‘Less is more’ virkede til at være nøglen til succes for Arsenal, da de tog bråden af Aston Villa fredag aften. Arsenals direkte udtryk kastede flere skud fra sig, og en ny formation skabte forløsning for Thomas Partey og Emile Smith-Rowe i opbygningsspillet.
Sejren over Aston Villa fredag aften var en fantastisk måde for os Arsenal-fans at indlede weekenden på. Tre point, som i den grad luner i tabellen, og derudover tilføjer yderligere til pointhøsten i holdets ubesejrede stime de seneste seks kampe, som nu lyder på 14 point ud af 18 mulige.
Det var på mange måder en perfekt respons på holdets skuffende præstation i mandagens kamp mod Crystal Palace. For hvad vi manglede i Palace-kampen, manglede Arsenal i den grad ikke i kampen mod Aston Villa.
En Wenger-classic
Det var tydeligt, at Mikel Arteta ønskede at rette op på de problemer holdet pludselig fik efter føringsmålet mod Palace, og det kunne ses da Arsenals startopstilling blev præsenteret i en klassisk 4-4-2 opstilling. Meget passende at ønske Arsene Wenger tillykke med fødselsdagen ved at bruge hans vel nok mest brugte opstilling.
Arteta har ellers primært præsenteret sit hold i en 4-2-3-1 eller 4-3-3-formation, men når vi har bolden, har vi eksempelvis typisk bygget op i varianter af en 2-3-5, 2-4-4 og 3-2-5 struktur. Ligeledes har vores pres, når modstanderen har bolden ofte været med udgangspunkt i 4-4-2, ofte med Martin Ødegaard til at indlede og skære banen af med sit første pres op på modstanderens midtstopper.
Men det var nu ikke selve opstillingen, der indledningsvist gav et nys om et andet udtryk, end det vi før har set. Med Alexandre Lacazette tilbage i startopstilling ved siden af Pierre-Emerick Aubameyang og med Martin Ødegaard og Granit Xhaka ude, efterlod det Thomas Partey tilbage som eneste deciderede playmaker foran firebackkæden. En ret klar indikation på et mere direkte udtryk, end vi hidtil har set.
Simpelt og direkte
Udtrykket var da heller ikke til at tage fejl af, da kampen først blev fløjtet i gang. Arsenal kom flyvende med fysik, intensitet og tempo. Alt det Arsenal i princippet ikke formåede at fastholde hele kampen mod Crystal Palace. Vi vandt vores dueller og vandt stort set alle andenbolde. Arsenal spillede konstant på forreste fod og vores generobringsspil fungerede, fordi Arsenal tvang Aston Villa til at tage de svære løsninger. Man mistænker nærmest Arteta for at gå ind til denne kamp med mere fokus på de basale ting kombineret med en simpel direkte offensiv tilgang, når Arsenal befandt sig på modstanderens sidste tredjedel. Det var i hvert fald det indtryk, man fik.
Arteta har med god grund nok også ønsket at ændre udtrykket og ændre i holdets struktur, både i forhold til at få Thomas Partey til at præstere på et højere niveau, når Arsenal selv bygger op i fase et og to, men også i vores presspil. Arsenal har i denne sæson haft svært ved at lykkes med vores første pres når modstanderen har stillet med en trebackkæde. Tag bare kampene mod Brentford, City, Chelsea og Brighton som de mest åbenlyse eksempler.
Det klædte i det hele taget både holdet og Arteta med en mere simpel tilgang. Arteta har før overtænkt løsninger mod trebackkæder, og når holdet så ikke har været i stand til at ramme det niveau der kræves for at udføre det, så har Arsenal alt for ofte blevet eksponeret.
Opbygningsspillet
Arsenal har flere gange i denne sæson haft problemer, når de har spillet med inverterede backs i en 2-3-5 struktur typisk, når Arsenal har spillet i en 4-3-3 opstilling. Problemet har været at Thomas Partey alt for ofte kommer til at ligge alene, som det defensive anker og omdrejningspunkt. Selvom vi ved at Thomas Partey på sine bedste dage, er blandt det bedste i ligaen på sin position, så er det altså en rolle han har haft utrolig svært ved at udføre, når han ikke har haft rollen i et pivot-partnerskab. Den problemstilling løste Arteta ved at bygge op i en 2-4-4 struktur, og samtidig undlade Albert Sambi Lokonga for Granit Xhakas normale opgaver ved at falde ud i venstre halvrum for at sætte spillet. Med Sambi Lokonga og Thomas Partey i et klassisk pivot-partnerskab fik Thomas Partey frihed til at sætte spillet uden at komme unødvendigt meget under pres, som vi eksempelvis så det i Palace-kampen.
Derudover så vi Takehiro Tomiyasu operere mere i siderummet frem for halvrummet i fase et. Dog trak han ind som den inverterede back i halvrummet, når Nuno Tavares skubbede frem i fase to, så strukturen i højere grad lignede den 2-3-5, som vi ofte har set under Arteta. Det gav plads for Smith-Rowe til at falde ned i halvrummet for at sætte spillet, som vist på billedet herover.
Arsenals meget direkte udtryk gav mere frihed til at søge en hurtig afslutning fremfor at sætte spillet, og med Aston Villas forholdsvise høje linje gav det optimale betingelser for vores offensiv. Arsenal havde i alt 22 afslutninger i kampen. Arsenal fik altså næsten koblet en afslutning på hver gang, der blev angrebet. Det gav problemer for Aston Villa, som ikke fik muligheden for at omsætte en erobring til en omstilling, og dermed ofte skulle starte forfra ved eget mål. En expected goals-kvotient på xG 3.50 vidner også om den offensive skarphed Arsenal havde i denne kamp. Det mere direkte udtryk klædte Smith-Rowe, som virkelig fik optimale betingelser til at udfolde sine spidskompetencer ved hele tiden at søge kombinationer samt at løbe retvendt både med og uden bold. Et trademark Arsenal ikke har set meget af siden Aaron Ramsey forlod klubben.
Det direkte offensive udtryk var et friskt supplement til vores lidt for ofte stive og ”uharmoniske” udtryk på modstanderens sidste tredjedel. Det giver også en større fleksibilitet til Arteta i kampe, hvor Arsenal til dels møder en trebackkæde eller en høj forsvarslinje. Mod et lavtstående hold kommer Arsenal stadig til at have et mere kontrollerende udtryk på den sidste tredjedel, som vi så i de første 20 minutter af Palace-kampen eller mod lavtstående Burnley eksempelvis. I det etablerede angrebsspil bliver Ødegaard i høj grad nøglen, hvorimod Smith-Rowe er nøglen i omstillingspillet.
Det etablerede angrebsspil er stadig et af de punkter, hvor Arteta for alvor mangler at forløse holdets sande potentiale.
Det første pres
Et af de punkter Arteta til gengæld virkelig har fået forløst i sin tid i Arsenal er vores defensive struktur og organisation. Til denne kamp havde Arteta valgt at se bort fra 4-4-2 strukturen, som Arsenal ofte forsvarer og presser i, når modstanderen har bolden. I stedet var vores første pres i denne kamp båret frem af en 4-3-1-2 struktur. Nøglen i Arsenals defensive organisation samt høje pres var især Lacazette, som havde til opgave at mandsopdække Douglas Luiz, så Aston Villas bagkæde ikke havde mulighed for at bruge ham i forrummet, til at spille ud fra Arsenals første pres.
Saka var ofte den, som startede det første pres ved at afskærme for pasningsmuligheden ud til Matt Target, for så at fortsætte presset fra højre mod venstre, og dermed tvinge Villa til at spille ud mod sidelinjen. I situationen på billedet føler Tyrone Mings sig tvunget til at spille bolden videre ud mod Alex Tuanzebe, fordi han ikke kan bruge Douglas Luiz som spilstation til at vende spillet ud mod Matt Target igen. I stedet bliver Aston Villas opspil presset videre ud mod sidelinjen, hvor de enten blev tvunget til at sparke langt eller tilbage til Emi Martinez, fordi de resterende Arsenal-spillere får tid til at komme tæt på deres direkte modstander.
Lacazettes rolle med konstant at være omkring Douglaz Luiz gjorde det svært for Aston Villa at få sat nogen sekvenser sammen, og fordi deres tre bagerste havde svært ved at finde en løsning, tvang Arsenal dem til altid at spille hinanden fejlvendt og under pres. De få gange hvor det lykkes Aston Villa at spille ud af det første pres, blev de mødt af Arsenals efterhånden solide defensive struktur og organisation.
Aston Villa så sig nødsaget til at ændre til en firebackkæde i pausen ved at skifte Alex Tuanzebe for Leon Bailey. Aston Villa lykkes med en del flere sekvenser efter pausen, og da Emi Buendia slap bagom Thomas Partey, blot for at se sig reddet af en fremadstormende Aaron Ramsdale, opgav Lacazette efterfølgende sin mandsopdækning på Douglas Luiz, fordi Aston Villa nu kunne spille udenom med en mere i forreste linje. Dermed gik Arteta tilbage til den føromtalte 4-4-2 struktur, når Aston Villa havde bolden, og havde det ikke været for en slatten tackling af Thomas Partey havde det sikkert også været nok til at holde nullet. Måske den eneste streg i regningen for ghaneseren, der ellers kunne fejre sit første mål for Arsenal i en stærk præstation.
Sejren betyder at Arsenal nu har fået 14 point ud af 18 mulige i de seneste seks kampe. I samme periode har holdet præsteret rækkens fjerde højeste expected goals (xG) samt anden laveste xGA (Expected goals against).
Selvom præstationerne i samme periode har været svingende, så vidner pointhøsten dog om et højere bundniveau, end hvis man tænker blot et halvt år tilbage.
Tingene ser, lige nu, ud til at gå den rigtige vej for Arteta.
