LANDSHOLDSOVERBLIK: DISSE SPILLERE SKAL I AKTION TIL VM

Det omdiskuterede VM i fodbold anno 2022 løber/løb af stablen søndag den 20. november, hvor værtsnationen Qatar tager imod Ecuador. Og selvom VM betyder, at klubfodbolden står stille den næste måneds tid, så vil det stadig være muligt at holde øje med flere af Arsenal-stjernerne ved det forestående VM. Hele ti Arsenal-spillere er nemlig at finde på holdkortet på deres respektive landshold.

Af Nikolaj Mørup

Premier League holder pause og det betyder selvsagt, at det gør Arsenal også. Efter en fremragende start på sæsonen for The Gunners, så kommer vi ikke udenom, at der skal spilles et VM, selvom mange fans nok gerne havde set, at sæsonen var fortsat i vanlig stil, nu hvor Arsenal for alvor har meldt sig ind i toppen af Premier League igen.

For slutrunden kommer på et tidspunkt, hvor Arsenal i forrige weekend lagde yderligere afstand til Manchester City efter en udebanesejr på 2-0 over Wolves, der betyder, at de nu holder jul på førstepladsen med hele fem point ned til de lyseblå forfølgere fra Manchester.

Og det flotte stykke arbejde spillerne har leveret i efteråret, har naturligvis affødt en hel del landsholdsudtagelser fordelt ud på flere forskellige deltagende nationer.

Arsenal-spillere der skal i aktion ved VM:

Aaron Ramsdale: England

Bukayo Saka: England

Ben White: England

Gruppe B

England

Iran

USA

Wales

’The Three Lions’ fra Arsenal der måske kunne have været fire, hvis Emile Smith-Rowe havde været fit og samtidig havde brændt banen af i efteråret. Det havde nok været svært for ham at klemme sig ind uanset forløbet, da England har så mange kvalitetsspilere, der ikke kommer med til slutrunden. Han har dog tidligere været med inde omkring det engelske landshold, og han kommer helt afgjort på tale igen til fremtidige slutrunder.

Ikke desto mindre så har både Aaron Ramsdale, Bukayo Saka og Benjamin White helt bestemt fortjent deres plads på flyet til Qatar. Aaron Ramsdale har været en sikker sidste skanse i buret for The Gunners og har sammen med Newcastle-målmanden Nick Pope flest clean sheets indtil nu i den indeværende sæson. Indtil fornyelig har førstevalget i Englands bur ikke været til diskussion, da Jordan Pickford har siddet solidt på den plads det sidste lange stykke tid. Men Pickford har ikke været lige så sikker hjemme i klubben Everton i løbet af efterårssæsonen. Det kan måske give Ramsdale muligheden for at få spilletid til VM.

En der til gengæld nok skal få spilletid, er Bukayo Saka. Selvom han fik en uheldig hovedrolle ved EM-slutrunden i fjor, da han brændte det afgørende straffespark i finalen mod Italien, så har han vist, at hans mentale styrke er god. For han har været fantastisk spillende for Arsenal efterfølgende. Han kommer helt sikkert til at spille fra start i nogle af kampene.

Ben White har modsat Ramsdale og Saka nok haft en lidt længere vej til landsholdet. Han bliver måske reddet af Reece James’ skade, der med garanti var blevet udtaget, hvis han var fit. Men helt fortjent at han kommer med. Det er ikke sikkert, at Ben White kommer til at spille i Arsenals midterforsvar igen det næste lange stykke tid. For han ejer Arsenals højre back i øjeblikket. Men selvom han spiller højre back i klubben, så har hans fleksibilitet i forsvaret har helt sikkert styrket hans kandidatur til en udtagelse.

Englands gruppe til VM er overkommelig. Uden at tage noget fra Iran, USA og Wales, så skal England videre fra deres gruppe. De har klart det stærkeste mandskab i gruppen, og derfor går de også videre som nummer 1. Hvem modstanderne så bliver efterfølgende er et større puslespil. MEN… it’s not coming home. En kvartfinale mod Frankrig kunne blive dødsstødet.

Forudsigelse: England når til kvartfinalen

Matt Turner: USA

Gruppe B

England

Iran

USA

Wales

Selvom Matt Turner ikke er en mand, der får mange minutter i Arsenal-trøjen, så er han førstevalget til målmandsposten på det amerikanske landshold. Turner har været et fint bekendtskab i Arsenal indtil videre med fine præstationer i Europa League, selvom han lige skulle finde sit fodfæste i starten. Fik en lille skade kort inden VM, men han er altså at finde blandt de 26 mand, som USA sender afsted til slutrunden. Skulle man ende foran skærmen til en af USA’s kampe, så vil han med stor sandsynlighed være at finde i kassen i samtlige kampe under slutrunden.

Og USA kan sagtens ende med at spille mere end de tre gruppekampe. For selvom England med Ramsdale, Saka og White nok bliver for stor en mundfuld for Turner og co., så er der anderledes gode muligheder i kampene mod Wales og Iran, som er mere jævnbyrdige modstandere. Kampen om andenpladsen bliver nok en kamp mellem USA og Wales, hvor USA godt kunne ende med at trække det længste strå.

Forudsigelse: USA når til 1/8-finalerne

William Saliba: Frankrig

Gruppe D

Australien

Danmark

Frankrig

Tunesien

I William Saliba har Arsenal vel nok en af de mest formstærke centralebacks i Premier League. Han har været fuldstændig forrygende lige siden, han kom hjem fra lejeopholdet i Marseille. Hans ansigtsudtryk og forsvarsspil minder meget om hinanden. Han er iskold. Der er dog kommet lidt flere smil fra den unge franskmand, som sæsonen er skredet frem, men ellers fortrækker han ikke en mine. Han gør bare sit arbejde. Derfor er udtagelsen af ham til Frankrigs landshold også helt på sin plads, selvom der er mange om buddet. Kommer han til at starte inde? Måske. Han er svær at komme udenom i hvert fald, selvom Frankrig har kvalitetsspillere på samtlige pladser. Men hvis han skulle starte mod Danmark eksempelvis, så skal de danske angribere stå tidligt op for at komme forbi Saliba.

Som regerende verdensmestre er ”Les bleus” også en af bejlerne til den samlede sejr ved årets VM. Det bliver dog spændende at se, hvorvidt det bliver Danmark eller Frankrig, der ender 1’er eller 2’er, for de er begge klare favoritter til at gå videre fra gruppen. Danmark har haft krammet Frankrig på det seneste, men VM er naturligvis en anden størrelse end Nations League. Men bliver de 2’er, så kan vejen mod trofæet bliver svær. Uanset hvad går Frankrig videre, og de når helt bestemt også langt. 

Forudsigelse: Frankrig når til semifinalen

Takehiro Tomiyasu: Japan

Gruppe E

Costa Rica

Japan

Spanien

Tyskland

En af de åbenlyse udtagelser ud af de ti Arsenal-spillere, der skal med til VM. Om han så havde siddet på bænken hele efteråret, var han med stor sandsynlighed blevet udtaget alligevel.

Tomiyasu har været utrolig stabil for Arsenal i løbet af efteråret, hvor højdepunktet for ham må være 3-2 kampen mod Liverpool på hjemmebane.

Selvom det er blevet hverdag for japaneren med sejre næsten hver weekend i Premier League, så er det ikke garanteret, at Japan kvalificerer sig til 1/8-finalerne.

For selvom VM af og til byder på overraskelser, så er Spanien og Tyskland kæmpe favoritter til at gå videre fra gruppe E.

Hvis Japan skal gøre sig forhåbninger over avancement fra gruppespillet, så må det antages, at det minimum kræver, at man vinder opgøret mod Costa Rica, der må betegnes som den svageste modstander af de øvrige hold. Derudover skal der point på kontoen mod enten Spanien eller Tyskland, hvilket kan blive en svær opgave.

Forudsigelse: Japan ender 3’er i gruppespillet

Gabriel Jesus: Brasilien

Gabriel Martinelli: Brasilien

Gruppe G

Brasilien

Cameroun

Schweiz

Serbien

Det var svært at spå om, hvor mange af Arsenals brasilianere der skulle med til VM, hvis der overhovedet skulle nogen med. For der er selv sagt stor konkurrence om pladserne på Brasiliens landshold, der også er en favoritterne til at løbe med VM-titlen. I denne omgang blev dog ”kun” til to gange Gabriel, selvom det snildt kunne være blevet til tre. Gabriel Magalhães kommer måske til kort i denne omgang, da han til tider bringer sig selv i nogle uheldige situationer, hvilket også har gjort sig gældende i løbet af sidste sæson og i starten af indeværende sæson.

Til gengæld er både Gabriel Jesus og Gabriel Martinelli at finde i Qatar den næste måneds tid. Gabriel Jesus var næsten umulig at komme udenom, efter det han har leveret i dette efterår. Han laver ikke mål på samlebånd i øjeblikket, men arbejdsniveauet og samarbejdet med hans angrebskollegaer i Arsenal er en stor del af forklaringen på, at han har fået så mange roser.

Martinelli var omvendt en lidt større overraskelse. Mange har måske set videoen af Neymar, der ser lettere overrasket ud, da Martinellis navn bliver nævnt til landsholdsudtagelsen. Den brasilianske landstræner Tite ser ham måske, som en mulig joker i de kampe, hvor Brasilien har brug for en spiller, der kan bringe noget ekstra energi. For det har han. Men kigger man udelukkende på præstationerne i ligaen for Arsenal det sidste halvandet år, så kan udtagelsen helt sikkert også forsvares.

Brasilien er som tidligere nævnt en af favoritterne til at gå hele vejen. Og ser man på deres gruppe, så er de klare favoritter til at tage førstepladsen i gruppen uden videre omsvøb. Det kan blive en vinter med brasiliansk sambafest.

Forudsigelse: Brasilien når til finalen – og måske som vinder.

Granit Xhaka: Schweiz

Gruppe G

Brasilien

Cameroun

Schweiz

Serbien

The name is Xhaka. Granit Xhaka. Den schweiziske midtbanegeneral er vendt på en tallerken. Han har fået mere frihed, og er ikke lige så bundet til den centrale midtbane som tidligere. Det har løftet hans spil i Arsenal gevaldigt. Men om han så stadig var ”den gamle Xhaka”, så var han blevet udtaget til det schweiziske landshold alligevel. For på landsholdet er det kaptajn Xhaka, der bestemmer. Han er første mand på holdkortet, og er vel nok dén udtagelse ud af de ti Arsenal-spillere, som overrasker mindst. Han kommer til slutrunden med stor selvtillid, og når man er kaptajn, så kan det smitte af på resten af holdet, at man har en leder, der har tur i den hjemme i klubben.

Men Xhaka kan naturligvis ikke bære holdet selv. Først og fremmest skal han op imod to gange Gabriel og et brasiliansk landshold, der bliver umådeligt svært at stoppe. Schweiz kommer nok til at kæmpe med Serbien og Cameroun om den sidste plads videre til 1/8-finalerne. Det bliver en trekamp, der er meget svær at spå om, da alle tre hold er omkring samme niveau. Det kan godt gå hen og blive en af de mere dramatiske puljer.

Forudsigelse: Schweiz ender 3’er i gruppespillet

Thomas Partey: Ghana

Gruppe H

Ghana

Portugal

Sydkorea

Uruguay

‘No Thomas, no party’. En reference der kan bruges på både klubplan og i særdeleshed på landsholdet. For Thomas Partey er en af de største stjerner på det ghanesiske landshold. Han er en af de Arsenal-spillere, der må formodes at komme ind til slutrunden med en stor portion selvtillid qua hans fantastiske efterår, hvor han virkelig har haft en nøglerolle på Arsenals mandskab. Han manglede bl.a. da Arsenal led sit hidtil eneste nederlag i Premier League mod Manchester United, hvor man som bekendt tabte 3-1 på Old Trafford. Om det har haft en direkte betydning, at han ikke var med, kan man kun gisne om. Men det er da værd at tage notits af.

Partey og Ghana er havnet i en af de puljer, hvor det kan være svært at udpege, hvem der går videre på forhånd.

For selvom Portugal og Uruguay af mange betegnes som forhåndsfavoritterne primært på baggrund af mængden af kvalitetsspillere på de to hold, så har både Ghana og Sydkorea også spillere af stor kvalitet.

Ghana kan helt bestemt snige sig med videre til slutspillet, men det bliver svært mod et portugisisk og et uruguayansk mandskab, der har stor kvalitet og rutine på rigtig mange pladser. Hvis Ghana skal stjæle en af de to pladser, så bliver det nok Uruguay, som de skal slås med. Forudsigelse: Ghana ender 3’er i gruppespillet

Indkøbskurv