“VI HAR BRUG FOR FIRE SEJRE”

Arsenal har brug for at vinde fire ud af deres sidste seks kampe for at komme i Champions League i næste sæson, mener forsvarspilleren Sokratis.

Med Chelseas sejr mandag over West Ham spidser kapløbet om top fire i Premier League virkelig til. Arsenal er nu efter denne weekends resultater røget ned på en 5. plads i Premier League, efter blandt andet selv at have tabt til Everton med 1-0 på udebane. 

Champions League-drømmene er dog ikke forduftet blandt Arsenal-spillerne, og en af dem, Sokratis, vælger nu at sætte et konkret mål for, hvad der i hans optik vil sikre The Gunners en plads i det forjættede land i næste sæson.

Fire sejre ud af de sidste seks resterende kampe i Premier League skal hentes for at være i med i kampen mod de andre hold, mener den 31-årige forsvarsspiller: “Vi ved, at vi har brug for at vinde mindst to hjemmebanekampe og to på udebane. I sidste ende må vi se, om vi når det”, siger grækeren til avisen Evening Standard. 

Udebaneformen skal forbedres

Arsenal har på hjemmebane opnået ikke mindre end ti sejre i streg, mens The Gunners i denne sæson har hentet færre point på udebane end Wolverhampton, Crystal Palace og Leicester City blandt mange andre. 

Sokratis mener ikke, at Arsenal-spillerne lider af et mentalitetsproblem i forbindelse med udekampe, men erkender at formen på fremmed græs skal forbedres. 

“Store hold som Manchester United, Chelsea – de har også tabt point på udebane. Det er meget svært. Vi spiller i England, vi spiller i Premier League, og de andre hold er derfor også gode på hjemmebane”, siger den græske stopper. 

Næste opgave for Arsenal i Premier League-regi er mandag d. 15 april, hvor de møder FA Cup-finalisterne Watford på udebane. 

Indkøbskurv