Trods rygter om et exit, fortjener Granit Xhaka at blive efter at have vist sig afgørende under Mikel Arteta.
Efter en stabil sæson fra Granit Xhakas side ville det være tåbeligt at skille sig af med schweizeren nu. Jeg frygter, at en udskiftning vil floppe, eller at der vil gå for mange kampe, før en potentiel udskiftning overhovedet er i nærheden af at tilpasse sig holdet og Premier League, som jo lidt er en tilbagevenden tendens i klubben.
Granit Xhaka har i denne sæson vist, hvor vigtig en profil han er for klubben, da han har udviklet sit spil, mentalitet og form i forhold til de forhenværende sæsoner, som har været alt andet end en dans på roser for ham.Samtidigt har han stadig to år tilbage af sin kontrakt, og på trods af rygter om et skifte til AS Roma og hans tidligere klub Borussia Mönchengladbach, udtaler han til det engelske nyhedsmedie The Metro, at han sammen med sin familie er glade for at være i London.
Genopstandelse fra de døde
Jeg synes det er imponerende, at han på en halvanden sæson er gået fra at være en hadet person i fodboldverdenen til at spille en afgørende rolle for vores i forvejen pressede hold. Det er imponerende, at han på trods af kritik fra medier og især fans, stadig holder hovedet højt, efter at have tabt det, da han som anfører, kontroversielt styrtede væk fra The Emirates efter en forfærdelig præstation mod Crystal Palace tilbage i 2019. Her bad han sågar et fyldt Emirates om at »fucke af,« da han på daværende tidspunkt blev buhet ud, da han blev skiftet ud. Kort tid efter mistede han anførerbindet.
Spoler man halvandet år frem i tiden, gjorde schweizeren sig selv mere positivt bemærket i en kamp mod selvsamme modstander. Efter en længere skadespause, blev han nemlig skiftet ind i stedet for Kieran Tierney, og skabte en del stabilitet i Arsenals spil, som var med til hive sejren i land. Efter denne præstation var der derfor en masse fans, som røg på tasterne og hyldede schweizerens præstation. Samtidigt var der flere, som appellerede til at et muligt exit ville være et stort tab for Arsenal, og at han uofficielt blev holdets anfører, da han blev skiftet ind i kampen mod Crystal Palace.
Netop hans lederegenskaber har været en afgørende faktor for Arsenal i den nu forgangende sæson. Reelt har han i mine øjne ageret som den anfører, som Arsenal har manglet i Pierre-Emerick Aubameyang. Med hans stabilitet på midtbanen, og måde at lede holdet på, føler jeg, at alt den negative kritik han har modtaget er uretfærdig.
Tværtimod, fortjener han langt mere ros for sin rolle i holdet, hvilket burde være på sin plads.
Det kan ikke være rigtigt, at han stadig stilles i dårligt lys, og det gør ondt i mit Arsenal-hjerte, at han ikke bakkes mere op.Det ville være et selvmål for Mikel Arteta at lade ham gå, og skulle det ske, skal der findes en erstatning. Mange mener, at det er Granit Xhakas skyld, at Thomas Partey ikke lever op til de forventninger der blev stillet ved hans ankomst til Arsenal.
Der bliver derfor snakket om, at Granit Xhaka skal byttes ud med en ny central midtbanespiller, som kan spille Thomas Partey op på hans forventede niveau.
Her mener jeg, at Thomas Partey og Granit Xhaka i fællesskab skal finde en løsning på træningsbanen. Ved at gøre dette slipper Arsenal samtidig for at bruge dyre domme på en ny midtbanespiller.
Endnu ikke topniveau
Selvom Granit Xhaka under Arteta er gået fra bunden til at blive en af Arsenals mest stabile spilere, er der selvfølgelig en masse ting, han stadig skal arbejde på for at opnå topniveau.
Til tider har han med sit ustyrlig temperament kostet mange afgørende momenter for Arsenal. Han har trukket en del røde kort, og har lavet mange personlige fejl, som ikke hører hjemme hvis Arsenal endnu engang skal være et top fire hold i Premier League. Jeg håber, at det er noget der bliver bedre med tiden, hvis han altså bliver i klubben.