Joe Willock er vendt hjem til det nordlige London efter et succesrigt ophold hos Newcastle, hvor han tangerede den ikoniske målmaskine Alan Shearers scoringsrekord. Skal Arteta stole på, at han også kan levere varen i Arsenal?
Med meget begrænset spilletid og blot én startplads ud af 21 mulige for Arsenal i den første halvdel af sæsonen, måtte Joe Willock i januartransfervinduet søge andre græsgange i jagten på mere spilletid. Den 31.januar, på transfervinduets sidste dag, meldte Newcastle sig ind i billedet og lejede den unge englænder for resten af sæsonen. En beslutning, de ikke kom til at fortryde.
Allerede 16 minutter inde i sin debut gav han Newcastle fansene en forsmag på, hvad der ventede dem, da han scorede sit første mål for klubben i en 3-2 sejr mod Southampton. Det vandt ham manager, Steve Bruces tillid, og han startede inde de næste seks kampe, hvor han dog hverken bidrog med mål eller assists. Joe Willock gjorde sig dog aldeles populær i både Newcastle og Arsenal, da han i en kamp mod Tottenham i april-måned dukkede op i Spurs-feltet i de døende minutter af kampen og kanonerede en løs bold ind bag Hugo Lloris via overliggeren. Det skulle vise sig at blive starten på en imponerende målstime for Willock, der i de efterfølgende kampe mod henholdsvis West Ham og Liverpool, kom ind fra bænken og scorede afgørende mål i begge kampe. Det gjorde ham fortjent til en startplads i de sidste fire kampe i sæsonen, hvor han kvitterede med ét mål i hver. Hermed tangerede han Alan Shearers klubrekord ved at score i syv kampe i træk. Det gjorde ham så populær, at klubbens fans sang højlydt henover St. James Park til sæsonens sidste hjemmekamp mod Sheffield United: ”Joe Willock, we want you to stay”.
Og med syv mål i de sidste 388 minutter, svarende til ét mål pr 55. minut, forstår man godt, at Newcastle ville holde på ham.
Vendt hjem, men hvad nu?
Men Willock blev ikke. Han vendte i stedet hjem til Arsenal. Og her står Mikel Arteta nu med et regulært luksusproblem: Skal han nyde godt af, at markedsværdien på Willock er steget markant hen over det sidste halve år, og sælge ham for et pænt beløb, eller skal han holde på ham og give ham chancen i den kommende sæson?
Man kan starte med at spørge, om han har de samme forudsætninger for at score mål og være en succes hos Arsenal, som han havde i Newcastle. Og det har han desværre ikke.
Newcastle spillede i en 3-5-2 formation (eller 5-3-2 formation, alt afhængig af om man kalder det for wingbacks eller kanter), hvor Willock var én af tre centrale midtbanespillere. De to andre var som oftest Sean Longstaff og Jonjo Shelvey. Begge med deres klare kompetencer i defensiven, hvilket tillod Willock at have en mere fri og offensiv rolle end han vil få i Arsenal, hvor han kommer til at være én af kun to centrale midtbanespillere i en 4-2-3-1 formation. Begge af Arsenals to centrale midtbanespillere er mere tilbagetrukket og har flere defensive pligter, end Willock havde i Newcastle. Det er typer som Thomas Partey, Mohamed Elneny og Granit Xhaka, der besidder de to midtbanepladser. Alle tre der af selvsamme grund ikke er kendt for at score et hav af mål. Udsigterne til at Xhaka måske forlader Arsenal til fordel for AS Roma, ville dog kunne frigøre plads til Joe Willock, der dog har fået ny hård konkurrence i form af nyindkøbet Albert Sambi Lokonga, der har vist glimrende takter i de seneste testkampe.
Det tyder altså ikke på, at der er plads til Joe Willock på de to centrale midtbanepladser i den foretrukne startopstilling, og selv hvis der var, ville det være en helt anden rolle end han havde i Newcastle.
En mere offensiv rolle?
Kan problemet ikke løses ved at sætte Willock op på den offensive midtbane? Jo, det er et alternativ, men den position sidder Emile Smith Rowe ganske tungt på. Der er vist en kæmpe tillid til Smith Rowe, der netop har underskrevet en ny lang kontrakt og fået tildelt trøjenummer 10 på ryggen. Desuden har der været spekulationer om at hente Martin Ødegaard retur på netop den plads, ligesom at James Maddison fra Leicester også har været nævnt som en mulig tilgang. Joe Willock får derfor langt til spilletid på den centrale midtbane og endnu længere på den offensive midtbane.
Hvis man derfor leger med tanken om, at Willock skal sælges, vil det derfor være bedst at gøre det nu, hvor markedsværdien er på sit højeste efter en fremragende sæson i Newcastle. Hans kontrakt udløber først i sommeren 2023, hvilket også er en fordel i forbindelse med et eventuelt salg, da potentielle købere ikke kan udnytte, at kontrakten er ved at løbe ud og Arsenal ville være desperate efter at få ham sendt afsted, så han ikke smutter gratis. Får man ikke den rette pris i sommerens transfervindue, er det ikke værre end, at man kan give ham chancen eller leje ham ud og håbe på et lige så succesfuldt lejeophold.
Chancerne for fast spilletid i Arsenal for Joe Willock er som nævnt tidligere meget begrænsede, og hvis de overhovedet er der, så ligger de altså som afløser for Granit Xhaka. En helt anden og mere defensiv rolle end han havde i Newcastle, og hvilket i virkeligheden stiller flere spørgsmål, end det giver svar. Så selvom det kunne være meget romantisk at beholde en af vores egne drenge og give ham chancen, som vi har set det med både Bukayo Saka og senest Emile Smith Rowe, så er det i virkeligheden nok mere hjertet og følelserne, der taler, end det er hjernen og den sunde fornuft.