Efter sæsonens første fem kampe tæller Arsenal tre sejre, en uafgjort og et Community Shield trofæ på hånden. En resultatmæssig godkendt sæsonstart om end præstationerne ikke har været til meget mere end par.
Af Tobias Halskov
Noget er forandret hos Arsenal i denne sæson. Nye spillere, nye taktiske dispositioner og ikke mindst nye forventninger. Det er den sandhed os Arsenal-fans skal forholde os til, her hvor vi træder ind i efterårets første landsholdspause. Declan Rice, Kai Haverts, Jurriën Timber og David Raya er alle hentet ind for at hæve kvaliteten i truppen og samtidig give Mikel Arteta langt flere strenge at spille på, i jagten på at konkurrere med Manchester City i titelkampen.
Opstarten gav os de første indikationer på, at Mikel Arteta har ønsket flere opskrifter til sejr, og det har vi ligeledes set her i sæsonstarten. Kai Havertz har vi set som angriber og i en meget fri 8’er rolle, mens vi også har set Thomas Partey på højre back i den inverterede rolle, som Oleksandr Zinchenko plejer at udfylde i den modsatte side. En kabale der til manges forundring skubbede Gabriel ud af start11’eren, og som samtidig var en meget klar indikation på hvad Mikel Arteta ønsker at bygge på.
Og så er der det med forventningerne, for de er anderledes i denne sæson. Efter 248 dage på førstepladsen forrige sæson, og med de investeringer der er gjort, så er der ikke noget at sige til, at forventningerne blandt fans og andre er steget. Om det så stemmer overens med den proces og udvikling Arsenal skal igennem denne sæson og samtidig med hvem man er oppe mod, er en anden snak.
De nye konstellationer og ’Granit Xhaka-rollens’ død
Sæsonstarten i denne sæson har på mange måder stået i kontrast til den vi oplevede forrige sæson. Her kom vi flyvende, og specielt tilføjelserne af Oleksandr Zinchenko, Gabriel Jesus og William Saliba gjorde, at alt klikkede fra starten.
Klip til denne sæson, hvor alt ikke ligefrem har klikket, og det er der flere grunde til. Den åbenlyse er vores nye konstellationer og ikke mindst relationer i begge sider. Opstarten har tydeligt båret præg af, at Mikel Arteta har ønsket flere taktiske muligheder i værktøjskassen. Vi har i sommers sagt farvel til Granit Xhaka, og med ham røg den 8’er-rolle han udfyldte også ud ad døren. Kai Havertz og Declan Rice er kommet ind som erstatninger, og selvom mange nok vil påpege førstnævnte som den reelle erstatning, så har opstartet vist noget helt tredje.
For det er en helt ny rolle, Mikel Arteta forsøger at integrere på sit Arsenal-hold. Som Arsenal Denmarks taktik-kanon, Martin Nissen, påpegede i podcasten Altid Arsenal, så har man i Arsenal nok kigget på den ’second striker’ rolle, som Kai Havertz udfyldte med stor succes i Bayer Leverkusen. Med Kai Havertz har Mikel Arteta indsat et højere og mere offensivt punkt på sin midtbane, og det med en langt større offensiv frihed, end hvad vi så med Granit Xhaka.
For at tillade den frihed har vi købt Declan Rice. Få afdækker lige så mange meter og områder som ham, og man skal blot kaste et hurtigt blik på hans defensive tal fra forrige sæson, for at forstå, at han kan magte den opgave. På bolden har vi set ham som enlig pivot og i en double, hvor udgangspunktet i højere grad har været ude i venstre halvrum, hvor vi har været vant til at se Granit Xhaka agere.
Men det er ikke blevet implementeret uden udfordringer. For hvor Declan Rice stort set har været plug and play, så har Kai Havertz haft det anderledes svært. Relationerne omkring ham har haft det svært, ligesom de mange nye konstellationer ikke har hjulpet. Han længtes efter en god og afgørende oplevelse, og det blev for alvor tydeligt i anden halvleg mod Fulham, og i store dele af kampen mod Manchester United, hvor den manglende gode oplevelse begyndte at arbejde imod ham.
Det er fair at sætte spørgsmålstegn ved om Mikel Arteta ikke kunne have givet ham en lidt mere skånsom start i Arsenal-trøjen, og måske kunne have undgået at sætte ekstra og unødvendigt meget pres på en tydeligvis selvtillidsramt Kai Havertz, ved ikke at have startet ham i samtlige kampe.
Så skal man heller ikke underkende hvilken indflydelse Oleksandr Zinchenkos og Jürrien Timbers skader har haft på opstarten. Specielt vores venstre side og herunder Kai Havertz har lidt under, at der har manglet spillere til at distribuere boldene med kvalitet i venstre side. Og ligeledes har højre siden lidt en smule under at Thomas Partey, på trods af fine præstationer, har haft udgangspunkt som højre back.
En forventningsbarriere
Arsenal har i de to foregående sæsonener oversteget forventningerne. I 21/22 forventede ingen, at vi ville spille med om Champions League. I 22/23 forventede ingen, at vi ville spille med om titlen. Nu står vi her i 23/24, og mange forventer, at vi vinder Premier League eller i hvert fald som det mindste spiller med om den.
Dermed er det altså et helt nyt territorie det her Arsenal-hold befinder sig i. Der er ikke længere noget med at have rollen som underdog, og tilmed at have en ’alt at vinde og intet at tabe’ tilgang. Nej, denne gang er presset der fra start, og jeg kan ikke lade være med at føle, at de eksterne (og interne) forventninger samt det fokus der uomtvisteligt må være på Manchester City hver weekend, har sat sig i det her Arsenal-hold, og det har vi ikke helt lært at håndtere endnu.
Selvfølgelig skaber de nye konstellationer og relationer noget røre i vores udtryk, struktur og spillestil, men især vores Premier League start har virket tynget, stresset og ja, nærmest som om, at vi har haft en pistol for panden, som vi så ender med at bruge til at skyde os selv i foden.
Vi ligner på mange måder et hold der forsat tror, at Manchester City er ved at indhente os i det afgørende ’run in’ i mesterskabskampen.
Jamie Carragher fik sagt det meget godt i sin artikel hos The Telegraph i forrige uge; Arsenal skal slappe af.
Og det er nemlig det vi skal, men sæsonstarten har for mig vist, at det er noget vi lige skal lære. For hvordan kan man slappe af, når Manchester City maskinen bare kører på og vinder weekend efter weekend.
Dét skal vi kunne finde ud af være i, og det samtidig med, at vores nye konstellationer og relationer skal finde hinanden. Alt imens Manchester City toget ser ud til at køre ufortrødent videre. Men sæsonen er lang, og som vi ved, så afgøres sæsonen først for alvor i april og maj. Indtil da skal vi sørge for at holde os til.
Et skridt tilbage for at tage to frem
Ikke desto mindre, så er den her forandring nødvendig for Arsenal, hvis man vil slå og overhale Pep Guardiolas Manchester City. Og hvorfor så det, når opskriften på succes var så god forrige sæson, at man havde 248 dage som nr. 1.
Svaret er egentlig ret ligetil; fordi det ikke var nok.
Arsenal havde én meget klar og tydelig opskrift til sejr, som da også skabte noget af det bedste fodbold spillet på Emirates og det højeste antal point siden 07/08-sæsonen. Men opskriften til sejr virker kun indtil den ikke virker længere, og da den ikke virkede længere, ja så løb Manchester City med Premier League titlen, fordi Arsenal ikke havde så meget andet at byde på.
Tag bare Manchester City som det klareste eksempel på, hvorfor man bør have flere opskrifter til sejr i værktøjskassen. Forrige efterår da de kæmpede med spillet, gik Pep Guardiola pludselig væk fra den inverterede back, ofrede Joao Cancelo og gik over til en fire-backkæde med fire stoppere, hvor John Stones i stedet træk op på midtbanen fra sin position som midtstopper i det opbyggende spil. En opskrift der gav et, at de bedste hold i Premier League nogensinde samt hvad mange ville kalde det ultimative restforsvar.
Arsenal skal langt henad vejen kunne det samme, og her mener jeg ikke, at vi skal være som Manchester City, men at vi skal være i stand til at være fleksible, når det er nødvendigt og tilmed være sværere for vores modstandere at aflæse. Arsenal skal udvikle sig til mere end hvad vi var forrige sæson.
Jeg har tidligere plæderet for at opstarten, og måske endda store dele af efteråret godt kunne blive et skridt tilbage for at tage to frem for Arsenal. Og det skal man huske lige nu. Det her Arsenal-hold skal jo ikke kun peake i denne sæson, men gerne over de næste fire-fem sæsoner.
Derfor er den her udvikling nødvendig – ikke fordi, at sidste sæson ikke var god, men fordi den ikke var god nok.
Det er dét vi er vidne til med Arsenal lige nu. Det er udviklingens ikke-lineære fremgang.