ARSENAL DENMARKS HISTORIE GENNEM TIDEN

28. januar 1991

Arsenal Denmark blev stiftet den 28. januar 1991 under navnet ‘Arsenal Football Supporters Denmark’ og fik i løbet af den første sæson godt 20 medlemmer. Siden er medlemstallet steget støt, således at foreningen i øjeblikket (foråret 2024) tæller næsten 4.000 organiserede danske Arsenal-fans.

Foreningen blev hurtigt anerkendt som officiel fanklub af Arsenal FC, som den altid har haft et godt forhold til.

Anderkendelse fra moderklubben

Fanklubben har bl.a. opnået stor anerkendelse for sin frivillige indsats i forbindelse med Arsenals deltagelse i to europæiske finaler på dansk grund. Som bekendt blev finalen i Europa Cup’en for pokalvindere i 1994 og finalen i UEFA Cup’en i 2000 begge spillet i Parken i København.

Fanklubbens præsident er den tidligere Arsenal-spiller og anfører Tony Adams.

Fanklubben har derudover tre Æresmedlemmer:
Tierry Henry (overrakt af medlem Michael Wessman i New York i 2012),
Sammy Nelson (overrakt på generalforsamlingen i 2015) og
John ‘Faxe’ Jensen (overrakt på generalforsamlingen i 2019).

Arsenal Denmark's nye logo fra og med efteråret 2004

I foråret 2004 offentliggjorde Arsenal FC et nyt regelsæt for officielle fanklubber. Formålet med regelsættet er dels at strømline fanklubberne, men samtidig også at formulere nogle retningslinier, som alle officielle fanklubber skal efterleve. Til gengæld opnår de officielle fanklubber en lang række fordele hos Arsenal FC.

Som led i denne proces skiftede den danske fanklub i efteråret 2004 navn til Arsenal Denmark og opnåede kort efter status som officiel fanklub i henhold til retningslinjerne udstedt af Arsenal FC. Den danske fanklub var en af de første i verden til at opnå denne status.
Siden da er Arsenal Denmark blevet yderligere anerkendt ved – som én af blot få fanklubber i verden – at blive kategoriseret ‘Supporter Club Plus’ efter en grundig revision af Arsenal FC. Det nye label giver en række fordele for fanklubben i løbet af sæsonen, bl.a. ved afholdelse af klubture.

De officielle fanklubber kan nærmest betragtes som en slags filial af Arsenal FC, og således har den danske fanklub en tæt kontakt med moderklubben. Men på trods af sin status som officiel fanklub er foreningen dog stadig økonomisk uafhængig af moderklubben.

I kraft af foreningens vedtægter har fanklubben forpligtet sig til på positiv vis at fremme interessen for Arsenal FC og udbrede viden om klubben. Dette gøres hovedsageligt via medlemsmagasinet GunAction, der udkommer fire gange pr. sæson og hjemmesiden www.arsenal.dk.

Alle foreningens medlemmer er forpligtet af formålsparagraffen, hvilket i praksis betyder at de skal udvise ordentligt opførsel ved foreningens arrangementer.

Indkøbskurv