Karakterer: Premier League, runde 17 – Arsenal v Brighton

Af Pelle Kirchner

Arsenal havde søndag eftermiddag noget at revanchere efter sidste weekends nederlag til Aston Villa. Mikel Artetas tropper var blevet overhalet indenom af Liverpool, men kunne med en sejr mod Brighton generobre førstepladsen midlertidigt i Premier League.

Og der var aldrig tvivl om udfaldet. Arsenal gik til pause med stillingen 0-0, men havde siddet tungt på kampen uden at tillade noget den anden vej. Hvis kampforløbet fra de første 45 minutter fortsatte i anden halvleg, måtte det da give udbytte, tænkte man.

Ganske rigtigt. Otte minutter inde i anden halvleg gik den ikke længere for Brighton. Bukayo Sakas hjørnespark blev flækket videre af Jan Paul van Hecke, og så stod Gabriel Jesus det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og kunne heade bolden ind i et tomt mål til 1-0.

Brighton var aldrig rigtig farlige, men nærmede sig en scoring ved en enkelt lejlighed, der gjorde at man alligevel sad på kanten af stolen ved stillingen 1-0. Heldigvis kunne man læne sig helt tilbage igen, da Kai Havertz lukkede og slukkede ballet med en scoring til 2-0, der også ganske fortjent blev kampens slutresultat.

Senere på aftenen spillede Liverpool uafgjort mod Manchester United, hvorfor Arsenal i morgen kan starte en ny uge på førstepladsen i Premier League.

David Raya: 7

Det var en stille dag på kontoret for David Raya, der knap nok fik beskidte handsker. Brighton noterede sig for et enkelt skud på mål, og det tog han sig sikkert af.  

Benjamin White: 7

Det er ikke nogen nem opgave at holde styr på den letbenede Kaoru Mitoma, men Ben White klarede det flot. En enkelt gang måtte han notere sig for en ostemad, da han ved ulovlige midler fik stoppet japaneren. Overordnet set en god og professionel indsats fra Ben White. Igen, igen.

William Saliba: 10

This guy! Hvad skal man efterhånden sige? Tager jeg munden for fuld, hvis jeg siger, at han er en af verdens bedste på sin position? Jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår William Saliba sidst lavede en fejl i en fodboldkamp. Og i dag var ingen undtagelse. Fejlfri og stabil. Det sædvanlige

Gabriel Magalhães: 10

En bundsolid indsats fra Gabriel Magalhães, der også til tider havde overskud til at gå med frem og slå indlæg som en anden offensiv wingback. Måske var det for kedeligt at passe de defensive pligter i dag? Der var i hvert fald ikke meget at se til, og det der var, det tog han sig sikkert af.

Oleksandr Zinchenko: 7

Han har kæmpet lidt med at finde formen, og inden japaneren blev skadet, var han faktisk blevet overhalet af Takehiro Tomiyasu i det indbyrdes hierarki. I dag kunne man som Arsenal-fan dog føle sig ganske rolig med Oleksandr Zinchenko, der spillede en god og stabil kamp.

Declan Rice: 7

Altså… jeg tror aldrig han kommer til at få en lavere karakter end 7. 7-9-13! Når Declan Rice er værst, er han stadig god. Og det var han igen i dag. Rice lukkede totalt ned for Brightons opspil, og fordelte boldene rigtig flot.

Martin Ødegaard: 7

” Happy birthday to you! How old are you now?” Ja, Martin Ødegaard blev ”kun” 25 år her til aften, men alligevel føles det som om, at han har været med for evigt. Vores anfører svingede taktstokken i den kreative del af spillet, men nøjes alligevel med et 7-tal, da han på en bedre dag havde scoret en enkelt eller to i dag. Ikke desto mindre, stort tillykke med sejren og halvvejs til de 50 til Martin Ødegaard.

Kai Havertz: 10

”60 million down the drain. Kai Havertz scores again!” Ja, selvfølgelig gjorde han det. Kai Havertz ligner den spiller, der brød igennem i Bayer Leverkusen. Han er lige blevet kåret til månedens spiller, og i dag viste han hvorfor. Han blev latterliggjort for at ramme helt forbi i pre-season til en skudøvelse, men nu er der ikke mange, der griner. Han rammer plet hver gang. Det lugter af Kai-Kage i morgen! Tsamina mina, eh, eh!

Bukayo Saka: 10 (man of the match)

Hvad så James Milner? Er det på tide at lægge støvlerne på hylden? Bukayo Saka gjorde i hvert fald sit til at Milner skulle føle sig gammel og rundtosset. Saka var i hopla og en konstant trussel for Brightons defensiv. Han fik da også en afgørende fod med i spillet, da det var hans hjørnespark, der fandt vej til Gabriel Jesus, som kunne bringe Arsenal foran.

Gabriel Jesus: 7

Han er blevet kritiseret for ikke at lave nok mål, men i dag viste han sig som en fuldblodsangriber med næse for mål.
Gabriel Martinelli: 7

Var som altid konstant udfordrende, og udgjorde en stor trussel for Brightons defensiv. Men det er altså nok at drible sin direkte modstander én gang, Martinelli! Det bliver til tider liiidt for meget for den utvivlsomt driblestærke brasilianer, der dog skal have ros for nogle gode indlæg og sin lyst til at udfordre.

Indkøbskurv