OPINION: MARTINELLI KAN ERSTATTE AUBAMEYANG

Mens fodbolden står stille, er spillerrepræsentanter aktive med at få kædet deres klienter sammen med nye klubber. Arsenal er ingen undtagelse og er på rygtebørsen sat i forbindelse med et væld af navne, mens også nogen af Arsenals egne drenge som Pierre-Emerick Aubameyang er et varmt navn i de europæiske avisspalter. Selv uden Arsenals halvsløje økonomi in mente skal Arsenal dog ikke kigge længere end sine egne træningsbaner for at finde fremtidens stjerner til offensiven. Her står en 18-årig brasilianer ved navn Gabriel Martinelli nemlig snart klar til  at overtage arven fra Arsenals nuværende angrebsstjerne.  

Arsenal-fans og fans generelt har næsten gjort det for vane at tale omkring transfervinduet, som den mest skelsættende begivenhed for sæsonen. Gør Arsenal det godt i transfermarkedet, gør de det også godt i løbet af sæsonen. Så enkelt og ligetil er det dog ikke. Jovist, Manchester City vandt et forrygende mesterskab med 100 point i 2017/2018 efter at have brugt over 200 millioner pund på to nye backs, en midterforsvarer og en målmand. Og jo, det nuværende Arsenal-hold kommer også til at skulle bruge forstærkninger. Samtidig må man anerkende, at spenderbukserne er et nummer eller fire mindre hos The Gunners, end dem man finder oppe i Manchester.  

Arsenal kommer dog stadig til at gå et spændende transfermarked i møde. Spændende, fordi man som fan ved det kommer til at blive smertefuldt og uudholdeligt at følge med i, men samtidig en anledning til små episoder, der kommer til udbringe stor ekstase. Elementet af uudholdelighed har dog fyldt det meste af de sidste mange transfervinduer, hvilket oftest har skyldtes klubbens evne til at udsætte sig selv for dilemmaer med nogen af klubbens topspillere.

Situationen er ganske velkendt. Arsenal har en af Premier Leagues bedste angribere på bøgerne. Han hedder på nuværende tidspunkt Pierre-Emerick Aubameyang. I sidste sæson var han klubbens ubestridte topscorer og i denne sæson har angrebsstjernen scoret 44% af alle mål, Arsenal har scoret i Premier League. Kun Mohamed Salah har scoret flere mål end Aubameyang, siden gaboneseren kom til klubben i januar 2018. Til sommer fylder den gabonesiske angriber 31 år og vil kun have et enkelt år tilbage af sin kontrakt. Et stort dilemma for Arsenal, der naturligvis agter at holde fast i sin absolutte stjernespiller, men samtidig er i gang med en foryngelse af sin trup.

Tro på ungdommen

Vores skribent Alex har i en tidligere artikel givet tre bud på, hvilke muligheder Arsenal har for at kunne erstatte Aubameyang. Han optegner blandt andet mulighederne for løsningerne internt i Arsenal-truppen. Denne løsning abonnerer jeg på. For ligesom Mikel Arteta har gjort i sin første periode, mener jeg, at vi som fans bør sætte større lid til de spillere, vi allerede er i besiddelse af. De er bedre, end vi ofte gør dem til. Med den rette manager i form af Mikel Arteta er Arsenal det hold, der har hentet næst flest point i Premier League i 2020 (16 point). I den nok mest mindeværdige af disse kampe i 2020 mod Chelsea på Stamford Bridge sad Aubameyang ude med karantæne, hvorfor der var andre, som skulle træde i karakter og levere oppe i angrebet.

Det gjorde hverken Alexandre Lacazette eller Nicolas Pepe, men 18-årige Gabriel Martinelli. Brasilianeren, der så ud til at skulle blive skiftet ud i pausen af den kamp, scorede et ganske vist heldigt, men stadig fantastisk solomål efter at have løbet fra eget felt over i Chelseas. Brasilianeren har været et evigt lyspunkt i denne sæson og tegner til ikke kun at kunne være i stand til at erstatte Aubameyang for kortere perioder, men også på den lange bane.

 class=
Martinelli i færd med at score sit ikoniske mål i 2-2-kampen mod Chelsea, januar 2020. Foto: Stuart Macfarlane

Flair på kanten

I 26 kampindsatser har Martinelli i sin debutsæson for Arsenal garnet 10 gange og lavet fire målgivende afleveringer, hvilket stadig er et godt stykke fra Aubameyangs 20 mål i 32 kampe. Begge spillere har dog vist sig som habile målscorere, både med udgangspunkt centralt og ude på venstrekanten.

Med udgangspunkt i venstre side har Martinelli modsat Aubameyang endnu ikke vist sig dygtig til at finde rummet bag forsvaret med løb bag om modstanderens firebackkæde. Martinelli vil hellere eller indgå i kombinationsspillet eller modtage bolden i fødderne og udfordre sin modspiller med fart og driblinger. Martinelli udfylder i den henseende sin rolle ud fra en mere klassisk definition af, hvad man kan forvente af en kantspiller. Det 18-årige stjernefrø bevæger sig ikke ud i vilde driblinger, som nogen af hans landsmænd ellers har gjort til et varemærke for brasilianske kantspillere, men har alligevel udvist strålende teknik og power i sin måde at manøvrere sig rundt på grønsværen.

Martinelli er ligesom Aubameyang dygtig til at time sine løb væk fra kanten og ind i boksen. Både i forbindelse med hans første Premier League-mål mod West Ham i december og mod Sheffield United hjemme havde Martinelli indtaget kloge positioner efter at have efterladt kanten til en fremadstormende venstreback, hvilket viser Martinellis instinkt for mål. Brasilianeren er utrolig rolig og klinisk foran mål, hvilket en scoringsrate på 30% i Premier League bevidner om.

 class=
 class=

Fox in the box – og mere til

Ligesom Aubameyang er Martinelli lynende hurtig i sin acceleration. Med sit målinstinkt og habile acceleration har Martinelli ved flere lejligheder kunne komme foran sin markering og score tæt under mål, både med fødderne og låget. Ligesom Aubameyang af og til dog bliver beskyldt for, scorer Martinelli langt fra kun ”nemme mål”. Martinelli har indtil videre både scoret på langskud, med hovedet, inde i det lille felt, efter en 60-meter sprint, med sin førsteberøring, efter at have vendt rundt i feltet osv.

Hans bevægelser og fornemmelse for frie rum at løbe ind i inde i feltet gør ham til et mareridt at forsvare imod for en central forsvarspiller. Når Martinelli bevæger sig inde centralt, er han langt bedre til at bevæge sig bag skulderen af forsvarsspilleren, end når han er ude på kanten.

Martinelli bruger ikke alene sin hurtighed til at accelere, men også over en sprint i kontrasituationer samt til at lukke målmænd og forsvarsspilleres spillerum ned, som del af det første pres, Arsenal-spillerne foretager sig i jagten på at generobre bolden. Martinellis temperament, iver og mentalitet efter at vinde bolden tilbage er ikke set bedre blandt nogen af Arsenals offensive stjerner, hvilket vækker minder om Alex Sanchez´ utrættelige arbejdsiver.

 class=
 class=

Ligesom ude på kanten er Martinelli også inde centralt dygtig til at indgå i kombinationsspillet og sætte sine medspillere i scene. Og på trods af sin mindre fremtrædende fysik er Martinelli også overraskende god til at holde fast i bolden som central angriber. På dette område kan Martinelli dog stadig bygge på hvilket kommer, desto flere Premier League-minutter teenageren får.

Dommen

Martinelli har bevist, at han ligesom Aubameyang mestrer at være en stærk holdspiller ude på venstrekanten og samtidig gøre sig målfarlig inde og omkring modstanderens felt. Personligt ser jeg ham som en 9´er grundet hans instinkt for mål og fornemmelse for rum, men i Artetas spillesystem er brasilianeren også en farlig herre ud fra venstrekanten, specielt hvis han lærer at tage flere løb bag om forsvaret.

Når alt kommer til alt, ser jeg ideelt set, at Aubameyang stadig forlænger og bliver i Arsenal to sæsoner mere. Jeg vil dog på den anden side ikke få de største rynker i panden, hvis det rigtige tilbud på Aubameyang nu skulle komme Arsenals vej, hvilket i høj grad skyldes bare 18-årige Gabriel Martinelli. Gabigol har i sin debutsæson vist sig at være en mageløs angriber med en fortræffelig mentalitet, og brasilianeren banker derfor allerede på nuværende tidspunkt på til at være blandt Arsenals startende 11. Med den rette portion skoling og læretimer under Mikel Arteta er jeg ikke et sekund i tvivl om, at Martinelli nok udvikle sig til at blive Arsenals næste store målsluger efter Aubameyang. Da Nicolas Anelka forlod Arsenal kom Thierry Henry, da Henry tog til Barcelona nettede Emanuel Adebayor 30 mål i den efterfølgende sæson og da Alexis Sanchez flyttede fra Nordlondon kom Aubameyang og leverede mål på samlebånd. Det tomrumm Aubameyang efterlader den dag, han forlader Arsena, skal nok blive udfyldt, og jeg tror på, at Martinelli uden tøven har potentialet til at blive den næste store angrebsstjerne i Arsenal.

 class=
Martinelli jubler efter at have scoret sit første mål i Premier League i 3-1-kampen mod West Ham, december 2019. Foto: Stuart Macfarlane
Indkøbskurv