Skadeslisten er efterhånden så svækkende for Arsenal-mandskabet, at det begynder at runge i krogene efter januarindkøb, selvom Emery ifølge nyhedsmediet Reuters udtaler, at forstærkninger i denne halvdel af sæsonen ikke er sandsynligt. Det er svært at implementere nye spillere på et hold med så kort varsel. Selv udtaler den spanske cheftræner følgende til The Standard; “But only if we think they are the player that can help us with good performance. January is not good for this reason” og uddyber senere, at han ønsker at opbygge holdet med unge spillere, der med tiden kan vise deres værd på grønsværen. Dog er det klart, at der skal kvalitet til klubben, hvis holdet skal kunne fastholde ambitionen om en 4.-plads, og dermed adgang til Champions League.
Det er dog tydeligt, at der skal ske noget med hurtig virkning. Med 30 indkasserede mål efter kun 20 PL-kampe virker det oplagt, at der er behov for forstærkninger i Emerys trup. Med en nærmest uendelig lang skadesliste, der senest fik tilføjelse af det unge talent, Rob Holding, blev det oplagt for The Gunners at henvende sig til Fulham og spørge til Callum Chambers, som de lejede fra Emirates i sommers. Uheldigvis for Arsenal, findes der ingen tilbagekaldsklausul i lejeaftalen.
Derfor er det interessant at diskutere mulige emner til at stabilisere vores defensiv. Nedenfor findes 3 meget interessante muligheder for Unai Emery, hvis han vælger at ty til det omdiskuterede transfervindue, der venter om hjørnet:
Eric Bailly (Manchester United)
Efter endt skadesperiode har den 24-årige Ivorianer ikke fået fast spilletid i Manchester United. Klubben har blot Eric Bailly som alternativ i 4-backkæden. Unai Emery, der er tidligere træner i Sevilla, kender desuden til Bailly fra den spanske liga, i og med det unge forsvarstalent kom til klubben fra Villarreal i 2016. Det ville umiddelbart være oplagt for Eric Bailly at sikre sig spilletid med et skifte til Arsenal, således at han for alvor kan sætte sit aftryk som en af verdens bedste midtstoppere.
Gary Cahill (Chelsea FC)
Når snakken går på at få stabilitet i forsvaret bliver samtalen ofte ledt hen på forsvarsgeneralen Cahill, hvis kontrakt udløber mod enden af sæsonen. Spilletid er ligeledes heller ikke det Cahill nyder mest af i Chelsea, og med sine 32 år burde englænderen have minimum et par sæsoner mere i benene. Hvis Chelsea skal have penge med fra en eventuel afgivelse af Cahill synes det at være oplagt at lade ham gå inden kontraktens udløb. Omvendt er det dog værd at notere, at der som bekendt ligger nogle uskrevne regler for transfers mellem rivaler såsom Londonklubberne Arsenal og Chelsea, hvilket kunne have indflydelse på Cahills ønske om et skifte til kanonklubben.
Fernando Calero (Real Valladolid)
Helt aktuelt for transferrygterne om unge Fernando Calero er, at han er blevet spottet i London, imens snakken lyder på, at Valladolid-midtstopperen er i Unai Emerys interesse. Selv har Emery kommenteret følgende i en offentlig udmelding om spanieren: “If we can take one player to help us at centre-back, I think it’s a good option”. Calero slog torsdag aften et billede op på sin Instagram-profil, hvor han står foran London Eye i den engelske hovedstad. Den kun 23-årige spanier er en oplagt købemulighed for Arsenal, hvad angår forstærkninger i bagkæden, for en købesum, der angiveligt skulle være på omkring £10 mio., hvilket synes overkommeligt for The Gunners.
Hvad angår den offensive del af truppen florerer der også rygter om en rokade på midtbanen. Mesut Özil har blot startet inde i 12 ud af 29 kampe i denne sæson. En rygskade og en udmelding om udeblivelse af Mesut Ozil grundet taktiske årsager betyder, at der åbnes for muligheder om et skifte for tyskeren, der med sine 350.000 pund ugentligt, ifølge The Mirror, er den bedst betalte Arsenal-spiller i klubben. Özil har en halv sæson tilbage på kontrakten, og er derfor ligeledes oplagt at få lidt penge for inden sommerens kontraktudløb. Samtidig meldes der om, at spanske Isco rygtes til England, og Arsenal skulle ifølge The Independent være yderst interesserede i en byttehandel med Isco og Özil.
Det bliver spændende, hvad der kommer til at ske i vinterens transfervindue fra d. 1. til d. 31. januar 2019.