Emile Smith-Rowe har over de seneste 18 måneder vist store fremskridt på Arsenals førstehold. Med sine mål, assists og gode takter på banen er han blevet en vital spiller for Arsenal. Men hvordan ser det ud, hvis man sammenligner ham med en tidligere Arsenal-profil, Aaron Ramsey?
Når vintertransfervinduet d. 1 januar åbner op på ny, er der igen mulighed for at hente nye spillere ind til den resterende del af sæsonen. Vinterens transfervindue bruges ofte til at erstatte skadede spillere eller styrke truppens bredde, så klubben står godt rustet til resten af sæsonen.
Januartransfervinduet er taktisk svært for mange klubber, og Arsenal har da også haft sine svipsere hen over årene. For hver Martin Ødegaard og Pierre-Emerick Aubameyang har der også været en Denis Suarez og Kim Källström.
Måske kan der dog ligge en mere opsigtsvækkende transfer gemt bag vinterens mørke gardiner. En tidligere Arsenal-spiller med masser af kampe for klubben på CV’et har i det sidste halve års tid været sat i forbindelse med Arsenal op til flere gange. Det er naturligvis den nuværende Juventus-spiller Aaron Ramsey. En spiller der har været højt elsket blandt mange Arsenal-fans. Det skyldes bl.a. nogle af hans fantastiske mål og flotte detaljer, som han har leveret gennem 11 år i Arsenal. Flere af hans mål har været vitale i flere vigtige kampe. De fleste Arsenal fans husker nok, hvordan han afgjorde både FA Cup-finalen mod Hull City og Chelsea i henholdsvis 13/14 og 16/17 sæsonen, hvor han i begge finaler scorede det afgørende mål.
Hvad nu, Ramsey?
Virkeligheden er dog en anden for Aaron Ramsey i dag. Ramseys kontrakt i Juventus udløber til sommer, og der er ikke meget, der antyder, at den skulle blive forlænget i den kommende tid. Den indeværende sæson i Juventus har ikke været som ønsket. En kombination af begrænset spilletid og skader har i denne sæson været realiteten for Ramsey. Så spørgsmålet er: Hvad skal der ske nu?
For alt imens at Ramseys ”udenlandseventyr” er gået i stå, så ligner Arsenal et hold, der først lige er ved at begynde. Holdet ligger i øjeblikket på en 4. plads, og har i de seneste kampe også fået mere gang i målscoringen, specielt mål fra midtbanespillerne. Derudover er der flere unge spillere, der både i sidste sæson og denne sæson har budt sig til som forgangsmænd for ”det ny-renoverede Arsenal” med Arteta som leder. Her er det specielt klubbens egne unge talenter i form af Emile Smith-Rowe og Bukayo Saka, som har været med til at løfte kvaliteten af den fodbold, som er blevet spillet i Arsenal i løbet af det sidste halvandet års tid. Ydermere er der blevet handlet godt i de seneste somre. Både Thomas Partey, Albert Sambi Lokonga og Martin Ødegaard er kommet til og har været med til at styrke bredden på midtbanen. Så er der overhovedet plads til en spiller som Ramsey, sådan som truppen er sat sammen nu?
Smith-Rowe vs Aaron Ramsey
Ser man på spillertypen Ramsey, minder han på mange punkter om Smith-Rowe i den måde de begge driver bolden frem, iscenesætter deres medspillere, udfordrer deres direkte opstander og viser sig usvigeligt træfsikre foran mål. Selvom Smith-Rowe kun har spillet to førsteholdssæsoner for Arsenal, er det tydeligt at se, at han bidrager med mange af de ting som Arsenal fansene også tiljublede Ramsey for, da han var på sit bedste i Arsenal.
Ramsey har været en slags ”dåseåbner” for Arsenal i mange år. Det har både været i form af assists, men også ved selv at finde vejen til målet, når det har været allermest nødvendigt. Eksempelvis da han på fornem vis ekspederede bolden i mål mod Chelsea i den tidligere nævnte FA Cup-finale i 2017. Udover målet var vitalt for at Arsenal kunne kalde sig FA Cup-vindere af kampagnen i 16/17 sæsonen, så var målet også et typisk Aaron Ramsey mål. Den evne, han har til hele tiden at være omkring modstanderens målfelt og opsnappe eventuelle andenbolde eller sågar komme først på bolden, er helt eminent. Noget af det samme har vi set fra Smith-Rowe i løbet af den seneste halvanden sæson. Specielt målet mod lokalrivalerne fra Tottenham i indeværende sæson er et eksempel på den evne, de begge har til at opsøge de rigtige områder, når Arsenal angriber modstanderen. Et fladt indlæg ude fra Bukayo Saka, hvor Smith-Rowe timer sit løb perfekt og udplacerer målmanden.
Begge spillere har også en tydelig indbyrdes forståelse med de angrebspartnere, de har til de respektive kampe. For selv om begge spillere har haft forskellige positioner i forskellige kampe, så holder det dem ikke fra at dukke op inde omkring feltet, hvor mulighederne kan opstå. Specielt når Smith-Rowe og Ramsey har spillet på kanten, ifølge de holdopstillinger der bliver udgivet inden kampstart, så er de næsten altid at finde omkring boksen alligevel. Det kunne bl.a. ses, da Ramsey trak ind fra sin ”højre kant” mod Tottenham tilbage i 2016, hvor han scorede et fantastisk mål med hælen, eller da Smith-Rowe tidligere i indeværende sæson mod Leicester på udebane, opsnappede bolden efter en dribletur af Alexandre Lacazette, hvorefter han bankede bolden i mål.
Forskellighederne
Lighederne er tydelige, når man snakker om Smith-Rowe og Ramsey, men der er også aspekter i deres spil hver især, hvor de adskiller sig. For selv om de har spillet både kant og centralt i banen, så har Ramsey haft en mere defensiv rolle i Arsenal, da han i højere grad har spillet centralt på midtbanen end Smith-Rowe. Ramsey viste i adskillige kampe, hvordan han kunne sætte spillet fra en dybere position på banen, og efterfølgende løbe med i feltet, når muligheden opstod. Her har Smith-Rowe i modsætningen til Ramsey i højere grad være at finde på en mere offensiv rolle i sin tid indtil videre korte tid i Arsenal. Det har enten været på venstre kanten eller som den offensive midtbanespiller. Her har Smith-Rowe været mere målsøgende, fordi han er at finde længere oppe på banen. Ofte modtager han bolden i en position tættere på mål. Ramsey har også i højere grad skulle arbejde mere defensivt end Smith-Rowe qua sin position på den centrale midtbane.
Hurtigheden spiller også ind i valget af positionerne til de to spillere. Da Smith-Rowe er hurtigere end Ramsey, giver det også mere mening at bruge Smith-Rowe på kanten. Han kan sætte sin direkte modspiller af med sin fart og tætte driblinger, som det bl.a. var tilfældet sidste år mod Newcastle, hvor han fik gjort forsvarsspilleren Jamaal Lascelles helt forvirret og efterfølgende serverede en fin bold ind i fødderne på Saka, som kunne gøre det til 2-0. Hans position længere fremme på banen kan også være en af årsagerne til, at Smith-Rowe i løbet af en halvanden sæson har været medvirkende i flere mål, end Ramsey havde i sine første tre sæsoner i Arsenal.
Smith-Rowe er overordnet set langt i sin udvikling og har i en alder af 21 år etableret sig selv som en førsteholdsprofil på Arsenals mandskab. Han mangler dog lidt ift. at være helt oppe på Ramseys niveau, hvilket kun er naturligt taget hans alder i betragtning. Ramsey har mere ro på bolden, når han er i besiddelse af den. Det kan selvfølgelig også være en ulempe i visse tilfælde, hvis spillet skal sættes hurtigt i gang, som Smith-Rowe er vældig god til. Men nogle gange kan det være vigtigt at tage temperaturen på kampen, og bringe spillet ned i tempo, for at træffe de rigtige beslutninger, så man ikke mister boldbesiddelsen hele tiden. Det er noget Smith-Rowe og andre unge Arsenal-spillere kunne lære lidt af. Specielt de kampe, hvor Arsenal kun er foran med ét mål og uret er ved at nærme sig slutfløjt. Det er i visse tilfælde også et spørgsmål om erfaring, men ikke desto mindre er det en ting, de unge spillere skal arbejde på.
Netop Ramseys ro og overblik var der flere gange brug for i hans sidste sæson i Arsenal, da Unai Emery var træner. Her blev han ofte skiftet ind i 2. halvleg, hvor han flere gange hjalp holdet med sin rutine og erfaring, når det var allermest nødvendigt. Det var bl.a. tilfældet i en af de mest underholdende North London-derbys i nyere tid, da Arsenal på hjemmebane vandt 4-2 over Tottenham. Her blev Ramsey skiftet ind i starten af 2. halvleg, hvor Arsenal var bagud 1-2. Indskiftningen af Ramsey viser sig at være den helt rigtige beslutning. Han leverer en super god 2. Halvelg i fællesskab med resten af holdet, som han krydrer med to assists.
Dommen: Ramsey vil være en luksus
Om Ramsey ender i Arsenal vil være dumdristigt at kloge sig på, når et transfervindue hele tiden kan skifte karakter. Ikke desto mindre nævnte en tidligere Arsenal-spiller, Theo Walcott, i et interview med TalkSport, at han ville elske at se Ramsey i Premier League igen, og at Arsenal kunne være en af mulighederne:
”Ved du hvad, det ville være dejligt, det ville være fantastisk, hvis han kom tilbage til Premier League. Jeg føler, at han gerne vil (…) En del af mig i mit hoved tænker, at han ville elske at komme tilbage til Arsenal”.
Det er ikke utænkeligt, at Ramsey ender i Arsenal. Det store spørgsmål er, om Arsenal kan indfri de ønsker han måtte have ift. løn og spilletid. Særligt i forhold til lønnen virker de to parter til at være milevidt fra hinanden. Hvis han ikke kommer, skal Arsenal-fans dog ikke være bekymret, da vi har en spiller, der kan noget af det samme som han kunne i Smith-Rowe.