Ved du heller ikke, hvilke sider du skal følge på Instagram, for at få det fedeste Arsenal-relaterede indhold? Bare rolig, vi guider dig gennem nogle af de sider, som er et ”must-follow”, hvis du er på Instagram og tilmed er Gooner.
Der er mange om buddet, men vi anbefaler i denne artikel de fem bedste Arsenal-sider på Instagram, som du bør følge:
@Arsenal Denmark (Arsenal.denmark_)
Naturligvis, men ikke desto mindre en kompetent Instagram-side til at holde dig opdateret omkring stort og småt omkring klubben. Siden er administreret af frivillige kræfter og er et alternativ til fanklubbens Facebook-side. Der postes om alt, hvad der rører sig i og omkring klubben. Så hvis du vil holde dig opdateret på transferrygter, nyheder, kampresultater, spillere på udlån og meget mere, så er det Arsenal Denmarks Instagram, du skal følge. Desuden har vi et tæt samarbejde med podcasten, Altid Arsenal, så du bliver også opdateret på nye afsnit derfra. Podcasten har dog også sin egen Instagram-profil, som du også bør følge. Til de uindviede er Tue Sørensen vært på podcasten, og hvis du ikke allerede har hørt den, så kan det kun anbefales at give podcasten et ugentligt lyt.
2. @Eighteen86
Eighteen86 er virkelig en undervurderet side, som vi mener, du bør følge, hvis du ikke allerede gør. Siden er drevet af en flok Arsenal-fans, som har valgt at have fansenes tanker og oplevelser i centrum. Det kommer der mange unikke og interessante historier ud af. For nyligt postede de eksempelvis et billede af en bænk med en indgraveret kanon og navn på. Bænken var lavet som et mindesmærke for en Arsenal-fan ved navn Sebastian, der desværre døde i en alder af bare 11 år. Historierne er ikke så polerede og kontrollerede som Arsenals egen stramme kommunikation, og man er virkelig i øjenhøjde med andre ligesindede hos Eighteen86.
Derudover er de kendt for fra tid til anden at sælge retro merchandise. De sælger jakker, træningstrøjer, T-shirts, kasketter og meget mere. Alt deres merchandise er virkelig sjældent og kan være svært – omend ikke umuligt – at finde andre steder. Så hvis du interesserer dig for tøj og godt kan lide retro merchandise fra Arsenal, så skal du holde dig opdateret på denne side. Eighteen86 er med andre ord en unik side, hvor du finder tøj og fortællinger, som du ikke kan finde andre steder.
3. @Oldschoolarsenal
Hvis du er til den gamle og nostalgiske skole, så er denne side lige noget for dig. Dengang hvor shortsene havde samme længde som dine underbukser har i dag, dengang hvor der ikke var farver i flimmerkassen, og dengang hvor grydehårsfrisuren toppede. Denne side tager dig tilbage til den tid. De er kendt for mindre tekst, men meget nostalgiske billeder. De bombarderer dig heller ikke med massevis af stories og opslag hver dag. Til gengæld leverer de med jævne mellemrum nogle nostalgiske og originale billeder og videoer, f.eks. fra FA Cup finalen 1979 på Wembley. En historisk kamp som Arsenal vandt med 3-2 mod Manchester United. Sådanne glædelige og mindeværdige gensyn vil du altså med garanti støde på, hvis du følger denne side.
4. @gunnerballz
Er du den kreative type, så er gunnerballz noget for dig. Selv hvis du ikke er, kan du helt sikkert finde det perfekte billede til baggrunden, eller bare lade dig beundre af animationstegningerne af spillere, træner, legender osv. Siden har da også noget af et kvalitetsstempel, da en række profiler fra Arsenal følger dem, herunder Bukayo Saka, Pierre-Emerick Aubameyang, Alexandre Lacazette og Thomas Partey.
5. @rockynico
Som hobby har en ung londoner, der går under navnet ’Rocky Nico’, skabt karriere ved at tilbyde et væld af Arsenal-trøjer i alle former og størrelser. Trøjesamleren formår gang på gang at opsnuse unikke Arsenal-klæder, som man ikke troede var mulige at opstøve. Selv ’matchworn’ trøjer er af og til at finde i hans lille online shop. Samtidig formår han at knytte en masse gode historier til de forskellige trøjer, så man som køber opnår en forståelse af, hvilken del af Arsenals historie, man køber sig ind i. ’Rocky Nico’ sender trøjerne afsted fra Islington og er selv. Det er altså en ægte Gooner, der med sin butik ikke kun sælger ud af sine mange fede trøjer, men også deler ud af nostalgien omkring Arsenal.
Andre sider
Udover de allerede nævnte sider kan @afcvideo også anbefales, ligesom det heller ikke er nogen dum idé at lade de to klubfotografer @stuart_photoafc og @pricey_afcphoto blive en del af dit feed. Tjek dem ud, og så burde du være godt dækket ind til at følge lige præcis de sider, som passer bedst til dig.