OPTAKT: EVERTON – ARSENAL

Efter en sikker sejr hjemme over Newcastle, går turen søndag til Liverpool, hvor Everton venter som modstander. Et opgør som Arsenal-mandskabet traditionelt set har gode minder fra.

Kampen om top fire spidser til, og søndag venter et ekstremt vigtigt opgør for Arsenal.

Kampen mod Everton kan vise sig at blive en af de hårdeste tests og kan formentlig bruges som indikator for resten af sæsonen. Af de syv resterende kampe i Premier League er fem af dem på udebane. Det er derfor vigtigt, at Arsenal tager deres gode hjemmebaneform med til de resterende udebanekampe, hvis drømmen om Champions League-kvalifikation skal holdes i live.

Et godt tag på Everton

De seneste sæsoner har Arsenal haft et forholdsvist godt tag på holdet fra Liverpool. De seneste ti Premier League kampe imellem de to klubber har resulteret i syv sejre og kun to nederlag. Sidste sæsons kamp på Goodison Park endte 2-5 til London mandskabet, som nok specielt bliver husket for en meget tvivlsom indsats fra Everton-forsvaret.

En kamp mod uret

Mandskabet til kampen er næsten uændret fra mandagens kamp. Unai Emery udtalte under fredagens pressemøde, at Granit Xhaka og Laurent Koscielny ikke har trænet med holdet hele ugen, men at der stadigvæk er en chance for, at de bliver en del af kampen søndag. Lucas Torreira afsoner den sidste af sine karantænedage, efter hans røde kort mod Tottenham. Ydermere udtaler Emery, at Aaron Ramsey har trænet med fredag, og resten af truppen er uændret. 

For Everton er det højst sandsynligt kun den bomstærke midterforsvar Yerry Mina, som misser kampen på grund af en lårskade.

Er der plads til Mesut Özil i de svære udebanekampe?

Mesut Özil har den seneste måneds tid fået en større rolle for Arsenal-mandskabet. Unai Emery fortæller også, at han er meget tilfreds med tyskerens arbejdsindstilling og at truppen generelt udstråler en sund holdånd. Størstedelen af spilletiden for Özil har dog været på hjemmebane og det bliver derfor interessant at se, hvordan startopstillingen kommer til at se ud. Personligt tror jeg, at den spanske manager holder fast i femmandsforsvaret. Jeg tror, at vi ser ændringer i startopstillingen. Mit bud er, at Alex Iwobi og Mesut Özil bliver byttet ud med Henrikh Mkhitaryan og Pierre-Emerick Aubameyang.

En lille sjov statistik, som man kan tage med til søndagens kamp, er at Everton er ubesejret i alle deres forrige 11 kampe spillet på Goodison Park den 7. april. Lad os håbe, at dette mønster bliver brudt!

Kampen vises klokken 15:05 på 6’eren. God kamp!

Indkøbskurv