UD AF WENGERS SKYGGE

Legenden Arséne Wenger har fået en toppost i FIFA. Imens ser Mikel Arteta ud til at have fundet tegningen til sit hold. To danske eksperter roser Artetas kvaliteter som chef i Arsenal – han har skabt et attraktivt hold, der er bedre end længe set.

Da Arsène Wenger i 2018 sluttede sin næsten 22 år lange karriere i Arsenal, var hans fremtid uvis – formentlig også for ham selv.

Den karismatiske franskmand med den intellektuelle udstråling og tilnavnet Le Professeur var uden tvivl respekteret og beundret mange steder i fodboldverdenen – ikke mindst for sine meritter med Arsenal. Men der var ikke umiddelbart udsigt til et nyt job, trods forlydender om interesse fra flere storklubber, deriblandt Bayern München, som Wenger efter sigende var i kontakt med.

Wenger (født den 22. oktober 1949) blev nok sat i forbindelse med forskellige klubber og landshold – ikke mindst i kraft af det kolossale netværk, han har i fodboldens verden – men formentlig havde hans alder noget at sige. Han landede ikke det topjob som cheftræner, som han indiskutabelt havde evnerne og erfaringen til. I en periode var han fodboldekspert i tv-sammenhæng, indtil han i november 2019 fik den stilling, han stadig bestrider.

FIFA, det internationale fodboldforbund, udnævnte ham til direktør for global football development – intet mindre. En nyoprettet stilling, der forekom at passe perfekt til an elder statesman af hans format og erfaringsbaggrund. En ganske enestående position, hvorfra han blev udset til at påvirke fodboldens langsigtede, strategiske udvikling.

Gennem adskillige slutrunder har Arsène Wenger været medlem af de tekniske komitéer, der har analyseret de udviklingsmæssige tendenser i landsholdsfodbolden og har fra disse opgaver et organisatorisk kendskab til såvel FIFA som UEFA, det europæiske fodboldforbund. Overgangen til et fuldtidsarbejde i FIFA i en umiddelbart mere tilbagetrukket, organisatorisk rolle er næppe faldet ham svær.

En del af jobbet er medlemskabet af The International Football Association Board (IFAB), det lovgivende organ i fodboldens verden. Wenger deltager som fodboldteknisk kyndig og kan i denne rolle bidrage med forslag og indstillinger, som IFAB kan tage stilling til, hvis og når the laws of the game revideres.

Mest kendt for sit nuværende arbejde er Arséne Wenger dog blevet, efter at han i efteråret på FIFAs vegne lancerede en kontroversiel idé om, at VM-slutrunden skal afholdes hvert andet år frem for hvert fjerde år, som det har været traditionen, siden FIFA tog initiativet til et verdensmesterskab.

Forslaget om et VM hvert andet år har mødt skarp kritik især i Europa og til dels i Sydamerika, to kontinenter med stærke VM-traditioner og skarpt profilerede klub- og landsholdsturneringer. Kritikerne hævder, at et VM hvert andet år vil udvande værdien af selve verdensmesterskabet, og desuden vil det skabe ravage i både den nationale og internationale fodboldkalender. Derimod er mange lande i de andre verdensdele angiveligt begejstrede ved udsigten til, at VM afvikles hyppigere – formentlig primært ud fra en økonomisk betragtning.

Blandt Wenger’s andre ideer er, at de kontinentale slutrunder – eksempelvis EM – skal afvikles i ulige år. Han begrunder sine forslag med, at en ny struktur stadig vil respektere klubberne med en 80/20 fordeling i klubfodboldens favør i forhold til landsholdene.

Det ser ud til, at Wenger’s store plan kommer til afstemning på FIFAs kongres i maj.

 class=
Foto: Arsenal.com

På rette vej

Er Arsène Wenger end stadig i vælten som en markant fodboldpersonlighed – også uden at være manager – har hans efterfølgere haft det vanskeligt i årene efter hans afsked med Arsenal. Spanieren Unai Emery havde papirerne i orden, da han blev ansat i forsommeren 2018, ikke mindst i kraft af et CV, der talte prominente klubber som Valencia CF, Sevilla FC og Paris Saint-Germain. Med Sevilla opnåede han tre Europa League-triumfer. Men i Arsenal kom han i vanskeligheder, tegningen til et hold kom aldrig, og det endte med en fyring i november 2019.

Efterfølgeren, Emerys landsmand Mikel Arteta, har heller ikke haft det lige let, men han opnåede relativt hurtigt et par triumfer, bl.a. finalesejren i FA Cup’en i 2020. Arteta, som allerede blev betragtet som en kandidat til chefposten i Arsenal inden Emery blev udnævnt, har fået tid til at bygge et hold op. Og det ser ud til at komme klubben til gode nu.

”Jeg har aldrig tvivlet på Mikel Arteta,” siger Frits Ahlstrøm, den tidligere mangeårige mediedirektør i UEFA, som kender spanieren fra de organisatoriske møder, UEFA altid holder i forbindelse med kampe i Champions League. Det var mens Arteta var assistent for Pep Guardiola i Manchester City.

”Det har ikke rokket ved min overbevisning, at Arteta ikke altid har haft resultaterne med sig. Det tager tid at bygge et hold op, men nu viser tegningen sig. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Arsenal er på rette vej. Alene dét at Pep Guardiola i sin tid udpegede ham som sin assistent, fortæller noget om Artetas kvaliteter. Pep kunne have valgt en hvilken som helst anden, men han så evnerne hos Mikel,” siger Ahlstrøm.

Ifølge Frits Ahlstrøm er det en fordel for Mikel Arteta, at han ikke direkte skulle efterfølge Wenger. Forventningspresset ville i så fald have været ekstra tyngende. Det er også en oplagt fordel, at Arteta kender Arsenal indefra – og at klubben kender ham.

”Da han var anfører, var han omgivet af en kolossal respekt, og han har derfor fået længere snor end andre formentlig ville have haft. Arsenal får aldrig de penge til rådighed til at købe spillere for, som Paris Saint-Germain og Manchester City har. Men det behov har Arsenal heller ikke, og de vil næppe heller give køb på de dyder, der kendetegner klubben – at skabe et hold uden at skulle købe spillere for et milliardbeløb,” mener han.

At det har taget tid for Arsenal at komme videre efter Arséne Wenger kommer ikke bag på Ahlstrøm. Også Wenger kender danskeren særdeles godt fra sin tid i UEFA. Han betegner franskmanden som et højt begavet menneske med store faglige og menneskelige kvaliteter – og som én af alle tiders største managers i engelsk fodbold.

”En kapacitet som Wenger efterlader altid et problem, uanset hvad. Det så man også i Manchester United, da Alex Ferguson holdt op. Wenger var overalt i Arsenal. Han trak en rød tråd igennem hele klubben, og alt hvad der foregik på akademiet, var rettet mod førsteholdet. Wenger var stort set altid ude på træningsanlægget for at følge spillerne.”

 class=
Arteta har formået at løfte FA Cup´en ligesom Wenger, men formår han også at gøre franskmanden kunsten efter ved at vinde Premier League? Foto: Arsenal.com

Optimisme – og dog

Også Morten Bruun, ekspertkommentator for Discovery, mener at det ser bedre ud nu for Arsenal end i mange år. Men han tager alligevel sine forbehold.

”Jeg forstår godt optimismen blandt Arsenals tilhængere for tiden. Det er blevet et attraktivt hold, og der er næppe mange af spillerne, som vil være dårligere om to år,” tilkendegiver han.

Også han mener, at det er en fordel for Mikel Arteta, at han ikke skulle efterfølge Wenger umiddelbart efter franskmandens farvel, og at han derfor ikke behøver at blive direkte sammenlignet med ham.

”Jeg synes, man må sige, at Arteta er trådt i karakter. Han er kommet styrket ud af konfrontationen med Pierre-Emerick Aubameyang, som ellers reddede Arsenal gennem flere sæsoner og næsten vandt FA Cup’en helt på egen hånd. Men der var tilsyneladende brug for dét statement, der nogle gange skal til i forhold til en storspiller. Og det har været fantastisk at se, hvordan holdet har reageret oven på den situation,” siger Bruun.

Han mener dog, der endnu er et stort skridt for Arsenal at tage, hvis klubben vil gøre sig forhåbninger om at komme op på samme niveau som Manchester City, Chelsea og Liverpool. ”Det ville jeg også sige for Tottenham og Manchester Uniteds vedkommende. Arsenal er oppe imod giganter. Premier League er blevet mere konkurrencebetonet end for år tilbage, da Manchester United og Arsenal næsten alene kæmpede om titlen hver sæson.”

”Det bliver svært for Arsenal på sigt at komme i top3. Men det gode ved fodbold er jo, at det er et dynamisk spil. Der kan altid ske noget, som forandrer situationen,” siger Morten Bruun.

Indkøbskurv