Som Arsenal-fans har vi nok luret, hvad de støjende naboer fra Tottenham tænker om os. Og spørg man Jack Wilshere, hvad han synes om Spurs, får man også et ganske repræsentativt billede af, hvor stor Arsenal-fans kærligheden til ærkerivalerne er. Men hvad de med de andre fans i det britiske fodboldlandskab? Vi har spurgt en Crystal Palace, Leeds United – og Stoke-fan om hvad de tænker om Arsenal.
Anders Hald, Crystal Palace-fan siden 1982
Hvad er din betragtning af Arsenal som klub fra dit synspunkt som Crystal Palace-fan?
Mit syn på Arsenal er udemærket faktisk. Jeg kunne godt lide Wenger og den form for fodbold han stod for i en tid, hvor penge var mere og mere dominerende. I havde en manager, der altid gav de unge talenter chancen hvilket er prisværdigt. Arsenal-fans har generelt også altid opført sig ordentligt på sociale medier over for mig, så på den konto har jeg heller ikke noget at udsætte på jer. Historisk set har to af vores bedste spillere nogensinde også valgt at tage til Arsenal og med stor succes. Første mand, jeg har læst omkring, var Kenny Sansom, som ifølge Niels-Kristian Frederiksen (fodboldkommentator på TV3 Sport red.) er den bedste venstreback England nogensinde har haft. Han trådte sine ungdomsår i Crystal Palace og drog til Arsenal med stor succes. Desværre huskes han nok bedst i dag for hans alkoholmisbrug. Anden mand er Ian Wright, som gav Crystal Palace nogen af sine bedste år nogensinde og som fortsatte hans succes videre hos Arsenal. Han er en legende begge steder og han er i øvrigt også fra egne rækker.
Er der en særlig kamp mod Arsenal, som du husker?
Jeg husker en 3-0 kamp til Crystal Palace i 2017, hvor vi var altdominerende, og jeg selv begyndte at tænke tanken om Wengers dage var talte i Arsenal og en æra var slut. Desuden husker jeg en ustyrlig Zaha, som i Crystal Palace kredse længe har været en kendt Arsenal-fan. Så dengang begyndte jeg at håbe, at Arsenal kunne være den klub der ville betale de 60 millioner pund, vi længe har forlangt, men I valgte at kigge mod Pepe, som jeg tror i kommer til at fortryde.
Hvad kan Arsenal-fans lære af din klub?
Arsenal-fans kan nok ikke lære alverden af Crystal Palace-fans, udover stemningen på stadion som lægger i hver sin ende af skalaen. Arsenal lider af samme sygdom som næsten alle andre storklubber. De har et nyt og flot stadion, som ikke egner sig til stemning, og så har man prissat billetterne så højt at mange fra arbejderklassen ikke har råd mere. Så nu er der mange turister som er med til at ødelægge stemingen.
Hvis der er en nuværende Arsenal-spiller du gerne vil have på dit
hold, hvem skulle det så være og hvorfor?
Det må være Aubameyang, han ville da være en ok opgadering fra Jordan Ayew, som er min hadesspiller i Crystal Palace
Gert Sølvberg, Leeds United-fan siden ALTID
Hvad er din betragtning af Arsenal som klub fra dit synspunkt som
Leeds United-fan?
Som Leeds-fan hele mit liv har jeg altid set Arsenal som en veldreven klub med ro i de indre rækker. Måske en lidt upperclass og snobbet klub, hvis jeg kan bruge de ord. Jeg har aldrig haft hverken noget had eller decideret kærlighed til jer som sådan.
Hvad kan Arsenal-fans eller fans i bred betragtning lære af din klub?
Hvad I kunne lære af vores fans var passion og dedikeret kærlighed til klubben, ligemeget hvordan resultaterne så end går. Forstår udemærket frustrationen når ens hold taber, men synes mange gange i fremstår som forkælede unger, der misser fredagsslikket, Jeg har været med hele vejen som Leeds-fan, også da vi spillede i trediebedsterække og har aldrig oplevet magen til sammenhold blandt fansene. Det kan jeg bare ikke forestille mig ske i en klub som Arsenal, skulle I komme igennem det samme.
Er der en særlig kamp mod Arsenal, som du husker?
FA Cup-finalen i 1972 står selvfølgelig som den største kamp mod jer for mig. For det første var finalen i 1972 nummer 100 i rækken af FA Cup-finaler også kaldet ’The Centenary Final-, og for det andet er det eneste gang, vi har løftet trofæet i vores historie trods adskillige mislykkede forsøg. Den evige to’er stammer fra den periode af vores historie.
Hvis der er en nuværende Arsenal-spiller du gerne vil have på dit
hold, hvem skulle det så være og hvorfor?
Jeg har svært ved at se en eneste spiller, som kan indgå i Marcelo Bielsa’s presspil. Det handler mere om spillestilen og den type spillere, det kræver, end det mere teknisk betonet spil I helst vil praktisere.
Henning Kruse, Stoke City-fan siden 1970
Er der en særlig kamp mod Arsenal, som du husker?
I FA Cup i 1971 og 1972 mødtes Arsenal og Stoke begge år i semifinalen. Begge kampe endte uafgjort, og begge år vandt Arsenal omkampen, men stærkt kontroversielle dommerkendelser begge år grundlagde – retfærdigt eller ej – en voldsom indignation fra Stoke-tilhængernes side.
I 1971 førte Stoke 2-0. Arsenal reducerede og pressede på for en udligning. Af årsager ingen forstod, og ingen siden har kunnet give en fornuftig forklaring på, lod dommeren kampen fortsætte længe efter ordinær spilletids ophør. I sidste minuts overtid undlod han at fløjte for et oplagt frispark på målmanden Gordon Banks men gav hjørne, efter hvilket Arsenal fik et i øvrigt korrekt straffespark og udlignede til 2-2. Omkampen nogle dage efter vandt Arsenal 2-0.
I 1972 slap Arsenal heldigt med 1-1. Fire dage senere i omkampen kom Stoke tidligt foran – troede man. Dommeren overså imidlertid, at bolden havde passeret linjen. Stoke kom dog på 1-0 via et straffespark efter keeperen nedlagde Jimmy Greenhoff, der havde driblet udenom ham. Senere udlignede Arsenal ligeledes fra pletten. At der dog i den pågældende situation blev tildelt et straffespark må aspirere til en konkurrence om århundredets største foræring.
Ikke nok med det, så kort før tid undlod linjedommeren at hæve flaget for en tyk offside. Han forvekslede en programsælger, der stod ved banden på modsatte side af banen med sidste Stoke-forsvarer, hvilket førte til sejrsmålet og 2-1.
Hændelsen med linjevogteren er for længst tilgivet. Fejl sker. Blandt lokale Stoke-tilhængere, der har alderen til selv at have oplevet fadæserne, er man dog fortsat indstillet på at debattere dommerne fra 1971 og 1972. Der er ikke tale om konspirationer a la ”de var købt og betalt”, men snarere en sindig og erfaringsbaseret konstatering af, at nok er alle lige, men i sidste ende er nogle en anelse mere lige end andre. Især de rige fra London.
Da Stoke efter 23 års fravær fra bedste række rykkede op i PL i 2008 bidrog ovenstående historie til et vist spændingsniveau under de to klubbers første indbyrdes møde, der overraskende endte med sejr til Stoke på 2-1. Begge scoringer faldt efter Delaps berømte indkast, der også i de følgende års kampe skulle volde Arsenal store besværligheder. Wenger var i offensiven med hårde angreb rettet mod Stokes fysisk betonede spillestil, og det urimelige i at kunne profitere af indkast, som han anbefalede skulle erstattes af ”indspark”.
I 2010 gik det galt. Som i helt galt. Stoke kom tidligt foran på Britannia, igen efter indkast fra Delap, og Arsenal udlignede. Stemningen på og udenfor banen var ophedet, og Ryan Shawcross ramte i en nærkamp Aaron Ramsey så voldsomt på anklen, at det medførte langvarigt fravær. Dommeren var i første omgang tilsyneladende i tvivl, inden han lidt forsinket fløjtede for frispark. Da han så omfanget af skaden, fik Shawcross rødt, hvilket ud fra den med at tilsidesætte hensynet til modstanderen var helt fair – men det hører med, at Ramsey i kampen om bolden allerede var landet uheldigt og vredet alvorligt om, før han blev ramt. Og det hører med, at vi i talrige situationer efter dueller noterer, at ”det var heldigt det ikke gik værre”. I – heldigvis – yderst sjældne tilfælde går det galt, hvilket det gjorde her, men især Wenger sikrede, at episoden forblev central i en større fortælling om barbarerne fra Stoke. Den fik i flere år alt, hvad den kunne trække, og en del mere til, og med god opbakning til Wenger fra den Londonbaserede presse. Det kørte helt af sporet, og på tribunerne og de sociale medier bidrog begge holds tilhængere cirka lige usympatisk og kvalmende til at vedligeholde konflikten. Der blev gjort flere diskrete forsøg fra Stoke på at man klubberne imellem kunne skabe en dialog, der kunne dæmpe gemytterne og få sagen afsluttet, men Arsenal afviste enhver tilnærmelse.
Efter Stokes nedrykning for nylig er der naturligt nok faldet ro, og hverken medier eller tilhængere ser nogen grund til at vedligeholde balladen, om end den 11 år gamle episode fortsat trækkes frem.
Hvad er din betragtning af Arsenal som klub fra dit synspunkt som
Stoke City-fan?
Selv har jeg stor respekt for Arsenal som klub, hvilket blev grundlagt i de tidlige 1970´ere, alene fordi det var flot fodbold. Charlie George og Liam Brady var helt fantastiske på den sort/hvide skærm dengang. 2-0 på Anfield i maj 1989. The Invincibles i 2003-04. Jeg misunder evnen til nysgerrigt at være åben for at ændre, og ikke nødvendigvis hænge fast i gamle dogmer. Jeg misunder også lysten og evnen til at tænke stort og til at turde, med den risiko det indebærer, og med de oplevelser, der følger af at formå at hente typer som Bergkamp og Henry.
Hvad kan Arsenal-fans lære af din klub?
Fri mig venligst for docerende belæringer om rigtig og forkert fodbold. Hvem har patent på sandheden? I Stoke-kredse anser vi ikke os selv som bedre end andre. Vi ved godt, at vi aldrig vinder noget af betydning, men vores fællesskab er af samme værdi som andres. Vi er stolte af, at klubben stenkonsekvent holder fast i et mantra om at bevare nogle kerneværdier, også i en verden, hvor pengene har taget over. Værdier, der udspringer af klubbens placering i et område, der traditionelt er befolket af mennesker med jævne indtægter. Det lokale ejerskab sikrer, at små og store beslutninger sker i respekt for tilhængerne og deres livsvilkår. Lavpraktisk handler det f.eks. om billige billetter, så hele familien kan tage på stadion, og gratis transport til udekampe, ligesom klubben er involveret i sociale initiativer i området.
Om Arsenal eller andre kan lære af dette, vil jeg ikke kloge mig på – det er heller ikke sagen. Det er derimod at være loyal overfor en klubs DNA, hvilket uden problemer kan ske på en måde, hvor man på den ene side har en sportslig rivalisering, men på den anden side bevarer en respekt for forskellighed.
Min første kamp i England var i øvrigt Arsenal v Stoke på Highbury i 1979. Det var et yderst atmosfærefyldt stadion med sin egen sjæl.
