VIDUNDERLIGE VIVIANNE – MÅL, MÅL OG FLERE MÅL

De forsvarende Women’s Super League-mestre fra Arsenal er igen i denne sæson med i kampen om den engelske titel. Og endnu en gang er holdets største stjerne den hollandske angriber, Vivianne Miedema. I denne artikel kan du læse om den unge spydspids’ allerede imponerende fodbold-CV, hvor der er potentiale til at opnå en masse rekorder.

Vivianne Miedema har altid interesseret sig for fodbold, og hun har altid været god til det. Så længe hun selv kan huske, har hun faktisk spillet fodbold sammen med drenge. Det var først, da hun som 14-årig skulle tage stilling til, om hun ville spille professionelt i damerækkerne eller fortsætte med at spille sammen med drenge, at hun begyndte at spille fast sammen med piger.

”Jeg tror virkelig, det har hjulpet mig. Jeg plejede at spille på et af de højeste niveauer i drengefodbold. Jeg spillede sammen med nogle rigtig dygtige drenge, hvor nogle af dem spiller på det øverste niveau af europæisk fodbold i dag. Det har virkelig hjulpet mig. Der er stor forskel på at spille med drenge og med piger, og jeg vil anbefale alle piger at spille med drenge”

Fortæller Vivianne Miedema i et interview med The Guardian.

Efter beslutningen om at blive professionel, gik der ikke længe, før den unge Miedema fik seniordebut for Heerenveen i en alder af bare 15 å. Hun skulle heller ikke bruge lang tid på at etablere sig på den hollandske scene. Allerede i 2013/14-sæsonen blev den unge angriber, BeNe League-topscorer, med hele 39 mål. Ikke underligt kom der hurtigt fokus på den unge hollænder, og de store etablerede kvindehold i Europa begyndte at holde øje med hendes udvikling.

Det hele resulterede i, at Miedema skiftede til Bayern München i 2014 efter tre sæsoner i Heerenveen, der kastede 74 kampe og 83 mål af sig. Sammen med Bayern var hun med til at vinde Bayerns første tyske mesterskab siden 1976. De gik tilmed ligasæsonen igennem ubesejret. Miedema vandt Bundesligaen to gange og vandt også topscorerprisen i UEFA Women’s Champions League i 2017.

Efter tre år hos Bayern, hvor Miedema spillede 78 kampe og scorede 52 mål, havde hollænderen brug for at komme videre. Hun var nemlig ikke fan af måden, som det tyske mandskab spillede på. Hun mente, det var for defensivt, og at det ikke passede til den måde hun selv spillede på. Derfor skiftede hun i sommeren 2017 til Arsenal.

Siden ankomsten til Arsenal har Miedema ikke set sig tilbage. Hun har på tre sæsoner spillet 64 kampe og scoret 65 mål. Angriberen var den absolutte nøglespiller i holdets mesterskabssæson i 2018/2019. Hun spillede så godt, at hun vandt PFA Player’s Player of The Year 2018/2019 – den pris som Liverpools Virgil van Dijk vandt på herresiden. Total hollandsk dominans. Hendes fantastiske sæson, og formidable 2019, resulterede også i en nominering til Balon d’Or, hvor hun blev nummer fem i afstemningen.

Vivianne Miedema er kun 23 år gammel, og alligevel er hun allerede vældig godt dekoreret, både på klub- og landsholdsplan. Med det hollandske landshold har hun været med til at vinde U19-EM i 2014, hvor hun også blev turneringstopscorer og kåret som turneringen bedste spiller. Senere har hun vundet EM med seniorlandsholdet i 2017. I 2019 fik hun sølv ved VM.

På det personlige plan tog Miedema en kæmpe skalp i 2019. Under VM blev hun nemlig Hollands mest scorende spiller nogensinde. Med sine 87 landskampe og 69 mål, har hun scoret flere mål end nogen anden hollænder – dette gælder også for herrerne. Med mange år tilbage i støvlerne, kan det kun forventes, at Miedema udbygger og cementerer sin plads i den hollandske landsholdshistorie.

Men Miedemas vildeste, enkeltstående bedrift skete den første december sidste år. For Arsenal, spillede hun imod Bristol City i Women’s Super League, og holdet med hjemmebane på Meadow Park udraderede gæsterne med 11-1. Flotte cifre, men det flotteste ved kampen var, at Miedema alene var involveret i ti af målene. Hun scorede nemlig hele seks mål og lavede fire assists i kampen. En bedrift der ikke er set i nyere tid.

Det er ikke bare en hvilken som helst angriber, der løber rundt i den røde trøje med kanonen på brystet. Vivianne Miedema er intet mindre end et generationstalent, og det er kun et spørgsmål om tid, før hun slår flere rekorder. Sammen med Joe Montemurro, og resten af Arsenals kvindehold, har hun været med til at sætte nye standarder og skubbet til udviklingen i kvindefodbold.

I år duellerer Arsenal med Manchester City og Chelsea om Women’s Super League-titlen. Arsenal kommer til at sætte deres lid til, at deres unge stjerneskud igen leverer varen, i form af mål og assists på samlebånd, så holdet igen kan løfte det engelske mesterskabstrofæ.

Indkøbskurv