ARSENAL I DANMARK: FRA FANSENES VINKEL

Mere end 400 danske Arsenal-fans sang højt og morede sig stort, da Arsenal Womens rullede sig ud på dansk jord. Her kan du komme med på lægterne og få med, hvordan fansene før, under og efter kampen oplevede at se deres favorithold spille i Danmark.

Før kampen

5485 dage. Mere end 15 år siden Arsenals kvindehold spillede 2-2 mod Brøndbys kvinder, kunne danske Arsenal-fans onsdag d.10 november igen se frem til at se deres klub repræsenteret på dansk (kunst)græs. Denne gang var det Arsenals succesfulde kvindehold, som skulle forsøge at bære fanen højt, da HB Køge bød velkommen i kvindernes Champions League.

Senest Arsenal overhovedet var i Skandinavien var i 2018, da Arsenal i frysende minustemperaturer hev en 2-0-sejr hjem i Europa League mod Östersund i Sverige.

Arsenal-fans er derfor mødt talrigt op til dagens kamp i Køge. Mere end 450 solgte billetter til Arsenal-fans, er den officielle udmelding. Det røde hav af Arsenal-trøjer får dog én til at tro, at der er tale om mange flere.

Far Kenneth og datter Anna fra Randers har i dagens anledning taget tidligt fri for at kunne være på plads bag det ene mål på Capelli Sport Stadion. Optakten foregik på E45, hvilket forventningerne til dagens kamp dog ikke havde taget skade af.

Særligt for datteren Anna er Arsenal Womens været et tilløbsstyke. Hun fortæller, at hun “vildt gerne” vil over at se kvinderne spille i London. Og farmand Kenneth er heller ikke lunken på idéen, tværtimod.

“Det er bare skide sjovt at se dem spille. Og så vinder de stort set alt i øjeblikket. Det må man bare give dem.”

Selv er det første gang at de begge ser Arsenals kvinder i aktion. Og det er Anna særdeles taknemmelig for. Som hun selv pointerer:

“Det er jo ikke så tit de er her, så det er fedt, at man lige kan få chancen for at se dem.”

Vi forlader Og så gik holdene ellers ind til kvindernes Champions League-hymne forud for, hvad der skulle være en medrivende affære.

 class=
Anna og Kenneth før kampstart

Under kampen

“1-0 to the Arsenal”

Decibelskalaen er gået en takt op, da Arsenal fansene har fået en 1-0-føring at lune sig på. En gammel sangklassiker går sin runde blandt fansene, og de mange danske Arsenal-fans er således i strålende humør, da dommerens pausefløjt ringer ind til en tur hen til pølseboden. Nogen af dem, der har forvildet sig hen efter forsyninger er familien bestående af far Morten, mor Mia samt børnene Rebekka. Hængene helt oppe foran ved reklamebanneret hænger den tredje søster Christina desuden ud. Hun er den mest passionerede Arsenal Womens-fan i familien og vil ikke give slip på sin gode plads helt foran. Resten af familien har det dog også meget godt længere bagud.

“Vi har sunget rigtig meget “0-1 to the Arsenal”. Og så har vi sunget mange af spillernes sange. Vi kender dem ikke så godt, men vi forsøger at synge med, når Miedemas-sang eksempelvis bliver sunget”, siger Rebekka.

“Vi klapper hver gang de forsøger noget. Bare lige for at støtte og sige, at det er godt gået alligevel. Selvom det ikke altid lykkedes”, fortæller Annika.

De nyder alle at være til stede blandt andre Arsenal-fans. Før kampstart var de nede forbi den lokale beværtning i Køge, som havde været et tilløbsstykke for Arsenal-fans fra alle kanter og egne.

“Vi har både mødt svenskere, nordmænd, to fra Wales. Folk fra alle steder. Det er mega fedt.”, fortæller farmand Morten.

 class=
Morten, Rebekka og Annika med brede smil i pausen.

En anden, der også ellevild her i pausen, er Mark. Oprindeligt er han vokset op som Gooner i England, men har de seneste otte år med stolthed båret Arsenal-kanonen på sit bryst i Københavns gader. For Mark er det derfor noget særligt at se sin barndomsklub spille i sit nye hjem.

“Det har været rigtig fedt at se dem her. Det har jo været svært at komme hjem til England på grund af pandemien, så jeg har ikke været tilbage for at se en Arsenal-kamp i mere end to år.”

Mark har fulgt intenst med omkring kvindeholdet de sidste fire år, men kan stadig huske dagene, hvor Vic Akers var træner og en af de store profiler hed Kelly Smith. I dag hedder træneren Jonas Eidevall og profilerne Leah Williamson og Vivianne Miedema. Mark er vældig tilfreds med det nuværende mandskab og ser nogen nye tendenser under svenske Eidevall.

“Det er ny dynamik til forskel fra sidste sæson. Vi har en bredere trup nu. Vi er ikke så sikre bag i længere, som vi var tidligere, hvilket faktisk er fedt. Det gør det lidt mere spændende, og vi er også mere fremme på banen og styre. Vi scorer en masse mål, så hvad mere kan du ønske dig?”

Vi lader Mark varme sit stemmebånd op til en ny halvleg med Arsenal-bold. Lige inden da gør han med sin lille brysttatovering opmærksom på, hvilken sang han kommer til at lægge op til i anden halvleg.

Efter kampen

Da dommeren for sidste gang fik gjort brug af sin fløjte, var scoringscifrene på lystavlen det eneste, som glintrede mere end Arsenal-fansenes øjne. 5-1 blev kampen i Arsenal Womens favør og så kunne fejringen for alvor bryde løs mellem fans og spillere.

Ligesom på banen leverede Arsenal-spillerne en ekstraordinær indsats, da de tog sig god tid til at forkæle de mange Gooners med kram, autografer og selfies i lange baner. Spillerne virkede til at nyde det mindst lige så meget, som fansene på tribunerne, da de gik deres sejrsgang langs den ene endetribune.

Smilebåndene er dog også stadig brede hos fansene, blandt andet hos Colbyn. Colbyn, der oprindelig kommer fra Skotland, har fået billetter til dagens kamp af en af HB Køge-spillerne. Billetterne var dog til langsiden, og allerhelst ville han gerne have sunget med bag det ene mål sammen med laget af Arsenal-fans. Hans glæde over at have set Arsenal Womens for første gang er dog ikke til at tage fejl af.

“Det var helt fantastisk. Frisparket til 1-0 var en af de bedste mål, jeg nogensinde har set live.”

Colbyn nåede til sin store ærgrelse ikke at få et selfie med nogen Arsenal-spillerne, men takkede dem for at udvise stort overskud efter kampen.

“Det var fedt at mærke, at de var så taknemmelige efter kampen. Man kunne kampen mærke, at de nød at spille foran så mange Arsenal-fans, der hele kampen igennem sang højere end hjemmebanefansene.”

Allerede nu planlægger han at tage til London for at se dem spille igen.

“Jeg har en ven, som bor i London, som jeg tænker at tage med ind for at se Arsenal Womens spille igen. Efter dagens oplevelse er sulten efter mere.”

Arsenals kvinder spiller allerede igen onsdag d.17 november mod HB Køge. Denne gang hjemme i London.

 class=
Colbyn (anden længst til højre) flankeret af venner og kæreste.

Indkøbskurv