Vi træder ind i et nyt år, dronningen har abdiceret og efterårets profil i Arsenal-truppen skal kåres.
Af Otto Korse
Året er gået på hæld, og Premier League-sæsonen er halvvejs – derfor er det blevet tid til at kåre efterårets Arsenal-profil.
Kåringen af efterårets tre bedste profiler er baseret på det karaktergennemsnit, de har akkumuleret og fået fra Arsenal.dk’s skribenter gennem efterårets kampe i både Premier League, Champions League og EFL-cuppen. Og selvfølgelig også krydret med en smule sund fornuft.
Et spøjst efterår
Det er ikke nogen hemmelighed, at efteråret på engelsk jord ikke har kørt ligeså smurt i olie, som forventet. Et exit i EFL-cuppen er vel næppe noget, der kan bringe en fanbase ud af ligevægt, men resultaterne – og måske i særdeleshed spillestilen – i Premier League har ikke ramt samme niveau som sidste år. En aktuel fjerdeplads i Premier League er heller ikke dødsstødet for denne sæson, men de seneste par kampes uskarpheder har skabt et hul på fem point op til ligaens førsteplads.
Og det er netop disse uskarpheder, som kan ende med at koste. Det lyder som en kliché, men denne Premier League-sæson har været uhyre tæt; hele fem hold er alle med i kampen om titlen, og det er efter 20 kampe. Det siger noget om, hvor vigtigt den nødvendige skarphed er, men omvendt siger det også noget om, at alle kan tabe point – og det gør de indtil videre.
Derfor skal man også passe på med at male fanden på væggen, kaste håndklædet i ringe og alt det der, når vi taber. Det er klart, at de to nederlag til henholdsvis West Ham og Fulham ikke var godt nok, og endda meget langt fra. Men vi kæmper stadig med, og vi er kun lige akkurat halvvejs i sæsonen. Der er masser, der kan ske endnu. På et mere personligt plan kan jeg også takke vores højtelskede klub for, at jeg ikke kunne forholde mig til Dronningens abdicering – jeg rasede simpelthen stadig over nederlaget.
Husk, at vi også har skader. Det skal aldrig være en undskyldning, men det kan være en forklaring på, hvorfor det ikke altid kører ligeså smurt, som man kunne have forventet. Se blot på den opstilling Mikel Arteta startede med mod Nottingham Forest i åbningskampen; både Thomas Partey og Jurrien Timber har været langtidsskadet siden da, og vores månedens spiller for oktober, Takehiro Tomiyasu, har desværre også været på sidelinjen af flere omgange. Og nu er det så Fabio Vieira, der har måtte se til fra tribunerne på det seneste.
Og inden vi begynder at tale om de individuelle spillere, så skal det også lige huskes, at det kører formidabelt i Champions League. Det er stadig tidligt, men en stensikker gruppesejr fjernede al tvivl om gummiben over lang tids fravær fra den fineste klubturnering. Sådan.
Op på hesten igen
Sidste sæsons unge og sprudlende offensiv føles som noget, der ligger en smule langt tilbage. Her tænkes der især på Gabriel Martinellis kompromisløse måde at terrorisere modstanderes højre back på. Den unge brasilianer var aldrig bleg for at udfordre sin direkte modstander, og det har gjort adskillige højre backs temmelig rundtossede.
Men nu skriver vi en ny sæson, og her er det som om, vi ikke har set den samme Martinelli. Den ustyrlighed han bidrog med på venstre kant synes ikke at være så påtrængende længere, og mange af hans aktioner lykkes ej heller i lige så stor grad. Det kan også virke en smule surrealistisk at forlange så meget af en 22-årig gut, men når man har set det niveau, han besidder, så må en klub, der forsøger at kæmpe med blandt de bedste, forvente og forlange mere.
Det samme gælder for Oleksandr Zinchenko, der revolutionerede den måde, vi spillede fodbold på i sidste sæson. Hans utrolige evner på bolden og det absurde overblik gjorde, at vi kunne dominere modstanderne som aldrig før. På samme måde har det aldrig været en hemmelighed, at vores ukrainske back ikke har sine største styrker i det defensive, men det kunne man se gennem fingre med i størstedelen af sidste sæson.
Det har vi bare ikke kunne i denne, hvor det har føltes som om, at han har været involveret i endnu flere defensive blundere. Det har været mærkeligt at overvære, da han efterhånden er en rutineret herre. Den defensive mangelvare afspejles også i hans pointsnit fra Arsenal Danmarks karaktergivning; her ligger han på blot 5,3. Det er langt under det niveau, han havde i sidste sæson.
Det er dog ikke blot disse to personer, der skal klandres for dårligdommene i det seneste efterår. Bukayo Saka, Gabriel Jesus og Leandro Trossard har ikke lignet de profiler, de var i sidste sæson, og det samme gælder for Benjamin White, der ikke har ramt sit tidligere topniveau. White pointsnit for denne sæson ligger på 5,5, som er det laveste af forsvarsspillerne, med undtagelse af Zinchenko.
Saka har også modtaget prisen som kampens spiller hele fire gange dette efterår, men hans pointsnit ligger stadig omkring 6,4, hvilket viser, at der er plads til forbedring for den unge kant. Det kan virke en smule hårdt at klandre Saka, når hans pointsnit ligger i den høje ende i forhold til mange af de andre spillere, men omvendt er Saka blandt holdets – og ligaens – bedste spillere, og her forventes der den absolutte topklasse.
Spillere, hold og trænere har alle dårlige perioder, og det skal ikke anses som en måde at pege fingre og skyde skylden på nogen – af og til rammer man bare ikke niveauet, og det er helt naturligt. Problemet er bare, når det sker på samme tid, og det har det tildeles gjort i denne sæson. Så lad os håbe på, at 2024 bliver året, hvor vi igen ser en sprudlende Arsenal-offensiv.
Og så til det sjove!
Nummer tre!
Vores tredjebedste spiller i efteråret har været vores forsvarsklippe Gabriel Magalhaes. Den bomstærke brasilianer startede ude i de første tre kampe, og det skabte tvivl om fremtiden i Arsenal.
Det blev dog hurtigt manet til jorden, og Gabriel er atter fast mand i den defensive skanse. Hans utrolige styrke og veltimede tacklinger gør, at han ikke blot er blandt Arsenals bedste forsvarsspillere, men blandt ligaens bedste. Gabriel har endnu ikke modtaget Arsenal Danmarks pris som kampens spiller dette efterår, men til gengæld står han noteret for det tredjehøjeste pointsnit på 6,7. Det er på en eller anden måde også meget sigende for den spiller, han er; han er altid solid, men aldrig iøjnefaldende.
Han havde i en periode en tendens til at lave en kostbar fejl i ny og næ, men siden sidste vinters VM-slutrunde har han praktisk talt været fejlfri, og de små 200 millioner kroner vi betalte for ham tilbage i sommeren 2020, er gået fra at ligne et scoop, til et decideret tyveri.
Nummer to!
Efterårets næstbedste spiller er Gabriels right hand man i form af William Saliba, der på vidunderlig vis formår at fortsætte de vanvittige takter, han lagde for dagen i sidste sæson. At man i en alder af 22 kan være så komplet, så kompromisløs og så rolig i samtlige indgreb, er svært at fatte. Saliba har modtaget prisen som kampens spiller tre gange denne sæson, og så har han et højt pointsnit på hele 7,6. Det bevidner om et bundniveau, der er i topklasse.
Han har spillet samtlige minutter i denne Premier League-sæson, og det er uden at vise et eneste tegn på usikkerhed. Han er selvfølgelig stadig ung, og han kommer til at begå fejl, sådan er det bare, men det er ikke for sjov, når han bliver kaldt for en Rolls Royce-spiller, for det er han i allerhøjeste grad.
Lige så spøjst det var at følge med i hele hans udlejnings-saga for år tilbage, lige så meget har det vist, at man af og til bare skal lade klubben styre showet – de ved jo, hvad de laver.
Boblere
Inden vi kommer til efterårets helt store profil, er det værd at give cadeau til dem, der lige akkurat ikke nåede ind i top tre.
Hvor det i sidste sæson kunne føles som om, at det var umuligt blot at vælge tre, da der var så mange om buddet, har det i denne sæson føltes lidt sværere. Det er som om, at alle har haft dårlige perioder, og nogen i længere tid end andre.
En tak skal dog gå til vores kaptajn, Martin Ødegaard, som endnu en gang formår at trække trådene på en formidabel facon. Han har modtaget prisen som kampens spiller to gange denne sæson, og hans pointsnit på 6,2 bevidner om en nogenlunde sæson, hvor der dog stadig er plads til forbedring. Den norske maestro kæmpede med en periode, hvor han ikke var i sin spillemæssige bedste udgave, men han er tilbage, og hans utrolige teknik kan på ny sende modstanderen til tælling.
Det samme gælder for Takehiro Tomiyasu, der trods nye skader viser, at han ikke er tilfreds med blot at se til fra bænken. Når han får chancen, så griber han den, og det har skabt stor, stor konkurrence om back-positionerne. Han er pålideligheden selv, og han kommer sjældent til at se dum ud i en situation, det viser hans pointsnit også, der ligger på 6,4. Og så besidder han evnen til at spille samtlige positioner i forsvarskæden – det er en værdi, der er svær at erstatte.
Slutteligt skal der også gives lidt roser til Kai Havertz, der trods en svær start er begyndt at finde sin rytme, både spillemæssigt og med en håndfuld mål. Det er aldrig nemt at skifte til rivalerne, det er aldrig nemt at leve op til et stort prisskilt og det er aldrig nemt at skulle spille en ny position, men Havertz har taget udfordringen i stiv arm, og selvom der er plads til forbedring, så viser han lovende takter.
Efterårets profil!
Og apropos prisskilt, så er det svært at komme uden om en vis persons enorme transfersum. Men man må bare sige, at han har gjort kritikkerne til fans på rekordtid. Det er selvfølgelig Declan Rice, der er efterårets profil i Arsenal. Man skulle tro, at det på sin vis ville være umuligt at leve op til den enorme pose penge, Arsenal smed efter ham i løbet af sommeren, men alligevel sidder man tilbage med følelsen af, at man underbetalte. Det er helt vanvittigt, at det kan lade sig gøre.
Rice har modtaget prisen som kampens spiller hele seks gange dette efterår, og så har han et pointsnit på imponerende 8,2. Det er med afstand det bedste pointsnit i hele truppen.
Han spiller samtlige kampe i Premier League, har været med i 97% af minutterne, han har den højeste samlede score i Arsenal Danmarks karaktersystem, så der kan vel næppe være tvivl om, at han er efterårets helt store profil. Han er den spiller i Europas fem bedste ligaer, der har lavet flest progressive afleveringer, og så har han bidraget med uhyre vigtige sejrsmål dybt inde i overtiden mod både Manchester United og Luton Town.
Declan Rice er den type spiller, der kan revolutionere en klub. Det siger derfor også meget om, hvor langt vi er kommet, når det er Arsenal, der kan trække sig sejrrigt ud af Rice-ræset, også selvom Manchester City var med.
Onwards and upwards
Det er en kvalitet ud over det sædvanlige, at vi har Declan Rice, William Saliba og Gabriel Magalhaes, men det siger også noget om den sæson, vi indtil videre har haft, når det er tre defensive spillere, der løber med titlerne som de bedste profiler. Det er positivt, at vi har så bundsolid en kerne, men vi skal helst have det offensive til at klikke igen, og det er snarest muligt.
Lad os fryde os over, at vi kan kalde de tre førnævnte spillere for vores, og lad os håbe på, at vi igen ser en magisk Martinelli, en harmonisk Jesus og en sprudlende Saka!