Arsenal har selv deres egen Champions League-skæbne i hænderne, men er samtidig nødsaget til at vinde sine to sidste kampe i Premier League. Den første af de to must win-kampe er mod Newcastle, som flere ved tidligere lejligheder har været den sidste modstander i Arsenals kamp for succes og trofæer.
Så tæt på og så alligevel så afgørende væk. Oven på nederlaget i sidste uges North London Derby virker Arsenal igen til at have ryggen mod muren, når det kommer til at sikre sig Champions League til næste sæson. Klubben kan stadig selv afgøre sin skæbne, men er tvunget til at få tre point i sæsonens to sidste opgør for at kunne gøre sig sikre på adgangen til det forjættede Champions League-land. Den første af de to afgørende kampe spilles mod Newcastle, der oven på en forfærdelig sæsonstart er blevet et både seværdigt og solidt mandskab under klubbens nye ejerskab og træner Eddie Howe. Newcastle har faktisk i løbet af kalenderåret 2022 hentet et enkelt point mere end Arsenal i løbet af de 17 kampe, som begge klubber har spillet. Derfor bliver det heller ikke nogen let opgave, Arsenal skal gå til. Flere af Arsenals midterforsvarere meldes tilmed tvivlsomme til opgøret, ligesom Rob Holding som bekendt ikke kan spille kampen grundet sit røde kort mod Tottenham.
Duften af The Double
Arsenal har dog før hevet store og afgørende sejre hjem, når Newcastle har været den afgørende sidste station mod succes. Således var The Magpies Arsenals finalemodstander i FA Cup´en i 1998. De to klubber havde ved to tidligere lejligheder mødt hinanden i verdens ældste knald-eller-fald turnering og ved begge lejligheder havde Newcastle held med at trække sig sejsrige ud af opgøret. Sådan skulle det dog ikke gå mod Arsene Wengers Arsenal, som med en scoring i hver halvleg kunne se sig som sejrsherre mod 2-0 på lystavlen. De to mål blev scoret af Marc Overmars og Nicolas Anelka.
Udover pokaltriumfen kunne Arsenal også efter kampen kalde sig ”The Double”-vindere efter de tidligere på sæsonen kunne krone sig som vindere af Premier League, i hvad der var Arsene Wengers første fulde sæson i klubben.
Franske omdrejninger
Der var ingen trofæer på spil i 2013, da Arsenal rejste op til St. James Park, men følelsen af alt-eller-intet var stadig intakt på sidste spilledag i Premier League. Arsenal var forud for kamp nr.38 kun et enkelt point foran ærkerivalerne fra Tottenham. Og selvom Newcastle ikke havde det store at spile for oven på en skuffende sæson, var traditionsklubben alligevel opsat på ikke at gøre det let for Arsenal. Ligeledes agtede klubben at give en værdig afsked til deres mangeårige målmand Steve Harper, som havde spillet i klubben siden 1993.
Harper endte dog i stedet med at få et vaskeægte gok i nødden, hvilket kom til Arsenals fordel. For i starten af anden halvleg blev Arsenals farlige ved en dødbold og efter en flot piroutte af forsvarspiller Laurent Koscielny blev bolden sendt i nettaget via franskmandens og ikke mindst Harpers hoved, som ikke kunne modstå kraften fra sparket.
Koscielny blev derfor Arsenals helt og sendte med sit mål Arsenal i Champions League, ligesom han også havde gjort det sæsonen forinden med sit afgørende mål mod West Bromwich. Arsenal har brug for mere af samme, når de i dag spiller et sæsonafgørende opgør mod Premier Leagues nordligste modstander.