På trods af massiv regn og et pinefuldt nederlag blev det alligevel endnu en succesfuld klubtur, da en gruppe danske gooners tog turen til den engelske sydkyst for at overvære kampen mellem Southampton og Arsenal.
En lørdag formiddag i december mødes vi, 15 danske Arsenal-fans, i London-lufthavnen London Stansted. Mange af klubturens deltagere kender hinanden fra tidligere ture til det engelske og fra andre arrangementer i fanklubben, og alle ser frem til en weekend i forrygende selskab med ligesindede. Forude venter et par dage med øl, regn og fodbold – den bedste kombination, når man, som denne klubturs deltagere, elsker The Arsenal og engelsk fodbold. Fanklubbens billetchef Flemming har planlagt et fremragende program for de kommende dages tur. En tur, der skal kulminere søndag eftermiddag på St. Marys Stadium i Southampton, hvor Arsenal møder byens lokale helte.
Kold fornøjelse i Watford
Da alle har købt forfriskninger efter flyturen fra henholdsvis Billund og København, går vi i samlet flok ud af lufthavnen for at møde vores chauffør Alex. Alex og hans minibus står til vores rådighed under hele turen, hvilket gør transporten rundt i det sydlige England temmelig bekvem. Ganske vist er trafikken omkring London altid alt andet end bekvem, men med vores egen bus er vi uafhængige af den ofte dyre og upålidelige offentlige transport.
Første stop på vores rundrejse er Watford. Her skal vi besøge Vicarage Road Stadium og se kampen mellem Watford FC og Cardiff City FC. Vi bliver sat af bussen foran stadion et par timer før kampstart, så der er god tid til at gå på opdagelse i området omkring Vicarage Road. Flere benytter sig naturligvis af muligheden for at indtage en tiltrængt pint eller to på pubben The Red Lion, som er belejlig nabo til stadion. Imens er regnen i vanlig britisk stil begyndt at falde over den nordvestlige London-forstad, og decemberkulden sætter sine spor i kroppen allerede inden kick-off. Heldigvis får vi en god portion mål at varme os på. Watford bringer sig nemt foran 3-0 på tre eminente scoringer, inden Cardiff starter deres comeback, som dog ikke rækker til mere end et 3-2-nederlag. Uden for banen skaber fansene en fin ramme om kampen, og fra vores pladser på langsidens forreste række bemærker vi tydeligt, hvor hurtigt fodbold spilles i Premier League – hvilket er svært at fornemme i samme grad i fjernsynet. Det er en fornøjelse at være til fodbold På Vicarage Road denne eftermiddag. Det er usandsynlig koldt, men virkelig fedt, og kampen er en god appetitvækker forud for søndagens hovedret.
Pizza, pints og tunge hoveder
Efter den medrivende kamp går turen direkte mod Southampton. En køretur på ca. 3 timer venter , og umiddelbart er det bare rart at sidde i den tørre bus og få lidt varme tilbage i kroppen.
Vi ankommer til vores hotel ved 20-tiden. Det er et lækkert 4-stjernet hotel centralt i Southampton, som er en vigtig havneby på størrelse med Aarhus. Da vi har tjekket ind og smidt vores bagage på værelserne, mødes vi igen i hotellets reception og går sammen mod byens centrum. Her er der booket bord til os på en glimrende italiensk restaurant, hvor aftenen skydes i gang med pizza, pasta og kolde pints. Humøret er højt, der snakkes og diskuteres naturligvis fodbold og Arsenal, og der er også plads til kærlige drillerier mellem vores bord og gæsterne ved nabobordet, som hurtigt opdager, at en flok gooners har indtaget restauranten. Da maden er fortæret og regningen betalt, forlader vi restauranten for at undersøge bylivet i Southampton. Dem, der før har besøgt Southampton, ved, at byens natteliv er relativt livligt, og i vores lille danske fraktion er stemningen også fin efter indtaget af diverse våde varer på restauranten. Vi finder hurtigt den bar, hvor resten af aftenen (og natten) skal tilbringes, og det bliver sent før sidste mand finder vej til sin seng hjemme på hotellet.
Antiklimaks på St. Marys
Dem, der er friske nok til det, kan søndag formiddag nyde en herlig english breakfast i hotellets restaurant, og efter morgenmaden mødes vi alle igen i receptionen, så vi kan følges mod turens højdepunkt: Arsenal mod Southampton på St. Marys Stadium. Klokken er 11, da vi forlader hotellet, så vi har et par timer til at varme op til dagens store kamp. Forventningerne er høje. Vi er ubesejret i 22 kampe, og samtidig har Southampton ikke vundet en kamp siden starten september, så statistikkerne er ubetinget i vores favør.
Vi går ned til St. Marys, som ligger centralt placeret i byen. Området omkring stadion virker nedslidt, men det er klassisk engelsk og fremstår egentlig meget charmerende som regnen – naturligvis – siler stille ned over rækkehusene og de ensomme boligblokke i havnekvarteret. Selve stadionet står i stor kontrast til området omring. Det er et forholdsvis nyt stadion fra 2001 og udefra set ikke synderligt charmerende. Der er plads til godt 33.000 tilskuere, hvilket er noget mere end der kunne sidde på det gamle The Dell, som blev for småt til klubben i 1990’erne, da kravet om all-seaters blev indført i engelsk fodbold. Nogle beslutter at fordrive ventetiden ved at besøge en lokal pub (måske i håbet om, at en kold pint kan reparere lidt på dagens tømmermænd), mens andre går på opdagelse i området. En times tid før kampstart indtages en pølse foran stadion, mens dagens holdopstillinger, som netop er offentliggjort, nærstuderes.
Inde på St. Marys finder vi vores pladser. Der er et godt udsyn over banen, og en rigtig fin atmosfære blandt de ca. 3.000 medrejsende Arsenal-fans. Flere flammekastere byder spillerne velkomne på banen, indløbsmusikken er høj, og både hjemme- og udefans brøler motivation ned mod spillerne. Her er kanonstemning. Arsenal-fansene er flyvende efter en lang periode uden nederlag, men vores optimisme modsvares af hjemmeholdets, som netop har ansat ny manager og virker til at være pumpet op af nyfunden energi. De vejrer morgenluft.
Og kampen, som skulle have været klubturens ubestridte højdepunkt, bliver da også de kommende 90 minutter forvandlet til et frustrerende antiklimaks. Saints-angriberen Danny Ings (ligaens mest ufarlige centerforward?) scorer på hovedstød efter et fint opspil, og stadion eksploderer for første gang denne eftermiddag. Der kommer dog en dæmper på festlighederne, da Mkhitaryan kort efter, til stor jubel i udebaneafsnittet, udligner på et ligeså veludført hovedstød. ”You’re fucking shit”, gjalder det hånligt fra de 3.000 Arsenal-fans, hvilket besvares selvironisk med ”We’re fucking shit”, fra hjemmeholdets. Så måtte der vel være noget om snakken. Men selv en blind høne kan åbenbart finde korn. Kort før pausefløjtet scorer Danny Ings (jo, den er god nok) endnu et hovedstødsmål, og så må vi gå til pause bagud 2-1.
I away-sektionen er humøret tæt på bunden, men optimismen holdes en smule i live af det faktum, at Arsenal i denne sæson endnu ikke har ført ved pausen, men alligevel har vundet en del kampe på baggrund af solide præstationer i 2. halvleg. Mkhitaryan gør sit bedste for at holde den tradition i hævd, da han scorer et af de grimmeste mål, der nogensinde må være blevet scoret på St. Marys. Men Arsenal-fansene er ligeglade med målets kvalitet. Der er udlignet. 2-2. Lad os nu fuldføre comebacket.
Resten af kampen er dog ikke værd at skrive hjem om. Charlie Austin, som har bygget sin karriere på at score et mål mod Arsenal med jævne mellemrum, afgør kampen kort før tid. Vi taber 3-2. ”I Just Can’t Get Enough” brager ud af højtalerne. Og mens Arsenals fans har travlt med at forlade stadion, er Saints-tilhængerne ustyrlige. ”Can we play you every week”? synger de triumferende ned mod et allerede decimeret udebaneafsnit.
Næste gang er altid lykkens gang
På vej væk fra stadion er humøret nu totalt i bund. Vi har lige overværet en rædderlig kamp, med et horribelt resultat til følge. Og så mener vejrguderne åbenbart, at der skal gnides salt i såret, for pludselig åbner himmelen sig, og regnen står ned i lårtykke stråler. Nu er det ikke så charmerende længere. Når Arsenal vinder, er det nemt at smile overbærende over det regnvejr, som utvivlsomt altid kommer, men lige nu er det svært. Umuligt, faktisk. Og man går gennemblødt og tænker over, hvorfor man dog bruger både tid og penge på frivilligt at udsætte sig selv for sådan en ydmygelse.
Søndag aften ankommer vi til hotellet i Stansted, hvor vi skal overnatte, inden turen går hjem til Danmark mandag morgen. Nederlaget er kommet lidt på afstand. Det har været en fantastisk klubtur, trods alt. Og man begynder allerede at tænke på, hvornår man skal afsted igen. Vi vinder næste gang. For når det handler om Arsenal, er næste gang nemlig altid lykkens gang.