Karakterbogen hos Arsenals mandskab var ikke umiddelbart prangende efter weekendens ømtålelige nederlag til Pellegrini’s tropper. Det er derfor naturligvis svært at udpege en enestående spillerprofil fra ugen, der gik. Dog formår den unge franskmand, Matteo Guendouzi, gang på gang at skinne igennem som en frontmand både offensivt og defensivt på banen, hvorfor ugens fokus ligger på netop 19-årige Guendouzi.
Da Guendouzi blev Gunner
Matteo Guendouzi blev hentet til London fra den næstbedste franske liga, hvor han spillede som fast mand i FC Lorient. Guendouzi startede sin fodboldkarriere i hovedstadsklubben, PSG, i deres talentakademi, men flyttede i 2014 til Lorient, hvor han til en start spillede for b-holdet indtil han i 2016 fik debut i Ligue 1, som blot 16-årig. FC Lorient rykkede ved udgangen af sæsonen 16/17 ned i Ligue 2, men ikke desto mindre formåede Guendouzi at præstere, og vække interesse i Arsenals talentkikkert. Arsenal har ofte før haft held med satsninger på unge spillere med rødder i det franske. Med Ramsey, Özil, Xhaka og Mkhitaryan som spilmuligheder på midtbanen, og et indkøb af Torreira i sommers, lignede Guendouzi ikke en spiller, der var tiltænkt en plads i start-11´eren hos Arsenal med det samme. Han var en oplagt mand for fremtiden. Til trods herfor, har Guendouzi vist sig som et fremragende køb, og som en konkurrent til de andre midtbanespillere, allerede i hans første sæson som Gunner.
Fra talentsats til fast mand i truppen
Da Premier League programmet begyndte, tilbage i august, var Matteo Guendouzi med fra start mod Manchester City. Guendouzi havde imponeret henover sommeren, blandt andet i en kamp mod hans moderklub, PSG, hvor Arsenal vandt med imponerende 5-1.
Siden har Guendouzi gang på gang vist vilje til fodboldspillet for Arsenal. Han løber utroligt meget på banen, og fungerer såvel offensivt som defensivt. Det har tydeligvis vakt stor glæde hos vores nye spanske træner, der efterhånden har integreret franskmanden som fast mand sammen med Xhaka og Torreira på midtbanen. Siden Arsenal d. 5. december spillede uafgjort mod Manchester United, har Guendouzi spillet alle 90 minutter i 7 ud af 8 PL-kampe, hvor kun fiaskoen i Liverpool trækker ned. Her blev franskmanden dog skiftet ind i det 80. minut.
En glædelig overraskelse for alle
Det er ikke kun Arsenal-klubben og dens tilhængere, der kan prise sig lykkelige for sommerens køb af Guendouzi. Spilleren selv udtaler til Skysports, at han er lykkelig over at være kommet til klubben. ”I have always wanted to play here. The club was in my heart when I was in France. It was one of my favourite clubs” siger han i et interview, og nævner senere tidligere franske Arsenalspillere som Vieira og Henry som idoler fra hans egen ungdomstid.
En spiller med et stort potentiale
Guendouzi har som nævnt mange talenter og udviklingsmuligheder, og viser sig ofte som nøglespiller i Arsenals fremryk på banen. Det er dog klart, at han stadig har meget at lære, for at blive en midtbanespiller i verdensklasse. I weekendens kamp mod West Ham, så vi hvordan Guendouzi til tider mistede overblikket, og ikke helt lykkedes med sine dybe pasninger og skud fra distancen. Franskmanden har det med at være meget flagrende, hvilket betyder, at vi efterlader et stort hul omkring midtbanen, særligt når Emery spiller med 5 i forsvaret. Her efterlades Xhaka til tider alene i omstillingssituationer, der ofte forårsager kontramuligheder for modstanderne, der er ganske unødvendige.
Med det sagt er det klart, at Guendouzi er en mand, der er værd at følge fremover. Hvis han fortsætter sin udvikling, kan han meget vel vise sig at være den helt rigtige satsning for Arsenal.