HISTORIEN
Fodboldåret 1886 hører til blandt de mere mindeværdige. Blackburn Rovers havde lige vundet FA Cup’en for 3. gang i træk, hvilket stadig er rekord, og professionel fodbold var netop blevet tilladt i England.
I Skotland ville man ikke have noget med slige sager at gøre, så da de to lande skulle mødes i en landskamp og England ønskede at stille op med den lønnede James Forrest i opstillingen, så nægtede skotterne at gennemføre kampen. Et kompromis blev nået ved, at Forrest måtte spille i en anden farve trøje end sine holdkammerater. Så kunne skotterne ligesom holde skæg fra snot!
Der var såmænd også andre ting der kan synes primitive set med nutidens øjne. Skønt man havde haft FA Cup’en i 15 år og fodboldforbundet havde 23 år på bagen, så var reglerne ikke specielt veludviklede: Kun midterlinjen var markeret, der var ingen overligger, intet net og ikke noget der hed straffespark. Målmanden måtte tage med hænder over hele banen, der var intet krav om at spillere fra samme hold skulle have ens trøjer på, og dommeren kunne intet dømme, medmindre spillerne bad ham om at gribe ind.
Det var under disse vilkår at det der senere udviklede sig til Arsenal, blev stiftet. Grundlæggeren var skotten David Danskin, som var kommet fra Kirkcaldy til Woolwich i det sydlige London for at arbejde på ”The Arsenal” – den engelske regerings våbenfabrik.
Danskin havde allerede stiftet en fodboldklub i Skotland, og da han erfarede at hele det sydlige London og opland udelukkende var til cricket og rugby, besluttede han sig for at stifte endnu fodboldklub.
I første omgang fandt han dog ikke meget støtte. Ingen havde lyst til at låne eller leje græs ud til noget så primitivt som fodbold. Hjælpen, støtten og know-how’et kom imidlertid fra Nottingham i form af Fred Beardsley og Morris Bates, som også var kommet til Woolwich for at arbejde inden for våbenindustrien. Begge havde en fortid på det stærke Nottingham Forest-hold.
Sammen med Danskins venner, Elijah Watkins, John Humble og Richard Pearce samlede de yderligere 9 mænd sammen, som ville forsøge sig ud i fodboldens verden. Man var nu oppe på 15 potentielle spillere.
Gennem et lille medlemsgebyr og en donation fra Danskin blev der råd til en fodbold, men man havde stadig intet sted at spille.
Man havde heller intet navn og spilledragter kneb det også med. Det lykkedes dog at finde en modstander, Eastern Wanderers, og spillepladsen blev en pløjemark på Isle of Dogs i det østlige London. Kampen blev spillet den 11. december 1886, og klubbens navn blev i første omgang kaldt Dial Square, opkaldt efter den workshop på våbenfabrikken, hvor Danskin arbejdede.
Banen var håbløs og spillerne rendte det meste af tiden og ledte efter bolden i folks baghaver eller møddinger, men Danskin og co. besluttede efter kampen, at de havde vundet 6-0. Det skal nok passe, da vi stadig befinder os i en tid med begreber som gentlemen og fairness!
Fulde af glæde over triumfen mødtes klubbens medlemmer på pubben Royal Oak i Woolwich en juledag i 1886. Der var 3 problemer der skulle løses: For det første måtte man have et bedre, permanent og gerne mere prætentiøst navn. Det fandt man ved at kombinere navnet på den pub de sad på samt deres arbejdsplads. Sådan opstod Royal Arsenal.
For det andet havde man ikke råd til spilledragter. De tidligere Nottingham Forest-spillere i truppen skrev imidlertid til deres gamle klub efter hjælp, og Forest var så generøse at sende spilledragter til alle samt en fodbold. Derfor spiller Arsenal i rødt den dag i dag – takket være Nottingham Forest.
For det tredje manglede man en bane at spille på. Der var kun en mulighed, nemlig det offentligt tilgængelige Plumstead Common i nærheden af Woolwich. Området var en stenet, ujævn græsmark, som desuden blev brugt af militærets heste til øvelser.
Nu gik det slag i slag. Fodbolden var endnu ikke så populær, at man havde egentlige ligaer, bortset fra den nationale 1. division, som Royal Arsenal var uendeligt langt fra, men man klarede sig ved at aftale kampe mod andre klubber i lokalområdet. Kampe, hvor kun æren stod på spil.
Herudover var der et hav af pokalturneringer, som opstod sådan lidt efter lidt. I det hele taget foregik det på et lavt niveau, men Arsenalspillerne var såvel seriøse som ambitiøse. Takket være de fodboldvante skotter og de to tidligere Forest-folk, så vandt klubben også det meste de deltog i.
I de første år skiftede man spillested et par gange. Plumstead Common var ikke specielt velegnet til fodbold, så klubben flyttede allerede i 1887 til Sportsman Ground ved Plumstead Marshes. Denne bane havde imidlertid en tendens til at blive oversvømmet, og derfor rykkede man i 1888 til det nærliggende Manor Field, som også lå i Plumstead.
Billede: Wikipedia.com
Royal Arsenal, 1888.
Stifteren, David Danskin, sidder yderst til højre på bænken.
I 1889 nåede klubben frem til semifinalen i den prestigefyldte London Senior Cup, hvor man dog tabte 2-0 til Clapton.
Klubben var også blevet tilmeldt FA Cup’en i 1889. Turneringen var på daværende tidspunkt den mest betydningsfulde i England, hvor den endda overskyggede den nationale 1. division. I debutåret nåede Royal Arsenal uden besvær til 4. kvalifikationsrunde, men mødte klubben Swifts, som var en storklub efter datidens forhold, og så var det eventyr slut.
De første trofæer kom i hus året efter, hvor Royal Arsenal vandt Kent Senior Cup, Kent Junior Cup og mest vigtigt, London Charity Cup.
Der var 10.000 tilskuere til finalen i sidstnævnte kamp. Modstanderen var Old Westminster og kampen fandt sted på Manor Field. Royal Arsenal vandt 3-1, og det var den første indikation af hvad der skulle ske: Mange tilskuere og pokaler.
Old Westminster fik revanche senere samme sæson i London Senior Cup-finalen, som de vandt 1-0, men fire pokalfinaler på én sæson og heraf 3 sejre var mere end godkendt for Royal Arsenal.Nu var der udelukkende tale om små pokalturneringer, og alle holdene bestod af amatørspillere, men Royal Arsenal var fremtidsrettet og så småt på vej mod den endnu så forkastelige professionalisme. Udover den åbenlyse fordel i at kæmpefabrikken The Arsenal tiltrak mange unge mænd, hvoraf nogle var talentfulde fodboldspillere. Dertil var klubben også blevet så etableret, at man kunne købe soldater med fodboldtalent ud af deres kontrakter med hæren, og skaffe dem arbejde på fabrikken, så de havde mulighed for at spille. På den måde voksede Royal Arsenal sig stor og var godt rustet til det næste årti.
Royal Arsenal fra 1890 med 3 pokaler: Kent Junior Cup, Kent Senior Cup og London Charity Cup.
Hvis du vil læse mere om Arsenals historie, så klik her.
TIDLIGERE MANAGERS
Arsenal har haft mange forskellige managere siden klubben blev stiftet under ydmyge forhold i 1886. Fælles for disse personer er at de alle har haft en central rolle i klubben og dermed har de også haft indflydelse på klubbens udvikling, uanset om det så er på godt eller ondt.
Nogle af dem har kun været i klubben i kort tid og deres betydning har derfor været minimal, mens andre har sat deres tydelige præg på klubben. Dermed bærer de også en del af æren for den position klubben bestrider i dag.
I begyndelsen var Arsenal en ren amatørklub og så vidt vides har de ikke haft nogen træner eller manager i de første år af klubbens eksistens. Det har i givet fald været på frivillig basis.
Begrebet manager havde heller ikke helt samme betydning dengang, som det har i dag. Managerens rolle var dengang mere administrativ end fodboldmæssig og den korrekte betegnelse var da også secretary-manager.
Selv om klubben i 1893 blev optaget i den nationale 2. division, så var det først i 1897 at man ansatte en lønnet manager i skikkelse af Thomas Mitchell. Flere steder anføres Sam Hollis ganske vist som klubbens første manager, men han var snarere en slags holdleder og kan derfor ikke karakteriseres som en decideret manager.
Arsenals managers vil blive præsenteret fra seneste ansættelse.
In Mikel We Trust – Vi arbejder på sagen.
Den 23. maj 2018 blev Emery udnævnt til cheftræner for Arsenal. Han gik med til en to-årig aftale, hvor klubben havde mulighed for at forlænge hans aftale med et yderligere år.
I hans første konkurrenceprægede kamp, den 12. august, tabte hans hold til Manchester City 2-0 i Premier League. Efter et andet nederlag i træk til Chelsea den 18. august noterede Emery sin første sejr som Arsenal-manager den 25. august i en 3-1 hjemmesejr over West Ham United. Efter denne kamp vandt Arsenal 11 kampe i træk, deres bedste form siden 2007. Arsenal forlængede derefter deres ubesejrede løb til 22 kampe, inklusive en 4-2-sejr over ærkerivalerne Tottenham Hotspur i Emerys første North London-derby. Deres 3-2-tab til Southampton i december var første gang, de var blevet besejret i alle turneringer siden august. Men Arsenal kapitulerede mod slutningen af sæsonen, og modtog kun 4 point i deres sidste 5 ligakampe, hvilket reelt forkastede enhver chance for at kvalificere sig til Champions League gennem ligapositionen. Emery nåede igen en Europa League-finale, som desværre blev til et nederlag for Arsenal. da Emery og Arsenal blev slået 4-1 af engelske Chelsea. Arsenal sluttede sæsonen på en femteplads, en plads højere end den foregående sæson, og gik snævert glip af en Champions League-plads.
I sommerens transfervindue 2019 brød Emery Arsenals tidligere klubrekord ved at hente fløjspilleren Nicolas Pépé fra Elfenbenskysten. Han købte også ind til forsvaret, David Luiz fra rivalerne Chelsea og skotten Kieran Tierney fra Celtic, samt midtbanespilleren Dani Ceballos på lån fra Real Madrid.
Den 29. november 2019, efter en række dårlige resultater og et sejrløst løb på syv kampe, blev Emery fyret af Arsenal. Hans sidste kamp var et 2-1 hjemmenederlag til Eintracht Frankfurt i Europa League. Han blev afløst på midlertidig basis af Freddie Ljungberg og senere på permanent basis af Mikel Arteta.
Arsene Who?
Sådan lød de engelske avisoverskrifter, da en noget uortodoks, akademisk uddannet og ranglet mand ved navn Arsene Wenger blev træner for Arsenal efter Bruce Riochs afskedigelse. Med store briller og et meget firkantet jakkesæt blev Wenger d. 22 september 1996 Arsenals første ikke-britiske træner, og med en aldrende spillertrup, der kun havde opnået en femteplads i Premier League sæsonen forinden. Med stærke transfers, en ny og mere præstationsorienteret tilgang til diæt og træning samt en offensiv spillefilosofi fik Wenger dog hurtigt sat The Gunnners på kurs mod storhedstider. Hermed satte Wenger ikke alene nye standarder for Arsenal, men hele fodboldverdenen.
I sin bare anden sæson i klubben hentede Wenger ‘The Double’ til Nordlondon, hvilket var klubbens bare anden i historien. Til historien hører det også til, at Wenger formåede at give nyt liv til Arsenal-truppen for ganske beskedne midler. Wenger skulle i mange år frem nemlig gøre det for vane at opdage unge spillere og gøre dem til verdensstjerner, der enten kunne sælges videre til stor fortjeneste eller være med til at hente trofæer til Arsenal. Emanuel Petit, Marc Overmars, Nicolas Anelka, Robert Pires, Freddie Ljungberg, Cesc Fabregas, Emanuel Adebayor, Robin van Persie. Og man kunne blive ved og ved. I sidste ende fik Wenger sammensat en trup, der var så stærk at den formåede at gå igennem en sæson fuldstændig ubesejret. I 49 Premier League-kampe fra maj 2003 til oktober 2004 kunne et modstanderhold aldrig gå sejsrigt fra banen imod Arsenal. Wenger havde skabt “The Invincibles”. Med Wengers holistiske tilgang til fodboldspillet fik franskmanden ikke kun lov til at være med inde over diæt, taktik, transfer og træningsbeslutninger, men var også med til at omdanne Arsenals træningsanlæg London Colney.
Ikke mindst var Wenger en af de bærende kræfter i Arsenals stadionskifte fra Highbury til Emirates Stadium. Wenger skulle dog i forbindelse med stadionprojektet blive mødt med udfordringer, der kunne forekomme endnu sværere end dem, han havde mødt tidligere i sin tid hos Arsenal. Med et stort lån at skulle betale tilbage på grundet bebyggelsen af Emirates Stadium skulle Wenger forsøge at spille med om de sjove pladser i tabellen med et meget stramt transferbudget. Selvom Arsenal siden The Invincibles-sæsonen ikke har vundet Premier League formåede Wenger at styre sit hold i Champions League gang på gang. Først i sæsonen 2016/2017 lykkedes det ikke Arsenal at kvalificere sig til Champions League-gruppespillet. I slutningen af den sæson formåede Arsenal dog at hente sit 13 FA Cup-trofæ, hvilket gør at The Gunners har rekorden for flest vundne FA Cup’s.
Wenger tog efterfølgende en enkelt sæson mere som Arsenal-træner, inden han den 20 april 2018 annoncerede, at han ville stoppe som træner i Arsenal med udgangen af 2017-2018-sæsonen. Arsenal vandt 1-0 på udebane mod Huddersfield i Wengers sidste kamp som Arsenal-træner. Endda mod klubben, hvor en anden legendarisk Arsenal-træner Herbert Chapman fik skabt sig et navn som stor fodboldtræner. En passende afsked til Arsenals mest vindende og længst siddende træner.
Billede: Arsenal.com
- Bruce Rioch, 1995-1996
- George Graham, 1986-1995
- Don Howe, 1983-1986
- Terry Neill, 1976-1983
- Bertie Mee, 1966-1976
- Billy Wright, 1962-1966
- George Swindin, 1958-1962
- Jack Crayston, 1956-1958
- Tom Whittaker, 1947-1956
- George Allison, 1934-1947
- Herbert Chapman, 1925-1934
- Leslie Knighton, 1919-1925
Billede: Arsenal.com
Som afløser for Phil Kelso ansatte man endnu en skotte, George Morrell. Han blev hentet i Morton, hvor han nærmest ene mand havde reddet dem ud af et håbløst økonomisk morads og op i den skotske 1. division.
Arsenal havde heller ikke nogle penge, så han lignede umiddelbart den rette mand til opgaven, hvilket da også viste sig at holde stik. I sin første sæson i klubben var han nødsaget til at sælge seks af holdets bedste spillere for at holde fallitten fra døren.
De fleste andre klubber ville ikke have været i stand til at klare sig efter sådan et udsalg, men Arsenal har tilsyneladende altid været bedst med ryggen mod muren. Det blev således til en 6. plads, hvilket på daværende tidspunkt var klubbens bedste placering nogensinde!
Succesen var dog midlertidig og i efterfølgende sæson endte klubben på en 18. plads, hvilket kun lige var nok til at undgå nedrykning. De to efterfølgende sæsonen blev det lidt bedre med to 10. pladser, men i sæsonen 1912-13 kom katastrofen: Arsenal sluttede sidst og rykkede ned!
Morrell havde forsøgt at tiltrække flere tilskuere ved bl.a. at købe stjerner som Leigh Rose og Alf Common. Sidstnævnte var blevet berømt for at være den første £1000 spiller i England. Det skete, da Middlesbrough i 1905 købte ham fra Sunderland. Denne taktik mislykkedes imidlertid og da nedrykningen var en realitet måtte klubben sælge både Common og holdets anden stjerne, Andy Ducat.
I et forsøg på at få flere tilskuere valgte man at flytte fra Woolwich i det sydlige London til Nordlondon og Highbury. Det blev dog ikke til oprykning i de kommende to sæsoner for Arsenal. I sæsonen 1913-14 blev det til en 3. plads og i sæsonen 1914-15 blev det til en 5. plads.
De efterfølgende sæsoner lå turneringsfodbolden stille i England på grund af 1. verdenskrig og Arsenal måtte ligesom alle andre klubber midlertidigt lukke ned. Således stod Morrell uden job og han fik ikke sit job tilbage, da krigen var overstået og fodbolden blev genoptaget.
Det vil altid hænge på ham, at han er den eneste manager, der er rykket ned med klubben, men George Morrell havde håbløse arbejdsvilkår. Den altid betændte økonomi gjorde livet evigt surt, og det vidste ledelsen godt, ellers havde han næppe haft jobbet i syv år.
Billede: Arsenal.com
Der skulle findes en afløser for Harry Bradshaw og valget faldt på Phil Kelso. Kelso var skotte og meget respekteret i højlandet, hvor han i årevis havde arbejdet for Hibernian.
Kelsos første mål var at konsolidere Arsenal som 1. divisionshold. Det var vanskeligere at score mål i 1. division end det havde været i 2. division, så Kelso hentede hele 5 nye angribere til klubben i løbet af sin første sæson. En af dem, Charles Sattorthwaite, fik æren af at score det første 1. divisionsmål for Arsenal. Han nåede desuden at spille en test-landskamp for England.
Klubben opnåede i sin debutsæson i 1. division en tilfredsstillende 10. plads. Man startede med et 0-3 nederlag ude mod Newcastle og sluttede af med en 2-1 sejr hjemme over Everton. 1. division bestod dengang af 18 hold, så en placering omkring midten var ikke at kimse af.
Næste sæson, 1905-06, var endnu bedre. Godt nok endte det med en 12. plads, men Arsenal nåede til semifinalen i FA Cup’en, hvor man dog tabte 0-2 til Newcastle. Men det vigtigste var at man var ved at bide sig fast i den bedste række og det gik endda endnu bedre i 1906-07, hvor det blev til en 7. plads i ligaen og endnu en gang nåede man semifinalen i FA Cup’en. Her blev det til et nederlag på 1-3 mod Sheffield Wednesday.
Phil Kelso havde vist sig som den rette mand til at afløse den succesfulde Harry Bradshaw, men det gik imidlertid ned ad bakke i den efterfølgende sæson. Man tabte 1-4 til Hull allerede i 1. pokalrunde, og resultaterne i ligaen var heller ikke prangende. 1. division var blevet udvidet til 20 hold, men alligevel opnåede Arsenal kun en beskeden 14. plads.
Tilskuerne begyndte igen at svigte og en dårlig økonomi truede atter klubben. Kelso syntes ikke at have den samme rygrad i modvind som forgængeren, og da sæsonen var slut, vendte han tilbage til Skotland for at drive et hotel.
Pudsigt nok overtog han et år senere managersædet i Fulham efter Harry Bradshaw, som han havde afløst i Arsenal 5 år tidligere. Kelso forblev på Craven Cottage indtil 1924, hvorefter han købte en pub, som han drev indtil sin død i 1935, 64 år gammel.
Harry Bradshaw blev den første rigtigt succesrige manager i Arsenals historie. Han kom til klubben fra Burnley og overtog et hold i opløsning. De bedste spillere var blevet solgt, men klubben var stadig truet af fallit. Det var således ikke muligt at købe nye spillere og Bradshaw måtte derfor finde lokale talenter, hvilket i høj grad lykkedes for ham.
Det blev til en pæn 8. plads i den første sæson under Bradshaw og året efter blev denne placering forbedret en smule med en 7. plads. I sæsonen 1901-02 blev det til klubbens hidtidigt bedste placering som nr. 4 i 2. division.
Tilskuerinteressen var så småt begyndt at stige, hvilket var afgørende da de dengang var klubbernes eneste indtægtskilde. Det betød at Bradshaw kunne investere i nye spillere til holdet. Han hentede bl.a. Rod McEachrane, der i de følgende 13 år skulle blive en vigtig brik på et fremstormende Arsenal-hold.
Arsenal blev nr. 3 i sæsonen 1902-03, hvilket ikke resulterede i oprykning dengang, men året efter blev det til en 2. plads og det var nok til at sikre en plads i det forjættede land, 1. division.
På kun 5 år havde Harry Bradshaw forandret klubben og skabt et fremragende hold. Det var derfor et kæmpechok, da han bekendtgjorde at Fulham ville blive hans næste arbejdsplads. Rent fodboldmæssigt var Fulham intet værd, men de havde pengepungen i orden og det fristede Bradshaw.
Endvidere tog han begge sine sønner, William og Joseph, der også spillede i Arsenal, med sig til Craven Cottage. Arsenal stod således foran sin debut i 1. division, men uden den mand der havde ført dem derop.
Thomas Mitchell blev afløst på posten af George Elcoat, men det blev også kun til en enkelt sæson i managersædet for hans vedkommende. Han markerede sig mest ved sin forkærlighed for skotter og således var der på et tidspunkt intet mindre end 8 skotter på holdet. Kun en enkelt af dem, John Dick, forblev i klubben i længere tid og en overgang var han endda anfører for holdet.
Arsenals første manager er også den, man ved mindst om. Han blev hentet i Blackburn og førte klubben fra en 10. til en 5. plads i den daværende 2. division. Han hentede 7 nye spillere til klubben, dog uden den helt store succes.
Mitchell gjorde det egentligt udmærket, men tilskuerne svigtede holdet og klubbens økonomi var dårlig. Dette menes at være hovedårsagen til at han forlod klubben efter kun én sæson på posten.
I 1898 var 2. division blevet udvidet fra 16 til 18 hold og på den baggrund var en 7. plads stort set status quo i forhold til den foregående sæson. Tilskuerne svigtede imidlertid stadig klubben, som var på fallittens rand. Elcoat så således ikke nogen fremtid i klubben og opsagde sin stilling.
ARSENAL F.C. BEDRIFTER
1931, 1933, 1934, 1935, 1938, 1948, 1953, 1971, 1989, 1991, 1998, 2002, 2004.
Toure, Clichy og Reyes med pokalen efter mesterskabet i 2004.
1930, 1936, 1950, 1971, 1979, 1993, 1998, 2002, 2003, 2005, 2014, 2015, 2017, 2020.
Gilberto, Edu, Vieira og Bergkamp med FA Cup-trofæet efter sejren i 2005.
1987, 1993
1930, 1931, 1933, 1934, 1938, 1948, 1953, 1998, 1999, 2002, 2004, 2014, 2015, 2017, 2020.
Fabregas med Community Shield i 2004.
1970
1971, 1998, 2002
