KARAKTERER: MANCHESTER UNITED – ARSENAL

Kort om kampen

Arsenals første store test endte uden point i en tæt affære på Old Trafford. Selvom Arsenal spillemæssigt var i førersædet i store dele af første halvleg, og i starten af anden halvleg, så var det de kyniske United spillere, der trak det længste strå. For når Arsenal ikke selv formåede at udnytte spilovertaget, så stak United kontrakniven ind, og var kølige foran kassen. Det må dog være opløftende som Arsenal-fan at se holdet være så dominerende på en af de sværeste udebaner i Premier League. For selvom Arsenal tabte kampen, så er tiltroen til Artetas projekt ikke forsvundet. Kampen kunne måske være endt anderledes, hvis Gabirel Martinellis mål ikke var blevet underkendt kort inde i kampen.

Af Nikolaj Mørup

Karakterer:

Aaron Ramsdale: 7

På trods af et nederlag, er det ikke meget som Arsenal-keeperen havde at se til. Det første mål er en gråzone, hvor Ramsdale måske går til den forkerte side. De to andre kan han ikke klandres for. Han var god til at distribuere bolden i store dele af kampen med præcision i pasningerne. Dog har han en stor brøler i slutningen af kampen, der ender med at give Cristiano Ronaldo en stor mulighed. Ramsdale redder dog selv kastanjerne ud af ilden.

Ben White: 7

Han gør sit for fortsat at kunne henvise Takehiro Tomiyasu til bænken. Selvom han ikke er den hurtigste back, så formår han ofte at komme med frem og angribe, som også var tilfældet i flere sekvenser undervejs i kampen. Er tæt på både at forhindre 2-1 og 3-1, men kommer lige akkurat for sent. Vel nok den bedste af de fire bagerste i kampen mod Manchester United.

Gabriel Magalhães: 4

Ingen tvivl om, at brasilianeren er en super god forsvarsspiller, der tilmed er begyndt at score mål. Dog er han for svingende i løbet af 90 minutter i øjeblikket. Han ender med at blive helten mod Fulham, hvilket nok er med til, at man ser lidt igennem fingre med den fejl, han laver, da Mitrovic scorer til 1-0. Gabriel ender ofte med at invitere modstanderen op og presse, fordi han til tider står med bolden for længe. Og modstanderne efterhånden at lure det. Han har derudover en uheldig hovedrolle ved 1-0 scoringen, hvor han oversatser, og ender med at mangle i forsvaret. Måske det er Ben Whites tur til at prøve sig af med William Saliba i midterforsvaret?

William Saliba: 7

En meget gennemsnitlig kamp af unge William Saliba. Er ikke direkte involveret i noget skidt. Måske han skal stå anderledes placeret ved 2-1 målet, selvom man nok i højere grad må rose Bruno Fernandes for en flot assist.

Oleksandr Zinchenko: 4

Ukraineren var i søndagens kamp tilbage på venstrebacken i stedet for Kieran Tierney. På bagkant af kampen sidder man dog ikke med fornemmelsen af, at skotten har tabt kampen om venstrebacken endegyldigt. Klart Zinchenkos svageste kamp for Arsenal, hvor han med flere fejlpasninger ikke virkede lige så sikker som i de første tre kampe. Han var ikke iøjnefaldende på samme måde som vi har lært ham at kende.

Albert Sambi Lokonga: 7

Havde en nervøs start de første 10 minutter, men spillede sig ret hurtigt op i løbet af 1. halvleg. Han har gode intentioner i det offensive spil, hvor han distribuerer bolden fint rundt. Mangler lidt i defensiven af og til hvor det bliver tydeligt at se, at Arsenal mangler Thomas Partey.

Granit Xhaka: 7

Schweizeren må efterhånden være tilbage i de fleste Arsenal-fans hjerter. Han virker bundsolid i store dele af de kampe han spiller. Hvis man tager på Old Trafford og dominerer i godt og vel en times tid sammenlagt, så skal man have gode midtbanespillere. Og det er Xhaka blevet med tiden.

Martin Ødegaard: 10

Det er snart svært at finde flere superlativer, når man skal beskrive Ødegaards præstationer. Igen svinger han dirigentstokken, hvor han med sin flødefod laver den ene genialitet efter den en anden. Han laver også assisten til Martinellis underkendte scoring. Uheldigt for ham og Arsenal, begår han desværre et frispark på danske Christian Eriksen i opspillet til målet.

Bukayo Saka: 7

Det er et stort 7-tal som Saka får. Han gjorde livet svært for Tyrell Malacia i store dele af kampen og får også scoret det ene mål, da den dumper ned for foden af ham og kan sparke den ind i et tomt mål. Godt for Saka, at han endelig får hul på bylden, der forhåbentlig kan fjerne noget pres i den kommende tid. Han får et gult kort i slutningen af kampen, der nok bunder i frustration over resultatet. Det trækker ned.

Gabriel Martinelli: 10

Når man ser Martinelli spille, er det svært at forstå, at han kun er 21 år gammel. Han spiller med en masse gåpåmod og er en kile til uro hos ethvert forsvar. Arsenal-fans må sidde med fornemmelsen af, at det er ham, det skal komme fra. Ved målet, der bliver underkendt, viser han netop, hvor farlig han er, fordi han er så hurtig og så koldblodig i de situationer han bliver skudt afsted i.

Gabriel Jesus: 10

Selvom det ikke bliver til mål i kampen mod United, så viser han endnu engang, hvor ærgerrig han er. Han kombinerer godt med sine angrebskompagnoner, og er med til at spille sine medspillere i gode positioner. Det kom især til udtryk i de perioder, hvor Arsenal var mest dominerende. Er god til at holde i bolden, hvorefter han enten distribuerer den videre til en medspiller eller trækker et frispark.

Takehiro Tomiyasu: N/A

Får kun 10 minutter på banen.

Emile Smith-Rowe: 4

Han kommer ind på et svært tidspunkt, hvor Arsenal har tabt lidt momentum i kampen. Får sendt en afslutning afsted i slutningen af kampen, der dog ryger over mål. Han starter formentlig inde på torsdag i Europa League kampen mod Zürich, hvor han skal forsøge at vise Mikel Arteta, at han er for god til at sidde på bænken.

Eddie Nketiah: 4

Får ikke på samme måde sat et aftryk, som han har gjort det i de seneste kampe, hvor han er blevet skiftet ind. Som det også gør sig gældende for Smith-Rowe, er det selvsagt en svær kamp at komme ind i, når man er nede 2-1 på Old Trafford. Det må forventes, at han også starter på torsdag.

Fabio Vieira: 4

Så fik vi set Vieira i aktion for første gang i Premier League. Det havde måske været klogere at bringe ham i spil på torsdag, hvor han i højere grad kan spille uden pres. Svær start – men mon ikke Arsenal fansene får mulighed for at se ham nærmere an i torsdagens Europa League kamp.

Mikel Arteta: 7

Det er svært at klandre Arteta for at sætte sit hold forkert op. I store dele af kampen leverer Arsenal en fornuftig kamp, der i mange tilfælde var endt med point. Det er ikke mange hold, der kan komme til Old Trafford og dominerer United det meste af kampen, hvilket i høj grad viser, hvor langt Arsenal er nået under Arteta. Indskiftningerne til sidst i kampen gør ikke noget godt for Arsenal. Det trækker ned.

Indkøbskurv