Vinterens transfervindue står for døren, og vi går ind i det blot andet vindue med Unai Emery i spidsen – skal der handles?
Selv udtaler Emery, at han er tilfreds med klubbens nuværende spillere, men at man ikke vil forbipasse en god mulighed, hvis den opstår. Skadeslisten er i de seneste uger blevet forlænget mærkbart, og den tæller i skrivende stund bl.a. Mavropanos, Mustafi, Holding, Bellerin, Kolasinac, Lichtsteiner, Smith Rowe og Welbeck. Hertil kommer, at Ramsey forventes væk senest til sommer. Også Özils fremtid har været omdiskuteret efter fravalget til midtugens cup-kamp mod Tottenham af “taktiske årsager”. Siden har Emery dog offentligt forsikret Özil, at han indgår i fremtidsplanerne, men situationen virker usikker. Også Elneny har måttet kigge langt efter spilletid, siden Emery trådte til, og han må forventes at kigge efter nye græsgange.
Flere spørgsmål melder sig altså op til vinduets åbning; med langtidsskade til Welbeck, stoler man så nok på Nketiah som backup til Auba og Laca, eller skal der hentes en angriber? Hvordan er midterforsvarets stand – skal der investeres i en permanent eller blot en midlertidig løsning? Er midtbanen stærk og bred nok uden Ramsey, Elneny og Özil potentielt? Her er nogle af de rygter, der omgiver Arsenal op til “silly season light”…
Rygter om spillere til klubben
Eric Bailly – midterforsvareren er ude i kulden hos Manchester United, og Emery, som kender Bailly fra sin tid i spansk fodbold, skulle ifølge Mark Ogden fra ESPN angiveligt være interesseret i muligheden for at hente ham til i vinterens transfervindue. Med Uniteds nylige managerskifte er situationen dog muligvis ændret.
Gary Cahill – samme Mark Ogden fra ESPN rapporterer også om interesse fra det nordlige London i Chelseas Gary Cahill, som under tiden har svært ved at bide sig fast i startopstillingen hos de blå. Aftalen går eventuelt på et lån som en effektiv løsning på vores nuværende skadessituation.
Denis Suarez – ifølge det spanske medie Sport skulle Barcelonas midtbanespiller Denis Suarez være på udkig efter nye udfordringer og mere spilletid, og kilder tæt på Arsenal skulle have beskrevet ham som et muligt emne til at overtage pladsen for Aaron Ramsey. Ifølge the Independent skulle Suarez’ folk allerede have kontaktet Arsenal om mulighederne for et skifte. Suarez virker som et realistisk bud på en vinter-handel, da Emery også kender ham fra sin tid i Sevilla.
Julian Weigl – den 23-årige midtbanespiller fra Tyskland nævnes også som en mulig afløser for Ramsey af bl.a. Eurosport. Weigl har svært ved at finde plads i formstærke Borussia Dortmunds startopstilling, men har længe været anerkendt som en af de helt store talenter i Europa. Siden Sven Mislintat ankom for godt et år siden, har vi haft stor succes med at hente gode navne fra Westfalenstadion. Det vil angiveligt koste Arsenal omkring 68 millioner pund at hente ham til.
Pablo Fornals – den spanske offensive midtbanespiller har angiveligt en frikøbsklausul på 17,8 millioner pund, hvilket i tidens marked må siges at være en billig pris for en 22-årig spiller, der i indeværende sæson har været en af Villareals eneste lyspunkter. Fornals har endvidere fået muligheden på det spanske landshold med to optrædener indtil videre.
Cengiz Ünder – interessen for den unge, spændende kantspiller fra AS Roma har angiveligt varet længe, og ifølge flere medier skulle Arsenal have haft folk til stede ved flere af Romas kampe for at observere Ünder. Konkurrencen om tyrkerens underskrift er dog hård; Bayern München skulle have meldt seriøs interesse i det 21-årige talent.
Nicolas Pepe – den franske avis Le 10 Sport melder, at Arsenal har haft repræsentanter i Lille for at kigge nærmere på den 23-årige angriber fra Elfenbenskysten, som er i gang med en imponerende sæson i de franske. Her deler han topscorer-pladsen med fænomenet Mbappe, som hver kan tælle hele 12 mål under deres navn. Hertil har Pepe lavet fem assists.
Rygter om spillere fra klubben
Laurent Koscielny – FC Barcelona skulle være på udkig efter en midterforsvar til at styrke bredden på den del af banen. Koscielny nævnes blandt navne som David Luiz og Vincent Kompany.
Nacho Monreal – sub-toppen i fransk fodbold er tæt, og Marseille har været inde i en skidt stime. De mangler kvalitet i forsvarskæden, og særligt omkring venstre back florerer transferrygter. Monreal og Liverpools Alberto Moreno nævnes som mulige emner.
Aaron Ramsey – uenigheder om løn og spilletid skulle angiveligt have ledt Emery og resten af ledelsen til at stoppe forhandlingerne om en ny kontrakt. Det betyder, at han enten sælges i dette vindue eller forlader os transfer-frit til sommer. Real Madrid, Bayern München og Juventus meldes som potentielle nye adresser for den 28-årige waliser.
Emiliano Martinez – den nu 26-årige målmand virker til at være endt som et evighedstalent. Han har været på lån i bl.a. Sheffield Wednesday, Wolverhampton og Getafe, men der har været langt til spilletid, når han har været hjemme i Arsenal. Stade Rennais skulle være interesseret i at hente ham til.