Optakt: Champions League kvartfinale, 2. opgør – Bayern München vs. Arsenal

Efter weekendens svipser mod Aston Villa er The Gunners under stort pres for at hive et resultat med hjem fra Allianz Arena. Men kan de bestige mægtige Bayern München?

Af Troels Thøgersen

Det er ikke i historiebøgerne, man skal lede, hvis man søger efter gode forklaringsmodeller på, at The Gunners trækker sig sejrsrigt ud af aftenens Champions League-kvartfinale mod Bayern München.

Arsenal har nemlig aldrig formået at eliminere tyskerne fra verdens mest prestigefyldte klubturnering, og jeg behøver vel næppe at minde vores danske fanbase om de monumentale lussinger, som Arsenal er blevet uddelt de seneste gange, de har besøgt på Allianz Arena i knockoutfasen.

Men der er løbet meget vand over åen siden 2015 og 2017. Arsenal har med de seneste års resultater i den hjemlige liga spillet sig op som et af Europas absolut bedste hold, mens Bayern München har været på retræte, hvilket kulminerede i søndags, da de for første gang i 12 år kunne se et andet hold løfte Bundesliga-trofæet.

Det første opgør

De nye omstændigheder gjorde, at flere bookmakere og eksperter forud for det første opgør pegede på Arsenal som semifinale-favorit, om end de fleste nok anerkendte, at de to hold stod meget lige.

Det var også det indtryk, man fik, efter kampen var blevet sparket i gang. Efter tung dominans i kampens indledende fase bragte Saka hjemmeholdet foran, og man sad med fornemmelsen af, at det kunne blive en aften af de helt store.

Føringen holdt imidlertid kun seks minutter, før den gamle Arsenal-kending, Serge Gnabry, udnyttede et koncentrationssvigt i Arsenals forsvarsgeledder til at sende en udligning i kassen.

Et kvarter senere var kampen pludseligt vendt på hovedet, da you know who kynisk scorede fra pletten efter et kluntet straffespark begået af Saliba.

Scoringen lagde naturligt nok en dæmper på Emirates, men de rød-hvide bevarede heldigvis troen på tingene. Med godt et kvarter igen svarede Trossard – som 10 minutter forinden var kommet på banen – tilbage med en flot scoring efter en vaskeægte Joga Bonito-assist fra Gabriel Jesus.

Trods store straffesparksappeller fra Saka i kampens døende minutter endte opgøret med 2-2.

Et resultat, som Arsenal, konteksten taget i betragtning, må være fint tilfredse med.

Karantæner og skader

Arsenal går, foruden Timber, ind til returkampen for fuld styrke. Ødegaard blev pillet ud 10 minutter før slutfløjtet mod Aston Villa grundet en skade, men meldingerne fra det engelske lyder, at den norske anfører har trænet med de seneste dage og dermed bør være klar til at starte.

For Bayern München ser tingene anderledes mudret ud. Venstrebacken Alphonso Davies sidder ude med karantæne, mens de to kantspillere Gnabry og Coman er blevet meldt ude med muskelskader.

Leroy Sane og Manuel Neuer, der for nyligt har døjet med skader, forventes at være klar, efter de blev sparet i weekendens hjemmesejr mod Köln.

Taktiske forventninger

Med uafgjort i det første opgør er der lagt op til en afventende affære, hvor de to hold ser hinanden an.

Arsenal kommer næppe blæsende ud til kampen, som vi så i det første opgør, og Bayern München vil givetvis udnytte hjemmebanefordelen til at spille bolden tålmodigt rundt og suge energien ud af The Gunners.

Arsenal skal i den forbindelse udnytte de kontramuligheder, der byder sig, og det passer nok ikke Artetas tropper dårligt med tanke på de hurtigløbere, som normalvis udgør Arsenals fronttrio.

I fraværet af Alphonso Davies kunne Raphaël Guerreiro meget vel tænkes at starte på venstreback, og det bør Arsenal udnytte til at iscenesætte Saka, som både er hurtigere og stærkere end den portugisiske venstreback.

Men Arsenal skal også være opmærksomme den anden vej. Bayern München lykkedes fortrinligt med at spille igennem Arsenals høje pres i den første kamp, og særligt Leroy Sane var et horn i siden på Arsenal-mandskabet med sine intelligente løb og eminente boldkontrol.

Det kan Arsenal ikke tillade igen, og af den grund forventer jeg, at Tomiyasu starter fremfor Kiwior, som bestemt ikke slap godt ud af det første opgør.

Arsenal havde også problemer på midtbanen. Rice og Jorginho havde svært ved at dæmme op for Bayern Münchens kontrafase, og det bliver i den forbindelse interessant at se, om Arteta ryster posen og starter med enten Havertz eller Partey centralt.

Relevante statistikker

  • Arsenal har kun vundet ét ud af de seneste seks opgør på Allianz Arena. (4T, 1U).
  • De to seneste Champions League opgør på Allianz Arena er blevet vundet af Bayern München med cifrene 5-1.
  • Bayern München har elimineret Arsenal fra knockoutfasen tre gange. (2003/2004, 2012/2013 og 2013/2014)
  • Harry Kane har scoret 15 mål i sine 20 opgør mod The Gunners.

Forventede startopstillinger

Det er svært at spå om startopstillingerne, da særligt Arteta har rystet posen på det seneste. Min forventning er dog, at Arteta i overvejende grad tyer til det, der har fungeret bedst i 2024.

Jeg forventer således, at Havertz starter i angrebet, og at Jorginho vender retur til midtbanen efter at have siddet på bænken i midtugen.

Venstrebacken er svær at forudsige, men jeg tror, at Arteta ryster posen og vælger højrebenede Tomiyasu til at dæmme op for truslen fra Sane. Herudover forventer jeg, at Arteta starter med Jesus på venstrekanten grundet hans erfaring med store kampe.

Med hensyn til Bayern München forventer jeg ikke de store ændringer, udover at Guerreiro eller Mazraoui erstatter karantæneramte Davies og Müller formentlig erstatter Gnabry.

Arsenal XI: Raya, White, Saliba, Gabriel, Tomiyasu, Rice, Jorginho, Ødegaard, Jesus, Havertz, Saka.

Bayern München XI: Neuer, Kimmich, De Ligt, Dier, Laimer, Goretzka, Sane, Müller, Musiala, Kane.

Bud på resultat

Arsenal vinder straffesparkskonkurrencen efter 1-1 i den ordinære spilletid.

Indkøbskurv