ARSENAL WOMEN MØDER CL-VINDERNE

Arsenal Women kommer til at blive prøvet af på øverste niveau i Champions League, når de i deres grupper henover efteråret skal spille mod de forsvarende vindere af turneringen Lyon.

Af Mads Adam Wegener

Vivianne Miedema blev som så mange andre gange den afgørende figur for Arsenal Women, da hun i sidste uge scorede det afgørende 1-0 mål på udebane mod Ajax Amsterdam, hvilket sendte London-holdet i Champions League.

I mandags blev der så trukket lod til grupperne i kvindernes Champions League, og Arsenal kan glæde sig til at prøve at bide skeer med de bedste spillere i verden. Op af hatten kom nemlig Olympique Lyon, der har vundet Champions League intet mindre end otte gange. Senest vandt de franske spillere sidste års turnering.

Gensyn med succestræner

De to andre hold i Arsenals gruppe er Juventus og FC Zurich. Kampene med Juventus kommer til at byde på et gensyn med Arsenal Women-træner Joe Montemurro, der siden 2021 har været træner i Torino. Her førte den australske træner i sin første sæson for Juventus sit hold til den italienske Scudetto. I sin tid hos Arsenal blev Montemurro særligt elsket i Nordlondon-kreds oven på at have sikret Arsenal Women Super League-titlen i 2018/2019-sæsonen. I sin tid var Montemurro også med til at sætte skub i udviklingen hos nogen af de store profiler på det nuværende Arsenal-hold, herunder Leah Williamson, Beth Mead og Miedema.

Arsenals forsvarsspiller Jen Beattie anerkender de store tests, som venter holdet, men ser frem til udfordringen og gensynet med Montemurro:

”Det er en hård gruppe, man ønsker aldrig at se sig selv i samme gruppe som Lyon, men vi er her for at vinde turneringen. Vi kan udfordre ethvert hold i vores gruppe. Det er en stor udfordring, men det er én, som vi også er klar på”, siger skotten til Sky Sports.

Arsenal Women spiller sin første gruppekamp ude mod Lyon d.19 oktober og spiller sin sidste af seks kampe mod Zürich d. 21 december.

Indkøbskurv