Det lignede længe, at Brentford skulle hive point hjem fra endnu et Londonderby, men sent i kampen dukkede Kai Havertz op på bagerste stang og headede alle tre point hjem til Nordlondon.
Af Otto Korse
Utrolig symptomatisk kamp
Store mængder boldbesiddelse, men uden at spille sig frem til de store chancer – ja, det lyder som noget, vi har hørt før i denne sæson. Ikke desto mindre var det igen en solid præstation, som Mikel Artetas mandskab lagde for dagen i kampen mod Brentford. Startopstillingen bød på to taleemner: Aaron Ramsdale var blevet valgt i buret, da David Raya er udlejet fra netop Brentford og derfor ikke måtte spille, mens Leandro Trossard var blevet foretrukket på den ene 8’er.
Netop Ramsdale meldte også sin tilbagekomst, da han efter et lille kvarter forærede bolden til Brentford, hvorefter Declan Rice reddede på stregen. Ikke just den optimale start for Ramsdale, hvis han skulle gøre sig nogen som helst forhåbninger om at komme tilbage i varmen. Og så gjorde han minsandten det samme igen en halv time senere, men igen uden Brentford-scoring.
Hvis man dog ser bort fra Ramsdales to fejl, så var det en kamp, hvor Arsenal på mange måder sad på det meste af spillet. Brentford pakkede sig dybt, og det skabte problemer for Jesus og co., da man havde svært ved at kombinere sig igennem. Kampen var symptomatisk for denne sæson, da man hverken bader i chancer, men samtidigt formår at holde kampen under kontrol. På en aften, hvor vores målmand havde det svært, var det heldigt, at flere af vores markspillere var skarpe på stregen. Og så kunne Kai Havertz mod slutningen af kampen heade alle tre point hjem til Nordlondon.
Skønt det kan føles en smule tomt, at man igen har hevet en smal sejr i hus, så skal Brentfords vanvittige Londonderby-statistik ikke undervurderes. Inden lørdagens kamp mod Arsenal havde Brentford ikke tabt i 13 Londonderbies i træk. Det er utroligt arbejde af Thomas Frank og Brentford, som efter aftenens kamp kun har tabt tre ud af de seneste 23 hjemmebanekampe – og to af de nederlag er mod Arsenal.
Aaron Ramsdale 4:
Manden med ettallet på ryggen var igen at finde i buret, og sikke en start, han fik. Det er to ubegribelige fejl, som Ramsdale laver, men han formår at spille sig tilbage i opgøret. Han ender derfor på et 4-tal, da fejlene ikke ender med at koste, og han egentligt spiller en fornem kamp. Han viser også, at han er udmærket med fødderne og fin i luften.
Slutbillederne fra kampen vidnede også om, at det var et hold, som syntes, at Ramsdale fortjente oprejsning.
Takehiro Tomiyasu 7:
Det kan være svært at sætte ord på, hvor bundsolid vores japanske altmuligmand er. I dag fungerede han i højere grad som en inverted back fremfor at lave de klassiske overlap, som Ben White har gjort et utal af gange på højre dør.
William Saliba 10:
Igen var der ingen slinger i valsen fra Saliba, der nok en gang fortsatte de vanvittige takter i midterforsvaret. Han er kølig i sine indgreb, velovervejet i sine tacklinger og bunsolid i duellerne.
Gabriel Magalhaes 7:
Gabriel kan af og til stå lidt i skyggen af sin franske partner, og det fortjener han ikke. De småfejl, han lavede i ny og næ i fjor, er blevet fjernet fra hans spil, og det har efterladt en klassespiller.
Oleksandr Zinchenko 10:
Han har tidligere fået mere ris end ros for sine defensive attributter, men i dag var Zinchenko stærk i sine indgreb. Han formåede tildeles at holde en dygtig Mbuemo i ro i store dele af kampen på egen banehalvdel, mens han var fremragende til at trække de offensive tråde længere fremme på banen. Og så disker han altså bare op med en fuldstændig verdensklasse redning med et kvarter tilbage af kampen – wow!
Declan Rice 10:
Vores 100 millioner-mand var nok en gang fuldstændig fremragende. Det er efterhånden kedeligt at beskrive Declan Rice, da man snart løber tør for nye måder at rose ham på – men han fortsætter bare med at imponere. Og denne gang også på stregen, da han reddede Ramsdale fra en rigtig pinagtig situation med en stor redning på egen målstreg.
Leandro Trossard 4:
Et 4-tal er måske en smule hårdt, men jeg havde alligevel håbet på mere fra ham – især fra en ny, spændende position på 8’eren. Det var millimeter, der gjorde, at han ikke kunne kalde sig for målscorer, men udover det bidrog han ikke med nok i dag.
På den lyse side gjorde offside-kendelsen, at Trossard og Sakas utrolige indbyrdes rekord stadig holder, så det er vel altid noget.
Martin Ødegaard 4:
Kaptajnen var tilbage i startelleveren efter et blandet skadesforløb med både en muskelskade og en uheldig hjernerystelse. Det er ikke nogen hemmelighed, at Ødegaard ikke har været på sit vanlige niveau i denne sæson, og lørdag aften var ej heller en undtagelse. Den x-factor, som han havde sidste år, har han ikke formået at finde indtil videre i denne sæson.
Gabriel Martinelli 7:
Det var ikke nogen prangende kamp fra Martinelli i dag, men han var blandt de farligste rent offensivt i første halvleg, og det virkede som om, han rystede lidt af jetlaggen af sig i takt med kampens fremskreden.
Bukayo Saka 7:
Klassen viser sig bare – altid. Det var, ligesom med Martinelli, ikke nogen storkamp, som Saka spillede. For mange berøringer, for ubeslutsom i sine udfordringer, men han bliver ved, og det indlæg han smider ind i panden på Kai Havertz… det må vel efterhånden bare være en Saka-special.
Gabriel Jesus 4:
Om det var jetlag, mangel på form eller noget helt tredje vides ikke, men vores brasilianske 9’er var ikke tilbage på det høje niveau, han viste umiddelbart før sin skade. Han kæmper som altid, og han er et bæst i de fysiske dueller, men man sidder tilbage med følelsen af, at man savner noget mere fra ham.
Indskiftere:
Eddie Nketiah 4:
Han kommer ind med god energi, og det er enormt prisværdigt. Den chance, som han forspilder, da Saka spiller ham fri, er dog ikke noget, der taler til hans fordel for et genvalg i næste kamp.
Kai Havertz 10:
Ikke et øje tørt, da Havertz dukkede op på bagerste stolpe og pandede sejrsmålet i hus. Et formidabelt øjeblik for tyskeren, som har skulle høre på sit angående niveau. Han spiller som sådan en okay kamp, på de små 15 minutter han ender med at være på banen, men det er målet, der i sidste ende hiver karakteren op.
Ben White N/A
Jorginho N/A
MOTM – Oleksandr Zinchenko
Det var nærmest dødt løb mellem Rice og Zinchenko, men det bliver ukraineren, der trækker det længste strå. Mod Brentford er han stærk defensivt, mens han i store dele af kampen fungerer som den offensive arkitekt – ligesom han plejede i sidste sæson. Det er en fornøjelse at se, hvordan han har genfundet sin form, og så er det et privilegium som Arsenal-fan, at vi har så stærk en bredde, at en spiller som Zinchenko ikke kan føle sig sikker på sin plads.
Skønt der stadig er lang tid til, bliver det spændende at følge, hvordan Jurrien Timbers comeback kommer til at se ud på startelleveren, og det samme gælder, når Ben White er klar til at starte igen. Hvem er det, som ryger en tur på bænken af Zinchenko, White og Tomiyasu?