit Xhaka og Thomas Partey. Sidstnævntes progressive spil og evne til at spille op mellem linjerne, tror jeg har været mere savnet end vi fans måske lige går og tror. Se bare hvordan Martin Ødegaard i denne sæson har haft svært ved at komme i de samme gunstige situationer, fordi Partey alt for ofte ikke er der til at droppe skulderen på sin direkte modspiller og dermed skabe pladsen eller finde ham på en førstegangspasning i længderetning.
Og netop det med at spille op gennem midten og skabe gennembrud har været et klart problem for os denne sæson, som nedenstående billede viser. Alt for meget af vores gennembrudspil foregår over kanterne, og når modstanderne så pakker (og sparker) Martinelli og Saka ned, så bliver det hurtigt en svær opgave for os.
Ingen tvivl om, at det kræver en vis tilvænningsperiode at undvære den indflydelse Partey og Xhaka har og havde. Specielt fordi hverken Rice, Havertz eller Jorginho kan matche det progressive spil op gennem midten de to besad. I hvert fald ikke lige nu, og det tror jeg desværre vores norske kaptajn har lidt en smule under, og dermed har vores offensiv også.
Titler vindes i foråret
Men sådan en tilvænningsperiode har også en udløbsdato, for der kommer et tidspunkt, hvor der skal mere til for at vinde og specielt, hvis man vil vinde titler. Titler vindes nemlig ikke i efteråret, men i foråret, hvor det afgørende ”run-in”, som de siger i England, finder sted i april og maj.
Se bare hvordan Manchester Citys rekordsæson forløb forrige sæson. Her havde de et noget broget og måske knap så imponerende spillemæssigt efterår, hvor det måske ikke lige lå i kortene, at Manchester City havde det der skulle til.
Og selv Manchester Citys fans var skeptiske. I Viaplays PL-parlamentet fra startjanuar 2023, tøvede City-fan, Søren Langelund, ikke med at pege på Arsenal som mester. City virkede ikke til at have det i sig.
Men vi kender alle hvordan det gik. Arsenal faldt sammen, og Manchester City vandt i løbet af foråret 13 ud af de sidste 16 kampe. De fandt deres topniveau, vandt der hvor det galt og så havde alle skeptikerne glemt de undervældende præstationer og svingende resultater fra efteråret. Og den opskrift har vi set før fra Manchester City. En opskrift, hvor deres bundniveau holder dem inde i mesterskabskampen i efteråret, mens topniveauet vinder det for dem, når alting skal afgøres. Manchester United legenden og nuværende Sky Sports ekspert, Gary Neville, har tidligere talt om brug af samme opskrift, da Alex Fergusons Manchester United reagerede i Premier League.
Og måske er det dét vi ser Arsenal gøre nu. Spille på sit bundniveau. Et stabilt højt niveau, men uden at være imponerende, for så at ramme sit topniveau til foråret.
Problemet er bare; vi ved det ikke.
For Arsenal har, modsat City, ikke bevist, at man kan finde sit topniveau frem når alt skal afgøres. I 21/22 missede vi top-4 og i 22/23 missede vi Premier League titlen. Begge gange tabte vi afgørende kampe i april og maj. Begge gange ramte vi ikke vores topniveau, når alt skulle afgøres.
Derfor forbliver min begejstring også lunken for nu ift. om Arsenal kan blive mestre. Er det vi ser Arsenals bundniveau, vil jeg være optimistisk, men er det vores generelle topniveau, vil jeg være bekymret.
Frem mod årsskiftet er der endda især grund til optimisme og kigger man på vores kampprogram sammenlignet med vores nærmeste konkurrenters, så er det bestemt ikke usandsynligt, at Arsenal kommer til at fejre nytår på Premier Leagues førsteplads. Men titler vindes i foråret, og skal Arsenal gøre det, så skal et højere topniveau findes.
Indtil da skal det bundniveau vi har vist indtil videre, nok holde os til, der hvor det er sjovest.