Februar er som regel starten på opløbet til det såkaldte ’run-in’ i april og maj, hvor alt afgøres. Denne sæson er ingen undtagelse, når man søndag hjemme tager imod Liverpool, i hvad der for Arsenal sagtens kan ses som en sæsonfinale.
Af Tobias Halskov
Søndag kl. 17:30 danner Emirates rammerne om det tredje indbyrdes opgør mellem de to klubber på lidt over en måned. Som Arsenal-fan føles det nærmest som evigheder siden, at vi mødte Liverpool på Anfield i Premier League den 23. december. På det tidspunkt så tingene noget anderledes ud. Arsenal kom fra sæsonens nok bedste og mest overbevisende præstation, da vi seks dage forinden havde vundet 2-0 hjemme over Brighton. Omvendt kom Liverpool en smule vakkelvorne ind til det opgør, med en sejr, en uafgjort og et nederlag i bagagen i de tre kampe op til.
Arsenal stod som den klare titelkandidat til Manchester City, mens Liverpool fortsat stod lidt i det uvisse.
Her lidt over en måned senere er rollerne byttet om. Arsenal havde en forfærdelig jul efter pointdelingen på Anfield med nederlag til West Ham og Fulham, mens Liverpool slog Newcastle og Burnley. I starten af det nye år, havde vi så muligheden for at rejse os igen ved at slå Liverpool hjemme i FA Cuppen, men Arsenal formåede som bekendt heller ikke her at udnytte de mange muligheder man skabte, og det straffede Liverpool. Det resulterede i et 0-2 nederlag, og et alt for tidligt exit fra FA Cuppen.
Den gjorde virkelig ondt. Arsenal var tydeligt knækket. Ramt på selvtilliden, og det gjorde sig især udslagsgivende i felterne, hvor Arsenal generelt har manglet skarphed gennem sæsonen, og det helt modsatte har gjort sig gældende for Liverpool. Mere om det senere i artiklen, for jeg har en lille teori, jeg ikke kan slippe.
Vinterpausen kom tiltrængt. Troede jeg.
For bedst som jeg havde fået Arsenal lidt på afstand og overbevist mig selv om, at vi stadig er med hvor det er sjovest, valgte Pep Guardiola at give comeback til Kevin De Bruyne i små 25 minutter ude mod Newcastle efter fem måneders fravær. Hvis ikke jeg var vinterdepressiv før, blev jeg det i hver fald her.
Shit mand. Han er bare for god, og nu er han tilbage.
Den lunke fornemmelse
Nå, men tilbage til os selv, for hvor står Arsenal her op til søndagens topbrag?
Jeg stillede selvsamme spørgsmålet tilbage i slutnovember, hvor en lunken fornemmelse nagede mig, på trods af gode resultater og flotte placeringer. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, om det vi så fra Arsenal var et højt bundniveau eller et bekymrende topniveau.
Lad mig være ærlig, den lunkne fornemmelse nager mig stadig, og den har desværre været tiltagende gennem vinteren med vores egne dårlige resultater, Liverpools flyvende form tilsat ”The Last dance” brændstof ovenpå Jurgen Klopps forestående farvel samt Manchester Citys suveræne cruise control.
Det ser svært ud, men det har vi jo hele tiden vidst, at det ville blive. Og det er jo ikke fordi håndklædet skal kastes i ringen allerede. Tingene afgøres som bekendt først i april og maj, og indtil da gælder det om at holde sig til, har jeg tilladt mig at sige end del gange efterhånden her på arsenal.dk.
Men det er lige det med at holde sig til, der gør, at kampen på søndag alligevel står som en sæsonfinale for Arsenal, forstået på den måde, at den i allerhøjeste grad bliver sæsondefinerende.
Vinder vi, er vi for alvor tilbage i titelkampen. Taber vi derimod, er vi fasttømret til at være ’best of the rest’. I hvert fald indtil vi modbeviser det, og samtidig afhængigt af, at Manchester City og Liverpool falder i kadence. Uafgjort bringer os ikke rigtig noget nyt sted hen. Så forbliver vi lidt i ingenmandsland, med en fod i mesterskabskampen og den anden ude af den.
En selvforskyldt manglende skarphed?
Uagtet hvordan det går på søndag, så håber jeg, vi får et mere sprudlende og skarpt Arsenal-hold at se i foråret. Det har uden tvivl været med et helt andet udtryk denne sæson, og jeg er efterhånden der, hvor jeg føler mig overbevist om, at det har været et ønske fra Arteta at gå mere konservativt til værks, nok i ønsket om at skabe mere defensiv stabilitet.
Jeg tror på, at det udtryk vi ser, langt hen ad vejen er det udtryk Arteta ønsker. Større ønske om kontrol, så knap så meget overlades til tilfældigheder. Som fan er det kedeligere at overvære, ingen tvivl om det, men på den lange bane, og i ønsket om at vinde titler, kan det være en nødvendig udvikling.
Men den større dominans og kontrol mellem felterne, virker samtidig til at have skabt et helt nyt problem for os. Her tænker jeg selvfølgelig på den manglende skarphed, og jeg mener ikke bare foran modstanderens mål, men også vores eget.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det enormt høje fokus på kontrol har skabt et vakuum i begge felter, fordi vi i højere grad isolerer spillet fra dem. Og det gør os uskarpe, fordi det så er færre gange man skal forholde sig til noget. Det er specielt gældende i vores eget felt, hvor det er blevet lidt af et paradoks.
Vi fremstår langt mere defensivt stabile, men vores modstandere scorer alligevel alt for ofte på de få forsøg de har i løbet af kamp. Alt bliver straffet, og jeg sidder tit med følelsen af, at vores modstandere scorer hver gang de får bare den mindste mulighed. Hvorfor sker det?
I den modsatte ende er vi tit i feltet. Rigtig tit endda. Men også her mangler skarpheden. Det har været enormt frustrerende at overvære, hvor dårlig Arsenals sidste offensive beslutning eller skarphed har været, ja faktisk hele sæsonen. Her skal det dog også høre med til ligningen at vores modstandere går anderledes til værks i denne sæson, når de møder os, end de gjorde forrige sæson. Vi møder meget oftere en lav blok, der spiller for at undgå og ikke opnå. Men når det er sagt, så skaber Arsenal mere end nok muligheder til at skabe flere åbne chancer end man gør. Skarpheden, måske endda selvtilliden, mangler bare.
Og så er vi bare blevet mere konservative med det nye udtryk. Vi tager simpelthen færre chancer. Vi sætter bolden på spil færre gange, nok fordi, ja I har nok gættet det; kontrol.
Se bare første halvleg i den seneste kamp mod Nottingham Forest. Arsenal stordominerer og er i fuld kontrol, men spiller langsomt de første 35 min. Men i de sidste 10 min. begynder vi at sætte bolden mere på spil, og når man gør det, sker der også flere tilfældigheder, og det var jo lige netop en tilfældighed i Forests felt, der var lige ved at give os føringen før pausen, men Sakas forsøg sneg sig forbi stolpen.
Anden halvleg fortsatte, som første halvleg sluttede og bedst som man troede, at det skulle være en af de dage, så scorer Jesus føringsmålet ud af ingenting. Og sørme om vi ikke udnyttede den ekstra plads vi pludselig fik, til at score til 2-0, fordi Forest nu ikke kunne spille for at undgå længere.
Måske vi skulle gøre os selv den tjeneste at score noget tidligere i flere kampe, så vi tvinger hold, der vil spille for at undgå, til pludselig at spille for at opnå, og dermed skabe mere plads til os selv?
Nå – men hvad der lignede en sikker 2-0 sejr, skulle selvfølgelig lige gøres spændende til sidst, som Arsenal har haft for vane at gøre det. Og det er netop her min pointe om, at den manglende skarphed i felterne, er selvforskyldt. For ud af det blå scorer Forest efter en aktion, hvor hverken Zinchenko eller Saliba ser særligt gode eller skarpe ud, for nu at holde fast i pointen. For lige netop de to har brugt hele kampen på at angribe og bevare kontrollen foran vores eget felt. De har ikke skulle forsvare i eget felt sådan for alvor på noget tidspunkt i kampen. Pludselig skal de, og så er det en svær øvelse at være 100 pct. skarp i det ene moment.
Tag bare vores modstander på søndag, Liverpool. Modsat os, så er de ufatteligt skarpe i begge felter, og spiller med et udtryk, hvor man ikke på samme måde ønsker at kontrollere det kaos fodbold er, men i højere grad udnytte det. En slags maskeret kontrol, hvis man kan kalde det dét, og jeg kan ikke lade være med at føle, at det er med til at fordre deres skarphed i felterne.
Om der er hold i min pointe vil tiden vise. Måske finder Arsenal den skarphed vi efterlyser i løbet af foråret uden at ændre udtrykket. Jeg håber det. En ting er dog klart. Skal vi være med i titelræset til april og maj og ikke blot spille om at være ’best of the rest’, så skal skarpheden være til stede på søndag.
COYG