MESUT ÖZIL – FORTID ELLER FREMTID UNDER EMERY?

På trods af en god kamp af Mesut Özil imod Bournemouth i sidste uge, skaber tyskeren stadig en masse uro i forbindelse med hans fremtid i klubben. Skal klubbens viceanfører være blandt de 11 startende spillere, eller har Arsenal-træner Unai Emery ret i at lade den tidligere Real Madrid-spiller varme bænken for The Gunners?

Et af de store spørgsmål blandt Arsenal-fans både før og efter North London Derby´et var, om den tyske superstjerne Mesut Özil ville komme i aktion fra kampens start. Emerys benhårde stil overfor Londons vel nok mest omdiskuteret fodboldspiller fortsatte dog, og Özil måtte derfor nøjes med 20 minutter på banen uden at gøre det store væsen af sig. Özil-sagaen fortsatte altså. Derfor er det interessant at dykke ned i den yderst mystiske situation, Özil befinder sig i og hvorfor klubbens bedst betalte spiller blot har spillet 17 ud af de hidtil 29 Premier League-kampe i denne sæson.

Emerys hovedpine

Özils tid under den nye træner Unai Emery har ikke været en dans på roser. Özil er gået fra at være en stensikker starter under Arsene Wenger til at være en spiller, hvis navn ofte florerer i medierne grundet strid med træneren og rygter om et muligt skifte væk fra den engelske hovedstad. Alligevel har Özil flere gange båret anførebindet under den spanske træner samtidig med, at han har vist glimt af sin klasse i særdeleshed mod Leicester i efteråret.

Ser man bort fra tabloidmediernes sladder og i stedet fokuserer på det, der sker på banen, så er fraværet af Özil svært at blive klog på. Fravalget af Özil virker ofte til at skyldes tyskerens løbevillighed og defensive mangler. Emery har ofte tøvet med at bringe Özil i spil imod andre top 6-hold grundet hans tendens til at falde ud af kampene, når de ikke foregår på Arsenals præmisser. Et taktisk træk mange Arsenal-fans skreg på under Wenger for blandt andet at boltre midtbanen bedre imod trykket fra Liverpool eller Manchester Citys vævre spillere. Arsenal har dog selv uden Özil ikke formået at vinde nogen af deres udebanekampe mod top 6-hold i denne sæson, og har derimod kun hentet to uafgjorte resultater mod Manchester United og senest Tottenham.  

Arven efter Özil

Özils situation virker til at være noget af det eneste, som stadig holder Emery vågen om natten. Klassen hos Özil er ikke til at komme udenom, men tyskerens formmæssige udsving er store, hvorfor en transfer til sommer virker som en mulighed. Sker dette synes Özils arv i Arsenal at være enorm tung.

Måske er det at sætte tingene på spidsen, men ud fra meldingerne lyder det til, at Ramseys uløste kontraktforhandlinger skyldes et ønske om Mesut Özils løn. Et ønske klubben ikke var villige til at indfri, hvorfor Ramsey til sommer er Juventus-spiller.

Vigtig mand til det sidste

Både Ramsey og Özil kommer dog uagtet deres fremtid til at være trumfkort, som Emery frem mod slutningen af denne sæson kommer til at få brug for i både Premier League og Europa League. De to rutinerede midtbanespillere er stadig garant for høj klasse, hvilket begge spillere har fået bevist i løbet af den sidste uges tid.

Kender man Emery så bliver alle sten vendt og drejet i forhold til Özil-beslutningen. Tydeligt er det, at Emery foretrækker at bruge Özil i kampe, hvor Arsenal er klart mest på bolden hvilket ofte sker mod de mindre hold. Er modstanderen til gengæld nogle af ligaens mere prominente navne, så har Emery vist en tydelig tendens til at fravælge Özil af taktiske årsager. Med Özil på hånden sidder Emery med et trumfkort resten af sæsonen.

Om Özil er fortid eller fremtid kan derfor ikke vises, før denne sæson er færdigspillet. Uanset hvad må der håbes på, at Özil i sæsonens sidste kampe kan blive afgørende i jagten på Champions League-fodbold til The Gunners i næste sæson.  

Indkøbskurv