Med Granit Xhakas forestående exit fra det nordlige London bliver vi endeligt konfronteret med schweizerens rutsjebanetur af en karriere i Arsenal. Han slutter nær toppen – om end han ikke fik kronen på værket – men det skal blive godt for både Xhaka og Arsenal, at sige farvel til hinanden.
Af Alex Munk Hjort
Den 27. oktober 2019 troede de fleste, at Granit Xhaka havde spillet sin sidste kamp for Arsenal, da han i det 61. minut blev skiftet ud til fordel for Bukayo Saka i kampen mod Crystal Palace.
Schweizeren blev buhet ud af egne fans, og det huede ham ikke, så han valgte at kaste med anførerbindet i midtercirklen og smide sin trøje på jorden udenfor banen, imens han råbte ”fuck off” ud mod tilskuerpladserne.
Det var et nyt lavpunkt i Xhakas Arsenal-karriere. En karriere, der havde været præget af mere ris end ros hidtil. Siden han i juli 2016 skiftede Borussia Mönchengladbach ud med The Gunners, har han måtte høre på megen kritik fra fans og eksperter.
Der var ingen tvivl om, at Xhaka var en dygtig fodboldspiller. Hans diagonalafleveringer var blandt de bedste i verden, og han havde langskuddet i sit arsenal (no pun intended). Det viste han allerede i sin fjerde Premier League-kamp, hvor han bankede bolden i mål fra distancen mod Hull City.
Han kunne tydeligvis spille fodbold, men Xhaka havde bare ét problem: Han havde det med at tabe hovedet, når modstanderen havde bolden.
Xhaka har fået fem råde kort i løbet af sine syv sæsoner hos Arsenal. Og den første faldt bare tre kampe efter det første mål – i sin syvende Premier League-kamp, hvor han efter 70 minutters spil så rødt for en tosset tackling bagfra på Swanseas Modou Barrow.
Fem røde kort lyder måske ikke af meget, når man tager højde for, at schweizeren har spillet knap 300 kampe i den røde trøje med kanonen på brystet. Ikke desto mindre har han ofte været en defensiv hæmsko foruden de røde kort.
Aldrig anfører igen, men ofte med bindet på armen
”Jeg havde et møde med ham i dag, hvor jeg fortalte ham, at han ikke længere er i kaptajngruppen.”
Sådan sagde Arsenals daværende manager Unai Emery, om Granit Xhaka, da han udpegede Pierre-Emerick Auabmeyang til kaptajn i Arsenal efter hændelserne mod Crystal Palace. Tragikomisk er det nærmest, at Emerys udvalgte senere selv ville få frataget hvervet som anfører for The Gunners.
Xhaka var ude af Arsenal-truppen til de tre efterfølgende kampe, men kom så tilbage og spillede regelmæssigt lige indtil Emery blev fyret. Men selvom schweizeren spillede igen, var der ingen tvivl om at han ønskede at spille et andet sted.
Men så kom Mikel Arteta.
Da Arsenal i december 2020 ansatte den urutinerede cheftræner, var det nok de færreste, der regnede med at det skulle vende op og ned på Xhakas tilværelse i klubben. I hvert fald ikke undertegnede.
Arteta kom ind, og Xhakas startplads forblev. Transfervinduet kom, og transfervinduet gik, og schweizeren var stadig i Arsenal. Hvad var der dog sket?
Xhaka havde modtaget meget had for sin opførsel den skæbnesvangre oktoberaften. Og som om det ikke var nok, havde der også været hadefulde beskeder og trusler rettet mod hans kone og datter. Så hvordan kunne han nogensinde have lyst til at fortsætte?
”Der var én mand. Hans navn er Mikel Arteta,” sagde Xhaka i et senere interview, hvor han blev spurgt om, hvem der fik ham til at skifte mening og blive.
Xhakas kurve vendte, de famøse hovedløse aktioner blev færre og færre, og med større mellemrum, og schweizeren var pludselig en uvurderlig brik på Arsenals hold, som han var det i den sidste tid under Arsene Wenger og under Unai Emery.
Det er i det hele taget en vigtig pointe i fortællingen og Granit Xhaka, at han har været fast inventar i startopstillingen gennem hele sin karriere. For Gladbach. For det schweiziske landshold, hvor han i dag er anfører. Og under tre forskellige managers i Arsenal.
Han var aldrig officielt anfører igen, men han bar ofte anførerbindet, hvis den valgte anfører blev hvilet. Han var altid en leder, og blev det igen under Arteta.
Tid til at sige farvel
Granit Xhaka blev bedre og bedre under Mikel Arteta. Han fik også en ny rolle, da spanieren endeligt kunne sætte sit ønskede taktiske aftryk på holdet. Som den venstre 8’er i Artetas 4-3-3, havde Xhaka færre defensive pligter og mere offensiv frihed.
Tilkomsten af Thomas Partey fra Atletico Madrid var også medvirkende til dette, da ghaneseren fungerede som et stærkt anker foran forsvarskæden.
Men samtidig med at man så Xhaka blomstre, så man også de begrænsninger, som han nu engang har. Schweizeren har aldrig været den hurtigste fodboldspiller, men har vejet på for det med sin spilintelligens.
Han er heller ingen målscorer, selvom han i 2022/2023-sæsonen scorede hele ni mål – flest på én sæson i hans Arsenal-tid, og fem flere end han scorede i 2016/2017 og 2018/2019.
Han har dog altid gjort én ting, og det er sit bedste. Det lyder måske som om, at violinerne bringes frem, men Granit Xhaka har aldrig leveret mindre end 100 procent, når han er gået på banen for Arsenal. Han har måske sjældent været banens bedste, men han har endnu sjældnere været banens dårligste.
Og heri ligger også dilemmaet – ja, måske endda paradokset – om Granit Xhaka, og hvorfor denne skribent skriver, at han er uvurderlig men undværlig, og hvorfor vi kommer til at sige farvel til schweizeren denne sommer.
Granit Xhakas position har altid været op til debat, og et af spørgsmålene har været, om ikke Arsenal skulle opgradere på hans position for at nå næste niveau. Det udsagn har alle dage været sandt. Problemet har bare været, at Xhaka har gjort det svært at finde en erstatning, der har samme indflydelse på sit hold.
Bare i denne sæson har der været stor forskel på, når Xhaka har været med, eller Fabio Vieira for eksempel har taget pladsen i schweizerens fravær. Og det tegner præcist billedet af Xhakas vigtighed: Han er balancenerven på holdet.
Han har uden tvivl været blandt holdets bedste 11 denne sæson, og der må være noget om snakken, når tre managers – uafhængigt af hinanden – ikke nænner at sætte ham på bænken.
Derfor kommer det også til at gøre ondt at miste ham. Og derfor skal erstatningen rammes lige i røven. For der findes mange bedre fodboldspillere i verden, som kan komme ind og løfte Arsenal til et højere niveau. Men kan de tilmed tilføre den balance, dedikation og de lederegenskaber, som har gjort Granit Xhaka uvurderlig for Arsenal i med- og modgang? Det er det store spørgsmål.
Arsenal falder ikke sammen, fordi Granit Xhaka snart skal til Bayer Leverkusen. Arsenal kommer til at savne Granit Xhaka, men Edu Gaspar og Mikel Arteta får også muligheden for at tage det næste skridt, videreudvikle holdet taktisk, og blive titeludfordrer for alvor, fordi schweizeren ikke længere vil gøre krav på sin plads i startopstillingen på rent og skært hjerte og fight.
