WILSHERES DRENGE SNUPPEDE FINALEBILLET I SLUTSEKUNDERNE

Jack Wilshere U-18-hold er videre til finalen i den prestigefyldte FA Youth Cup efter at have slået Manchester City på Emirates Stadium. 16-årige Myles Lewis-Kelly blev matchvinder med tyve sekunder tilbage af forlænget spilletid.

Af Mads Adam Wegener

For 15 år siden stod han der selv med pokalen i hænderne. Nu håber Jack Wilshere igen at kunne vinde FA Youth Cup, bare som træner.

Drømmen kom et skridt tættere for Wilshere, da hans U-18-hold bookede billetten til finalen med en 2-1-sejr over Manchester City.

I første halvleg havde Arsenal bragt sig foran på et frispark scoret af den polske højreback Michal Rosiak. Frisparket blev begået af Citys Laklye Samuel, der samtidig måtte se sig udvist for at trække i nødbremsen i et forsøg på at stoppe Arsenals Omari Benjamin komme fri foran mål.

Trods store chancer fik Arsenal ikke udbygget sin føring og i stedet kom City på 1-1 i anden halvleg.

Efter uafgjort i ordinær spilletid måtte de to mandskaber ud i to gange 15 minutter for at finde frem til en vinder. Her blev Arsenals 16-årige Myles Lewis-Kelly med tyve sekunder tilbage af den ekstra spilletid aftenens matchvinder, da han modigt fik headet bolden i mål under pres af både en forsvarspiller og målmand.

Ekstasen kunne derfor bryde ud blandt fans og spillere, der kan se frem til en finalekamp mod enten West Ham eller Southampton. Det er fem år siden Arsenal sidst stod i en FA Youth Cup-finale, og med spillere som Ethan Nwaneri, Lino Sousa, Reuell Walters og Amario Cozier-Duberry har Arsenal gode chancer for at gå hele vejen.

Finalen bliver spillet d. 29 april.

Indkøbskurv