KAN DU HUSKE ISMAËL BENNACER?

Der findes ingen bedre historie, end når man lykkes med at producere spillere fra sit akademi til klubbens førstehold. Det kræver talent, dedikation, dannelse og ikke mindst timing. En skade kan være talentets chance, og pludselig er man inde varmen. Arsenal har en glimrende historik med at bringe spillere fra akademiet ind på førsteholdet, men nåleøjet er smalt og mange talenter sendes videre i fodboldverdenen. Mange går i glemmebogen, mens andre formår at skabe sig en international karriere i Europas bedste fodboldrækker. Ismaël Bennacer er et glimrende eksempel. I en alder af 21 år er han en af Serie-As varmeste emner, når det kommer til den moderne midtbanespiller.

Ismaël Bennacer er i skrivende stund i gang med en kometkarriere i den italienske Serie A-klub, Empoli, hvor han er en nøglefigur hos Gli Azzurri. Med 10-tallet på ryggen er han hjertet på den centrale midtbane, hvor han konstant leverer gode præstationer, som bonner ud i nogle imponerende statistikker. Han har i gennemsnit seks erobringer pr. kamp, seks progressive afleveringer pr. kamp og fører klubbens indbyrdes statistikker på driblinger, tacklinger vundet og dueller vundet.

Vi spoler tiden tilbage til 2015, hvor en drengedrøm blev til virkelighed. Ismaël Bennacer skiftede sin bardomsklub i fødebyen, Arles, ud med Arsenal. Her fik algerieren sin fodbolduddannelse og leverede flere lovende præstationer på akademiholdene. Udviklingen i Arsenal blev samtidig belønnet med udtagelse til det franske U18- og U19-landshold, hvor det blev til 11 kampe og to scoringer. Som en naturlig del af udviklingen, som vi har set med utallige talenter i Arsene Wengers regeringstid, ventede der en seniordebut i den engelske ligacup. I ligacuppens fjerde runde ude imod Sheffield Wednesday, fik han sin debut som Arsenal-spiller. Han erstattede Theo Walcott efter 19 minutter. Kampen endte desværre med et nederlag på hele 0-3.

På trods af gode takter i en svær debut, viste det sig, at konkurrencen på Arsenals hold var for stor. Det blev ikke til flere senioroptrædener, og i sæsonen efter blev han lejet ud til den franske Ligue 2-klub, Tours, hvor det blev til 16 kampe og en enkelt scoring. Han havde nu kontraktudløb i Arsenal og stod over for en vigtig beslutning i sin karriere.

Ismaël Bennacer valgte at søge syd på for at opleve et nyt land og prøve sig selv af. Valget faldt på Empoli, som i 2017 huserede i den italienske Serie B. Her fandt han og Empoli den helt rigtige melodi, og med 39 optrædener og to scoringer, var han Empolis bedste spiller. Han bar et stort ansvar fra sin centrale midtbaneposition, og det lykkedes Empoli at rykke op i Serie A. I samme sæson offentliggjorde Bennacer, at han ønskede at stille op for det algierske landshold. Her er det indtil videre blevet til seks A-landskampe.

Empoli har haft en svær sæson i Serie A, men det ændrer ikke på, at Ismaël Bennacers præstationer har været fremragende. Han beskrives i italienske medier som en komplet midtbanespiller uden de store svaghedspunkter. Han er en dygtig pasningsspiller, spiller med stor koncentration og disciplin, er en trussel med sin sparketeknik og magter at drive bolden igennem modstanderens pres.

Uafhængig af Empolis skæbne i den italienske Serie A, så er det ingen tvivl om, at der venter større fodboldadresser for den tidligere Arsenal-akademispiller. Store italienske klubber har været nævnt, men måske venter der en overraskelse og en lykkelig reunion med klubben, som gav ham sin fodbolduddannelse? Med Aaron Ramseys afgang åbnes der en plads i rotationen og her kunne Ismaël Bennacer være et billigt alternativ.

Indkøbskurv