Over to artikler danner vi her på Arsenal Denmark et overblik over, hvilke talenter Mikel Arteta har udpeget til at træne med førsteholdstruppen, og hvem der har det største potentiale til at bryde igennem. I første del introducerede vi Trae Coyle, Zech Medley og Matt Smith og i denne artikel præsenterer vi ligeledes tre spændende spillere fra Arsenals ungdomsfold.
Harry Clarke
Efter at have været anfører for Arsenals U23-hold før Corona-pausen har det hele tiden ligget i kortene, at Harry Clarke på et tidspunkt også skulle få lov til at spille med de store drenge. Unge Clarke var dog stadig skadet, da træningen blev genoptaget, så den korthårede forsvarsspiller måtte vente et par uger, før han kunne komme tilbage til træning igen. Da Clarke havde fået grønt lys til at røre en bold igen, var det med førsteholdet under Artetas ledelse, der grundet skader til forsvarspillere som Pablo Mari har givet specielt en række unge forsvarspilere chancen til at vise deres værd. Clarke er kun lige fyldt 19 år i marts og skrev under på sin anden professionelle kontrakt med klubben i december 2019. Clarke har været i klubben siden 2015 og har vist som værende en fysisk stærk forsvarsspiller, som er komfortabel med bolden. Hans gode positioneringer og flair på bolden har Clarke sandsynligvis taget med sig fra, da han spillede defensiv midtbanespiller, inden han inden for de seneste par år er blevet omskolet til central forsvarsspiller. Selvom Clarke oprindeligt er fra Ipswich har den unge englænder taget Arsenal-identiteten godt til sig. Da Arsenals U23-hold i sidste sæson vendte et truende nederlag til en 3-2.sejr mod Tottenham var Clarke efterfølgende hurtigt ude og gør nar af Arsenals ærkerivaler på Twitter. ‘Bottlejobs’ var tilnavnet den unge forsvarsspiller gav Spurs efter North London Derby-sejren.
Også i denne sæson har Clarke og co. haft håneretten over Tottenhams U23-hold, da det blev til en 3-1 i oktober. Forsvarsspilleren nåede i alt at spille 15 kampe for U23-holdet inden sæsonen blev afblæst. Det bliver dog nok ikke foreløbigt til flere for Clarke i denne sæson, og englænderen skal nok i første omgang se sig om at få førsteholdserfaring et andet sted end hos Arsenal. Et låneophold i en af de lavere engelske rækker vil passe godt til Clarkes udvikling. Chancerne i det centrale forsvar ser svære ud, og Arsenal ser på nuværende tidspunkt ud til at skulle bruge en midterforsvarer, der kan gå ind på holdet med det samme og som allerede har en del førsteholdserfaring med sig i bagagen.
Daniel Ballard
En anden ung forsvarsspiller, der har fået lov til at træne med førsteholdet er Daniel Ballard. Ballard startede denne sæson med at pådrage sig en slem knæskade i sine første uger af sit låneophold i League Two-klubben Swindon. Nordireren er dog kommet stærkt igen og den tidligere U18-anfører, som med resten af holdet i 17/18-sæson nåede FA Youth Cup-finalen, er nu en af de udvalgte til at træne med førsteholdet.
Ballard er hele to gange blevet ladt fri af Arsenal, men har begge gange kæmpet sig tilbage hos The Gunners efter blandt andet at have imponeret i en træningskamp mod Bayern München.
De spillemæssige kvaliteter hos Ballard er klart hans kloge positioneringer og hans styrke i luftspillet. Han beskrives endvidere som en hård tackler, der dog stadig besidder gode boldspillende egenskaber i sit spil. Mange omkring Arsenals akademi anser Ballard for at være den mest stabile midterforsvarer i akademiet. Derfor var det også for nogen en overraskelse at se Zech Medley få sin førsteholdsdebut før Ballard sidste år.
20-årige Ballard har allerede repræsenteret sit landshold på U21-niveau og endda også på seniorniveau, hvor han har været tæt på at få spilletid ved siden af Leicester Citys Johnny Evans og Watfords Craig Cathcart. Chancerne for at se Ballard i den nære fremtid i en førsteholdskamp for Arsenal ser dog mere sporadiske ud. Nordirerens kontrakt med Arsenal løber ud efter denne sæson, og noget kunne tyde på, at Ballards kontrakt ikke bliver forlænget. Den fysisk stærke nordirer ser altså ud til at være fortid i den røde del af Nordlondon.
Zak Swanson
En sidste ung forsvarsspiller fra akademiet, der har klemt sig med ind i Artetas førsteholdstræninger er højrebacken Zak Swanson. Den tidligere kantspiller har som så mange andre kantspillere rykket en tand længere ned på banen under først Freddie Ljungberg og nu Steve Bould, og det med stor succes til følge. 19-årige Swanson er en moderne højreback, der er god til at gå med i det offensive spil, hvor han kan bidrage med sin farlige indlæg. Defensivt har den unge back også vist gode takter og havde blandt andet en god kamp, da han kort før Corona-pausen var oppe imod Leroy Sane i en U23-kamp mod Manchester City. U23-træner Steve Bould har af flere omgang rost Swanson for hans stabile præstationer og mener, at hans præstationer fra uge til uge er blevet bedre i løbet af denne sæson. Swanson har ifølge Bould været en af de to bedste på Arsenals U23-hold i denne sæson, og derfor virker det også naturligt, at Swanson nu får lov til at få smagen af førsteholdet. Swanson har indtil videre været med på bænken, da Arsenal i en testkamp tabte 3-2 mod Brentford kort før genopstarten i Premier League, og må nu se frem mod mere førsteholdsfodbold enten i Arsenal eller på et låneophold.
Swanson skrev under på sin professionelle langtidskontrakt med Arsenal i april 2019, så Arsenal virker umiddelbart til at ville give Swanson chancen til at udvikle sig og forhåbentlig bryde igennem på førsteholdet. Højrebacken er også en forholdsvis åben position hos Arsenal på trods af købet af Cedric Soares. Hector Bellerin skal stadig ud at bevise, at pladsen er hans efter svingende præstationer igennem hele sæsonen og derfor er der bestemt muligheder på højrebacken. Næste sæson bliver dog nok i første omgang for tidligt for Swanson, der med stor sandsynlighed tager en ny her eller halvsæson på U23-holdet for Arsenal.