Arsenal Denmarks formand gennem de seneste 22 år, Thomas Ballegaard, er netop blevet valgt af Arsenals internationale fanklubber som deres repræsentant i Arsenal FC’s nye Advisory Board, der ser dagens lys i oktober.
Det nye Advisory Board er et produkt af den massive fan- og mediekritik, som Arsenal og de øvrige engelske topklubber måtte tage imod, da de sammen med Real Madrid, Barcelona m.fl. forsøgte at lancere deres egen Super League tidligere på året.
Den engelske Premierminister Boris Johnson gik ind i sagen og opfordrede de engelske klubber til at inddrage deres fans i klubbenes øverste ledelse, og som den første klub har Arsenal valgt at efterkomme denne opfordring med det nyetablerede Advisory Board.
I klubbens Advisory Board kommer Thomas bl.a. til at sidde til bords med klubejer Josh Kroenke, CEO Vinai Venkatesham, bestyrelsesmedlem Tim Lewis, Sports Director Edu, og der vil være vigtige emner på agendaen. Transferpolitik, taktisk og holdsammensætning vil ikke være en del af programmet, men i stedet skal gruppen bl.a. diskutere kommunikationsstrategi, kommercielle aspekter, bæredygtighed, og de skal desuden arbejde på at minimere afstanden mellem ejerskab og fanbase.
I konkurrence med mange stærke kandidater fra nær og fjern vandt Thomas Ballegaard valget i overbevisende stil, og udover at høste stemmer fra hovedparten af de europæiske fanklubber, var der også opbakning fra lande som USA, Canada, Rusland, New Zealand, Nigeria, Ghana, Kenya, Brasilien, Vietnam, Libanon, Hong Kong, Egypten og det meste af Mellemøsten.
Opbakningen fra de mange lande er en enorm tillidserklæring til Arsenal Denmarks formand Thomas Ballegaard, men det er desuden en kæmpe cadeau til den danske fanklub for det strukturerede arbejde og den ihærdige indsats, der er blevet lagt år efter år siden grundlæggelsen for 30 år siden. Det har været kraftigt medvirkende til den store opbakning, at Arsenal Denmark i flere henseender har taget ansvar for at samle fanklubberne til en samlet røst, når man ønskede klubben i tale.
Den taleret har Thomas nu vundet hævd på i foreløbigt 3 år, og vi glæder os til at se frugterne af hans flotte arbejde.
Læs mere her (artikel i Tipsbladet) og her (artikel på arsenal.com)
Det er værd at nævne, at Arsenal Denmark i forvejen har bestyrelsesmedlem Peter Høst repræsenteret i Arsenals Fans Forum, hvor han har gjort en stærk figur i de seneste to år. Han har endnu ét år tilbage af sin tid i forummet.