ARSENAL DENMARK GENERALFORSAMLING 2018

Arsenal Denmark indkalder alle medlemmer til den ordinære generalforsamling. Generalforsamlingen foregår i år på det nyopførte JYSK Park i Silkeborg, og datoen er den 29. september.

Det er med stor stolthed vi i år kan præsentere selveste Ray Parlour som årets gæst på generalforsamlingen.

Allerede fra ungdomsårene spillede The Romford Pele i Arsenal, og han blev i 1992 tilknyttet klubbens seniortrup, hvorefter han tilbragte de efterfølgende 13 sæsoner som en fast del af en af klubbens mest succesfulde perioder nogensinde.
Med Arsenal nåede han bl.a. at vinde tre engelske mesterskaber, tre FA Cup-titler og Pokalvindernes Europa Cup i 1994.
Parlour afsluttede en flot karriere i Middlesbrough og Hull City, inden han vendte tilbage til Arsenal FC og i dag arbejder som ambassadør og repræsentant for klubben.

Generalforsamlingen i år gennemføres efter den sædvanlige skabelon med selve den formelle generalforsamling, Ray Parlour foredrag, merchandisesalg, fodbold på storskærm, quiz, buffet, hygge og meget mere. Udover at kunne præsentere Ray Parlour fra England har vi i år yderligere et par overraskelser at præsentere på dagen. Kom og se…

Pris for arrangementet bliver 150,- inkl. buffet og foredrag.
Ønsker du blot at deltage i generalforsamlingen, er deltagelse naturligvis gratis.

Der vil igen i år blive arrangeret bus fra København, Sjælland og Fyn.
Bussen starter i Kbh. med opsamling i Korsør og Odense.
Prisen for bus tur-/retur er kun 100 kr.
Endelige opsamlingstidspunkter meldes ud til de tilmeldte senere. Bussen gennemføres kun såfremt der er nok tilmeldinger.

Nedenfor kan du se det foreløbige program for dagen:

Kl. 11:30 Dørene åbnes
Kl. 12:00 Start på Generalforsamling 2018
Kl. 14:00 Foredrag og underholdning ved Ray Parlour
Kl. 16:00 Premier League på storskærm: Arsenal – Watford
Kl. 18:30 Festmiddag
Kl. 20:30 Tak for i dag (Bussen kører retur til Fyn, Sjælland, København)

Dagsorden ifølge vedtægterne. Program, vedtægter, agenda, regnskaber m.m. tilsendes de tilmeldte 7 dage før generalforsamlingen. Tilmelding til generalforsamlingen er nødvendig.

Tilmeld dig generalforsamlingen hos Michael Ginnerup på mg@arsenal.dk. Oplys venligst om du ønsker at tage bussen fra Kbh., Korsør eller Odense.

Husk at oplyse dit medlemsnummer samt om du ønsker at deltage i spisningen. Tilmelding er bindende. Spisning betales kontant på dagen.

Indkøbskurv