Senere i dag tørner Arsenal sammen med Norwich i den første kamp på Emirates efter coronapausen, men ikke alt vil være, som det plejer. Ingen tilskuer vil være at finde på stadion, og det bliver derfor interessant at se, om man formår at få det bedste ud af de mennesketomme tribuner.
En lidt speciel anekdote fra Arsenal i 90’erne rammer mange år efter ‘spot on’ ind på de scener, der lige nu udspiller sig globalt. Vi skal knap 30 år tilbage, da Arsenal måtte gennemleve en sæson uden et ‘levende’ North Bank, som var blevet skiftet ud med et vægmaleri af klubbens tilhængere.
I takt med at fodboldverdenen forsøger at forfine og optimere oplevelsen af fodboldkampe for tomme stadions, dukker myten om North Bank-muren på det gamle Highbury pludselig op. Og den kan meget vel bruges som en inspirationskilde under denne usædvanlige tid, nu hvor fodbolden skal skydes i gang igen uden tilskuere.
Men på trods af at konceptet var et kreativt indslag, så indikerer det også en advarsel, hvis man skal indføre lignende tiltag i dag.
For tiltaget på Arsenals gamle, ikoniske stadion vidner om, at sportslig succes og en vis portion politisk bevidsthed er afgørende, når der foretages dybe indgreb i fodboldklubbers DNA. I den forbindelse er den bizarre historie om nedrivelsen af den gamle North Bank på Arsenals gamle stadion Highbury et eksempel på, at man havde glemt at tage højde for noget meget vigtigt.
Historien om ‘Arsenal-muren’ er efterhånden derfor blevet lidt af en myte. Hvad der som udgangspunkt skulle være ret ligetil ved murens detaljer, er i dag indhyllet i tåge. Indtil for nyligt har episoden været en klassik fodboldhistorie, der for mange blot har siddet fast i hukommelsen. Men nu er den blevet vækket til live igen.
Fornyet relevans
Eftersom sporten begynder at tage form i en helt ny version med social distancering og social retfærdighed, har den fået en fornyet relevans. Hvad mere er, kan man også drage paralleller mellem dele af North Bank-myten og de seneste ugers hændelser i USA og den store, globale anti-racistiske bevægelse som følge af mordet på George Floyd, hvilket kun gør historien mere relevant at bringe op.
I stort set alle afkroge af verden eksperimenterer hold og ligaer lige nu med at gøre kampe, der afholdes på tomme stadioner, mere indbydende og actionfyldte. Simpelthen et forsøg på at bevare noget af det rennomé og de værdier, som særligt fodboldbranchen, bygger på. Man har for eksempel anvendt møde-teknologien Zoom i Danmark, forskellige videomontager i Tyskland, robottrommeslagere i Taiwan og medbragte dukker på stadion i Sydkorea. I den engelske Premier League er det blevet besluttet at vise ‘live-reaktioner’ fra fans på gigantiske skærme, og at der skal være bannere og flag til at overdække de tomme sæder på stadion. Men selvom dette nok føles som de første, foreløbige skridt ind i en ny og uvelkommen verden, så er det alligevel ikke helt nyt. For otteogtyve år siden havde Arsenal nøjagtigt det samme problem, trods fra en lidt anderledes vinkel.
Historien om vægmaleriet
1992 besluttede man i Arsenal at renovere North Bank på det ikoniske Highbury, da tribunen fra 1935 var forældet. Dette skete som reaktion på Hillsborough-katastrofen, der sendte et stærkt signal om, at mange engelske stadions manglede at blive sikkerhedsmæssigt opdaterede.
Dagen før den engelske sæsonpremiere i sæsonen 1992/1993 og den første kamp nogensinde i Premier League, skulle Arsenals spillere træne på Highbury. Da de ankom og trådte ud på banen, var alt dog ikke, som det plejede at være på deres hjemmebane. Den ene ende af stadionet, North Bank, der traditionelt var hjemstedet for 15.000 af de mest loyale og ‘hard core’ fans, var gemt væk bag et stort, bemærkelsesværdigt vægmaleri. Klubben havde nemlig valgt at rive den gamle tribune med ståpladser ned i løbet af sommerens løb, og en usædvanlig kulisse udgjorde nu den ene bagende af Highbury. Dog var hele North Bank-området også fyldt med kraner og stilladser, hvilket bidrog til lidt af et kaos.
Manden, der stod bag denne idé om vægmaleriet, var Arsenals daværende ‘vice-chairman’, David Dein. Han blev opfattet som en visionær mand i engelske fodboldkredse, særligt fordi han var med til at installere store videoskærme på Highbury, hvilket ikke var set før i engelsk fodbold. Han vidste, at det ville tage omkring et helt år at renovere North Bank. Nu var han derfor ivrig efter at finde en måde, hvorpå man kunne ‘camouflere’ den kaotiske byggeplads på Highbury. Han overlod derfor opgaven til et designstudie tidligere på året, der kunne indfri hans planer.
Derfra tog projektet fart. Man tegnede en skitse, som var omkring en meter lang, hvor man ridsede op, hvordan den nye tribune skulle se ud: en stor sektion med 1500 fans, der var iført Arsenal-trøjer og med tørklæder i vejret. Dein godkendte efterfølgende det illustrerede mønster. Det blev dermed afleveret til en illustrator og malet med akryl, hvorefter det blev scannet, trykt på vinyl og monteret på et stillads. Hele processen tog omkring en måned. Da vægmaleriet stod klar og dermed var blevet en realitet på Highbury, var Dein svært begejstret. Det var Arsenal-fansene dog næppe, da det var sæsonkortholderne, som skulle betale for genopbygningen af den nye North Bank og vægmaleriet. Mellem 1.000 – til 1.500 pund skulle hver enkel sæsonkortholder betale ekstra som engangssum. Dette svarede til at skulle betale et ekstra sæsonkort, hvilket gjorde Dein til en af de mest forhadte mænd i Nordlondon, som ikke bar en hvid Tottenham-trøje.
Ikke modtaget med kyshånd
Under Arsenals sidste, forberedende træning før Premier League-sæsonen skulle skydes i gang, varmede Arsenal-angriberen Kevin Campbell op med sin ven og holdkammerat Ian Wright. ”Han vendte sig mod mig og spurgte, om jeg bemærkede noget ved vægmaleriet,’’ fortalte Wright for nyligt i The New York Times. “Jeg kiggede og sagde til sidst nej. Så sagde han: ‘Der er ingen sorte ansigter.’”
Wright kunne også godt se det besynderlige i, at vægmaleriet på North Bank havde en helt hvid skare.
“Vi var dog ikke spor vrede eller skuffede,” sagde Wright. ”Men det var en god observation, fordi der var mange sorte ansigter i mængden hos Arsenal dengang.”
Netop den morgen var Dein også mødt op på stadion. Da Campbell hilste på ham, benyttede han derfor lejligheden til at trække ham til side og fortælle ham om sin undren over vægmaleriet. Dein udtalte i et interview efterfølgende, at han, efter at have hørt Campbells protester, sagtens kunne se problemet, og at han var forfærdet over den graverende fejl.
Denne del af historien var og er alle stadigvæk i dag enige om. Både Dein og dem, der stod bag ‘designet’ af North Bank-muren erklærede, at det ikke var en bevidst undladelse. I sin originale skitse havde designstudiet blot tegnet en fanskare uden yderligere omtanke – en samling af menneskeformede figurer – men man havde ikke tildelt køn eller etnicitet til nogen af dem. At tegne et et publikum bestående af et hvidt ‘middelklasse-London’ var altså ikke intentionen. Dein har senere hen udtalt, at skulle han påtage sig opgaven for det samme projekt igen, så ville han og resten af ‘teamet’ bag vægmaleriet være meget mere bevidste om behovet for at gøre det færdige produkt mere mangfoldigt og inkluderende.
Tvetydighed og endeløse teorier
Men når det er sagt, så er dette også grænsen for den konsensus, der hersker omkring historien om maleriet på North Bank. Minderne er nemlig uklare, adskillige urbane myter er blevet videreført som fakta, og nyhedsmedier fra dengang beretter ligeledes ikke alle om den samme udvikling af historien og dens efterdønninger.
Men Dein og resten af Arsenal holdt i hvert fald sit løfte til Campbell. På selvsamme aften blev vægmaleriet malet om for at skildre Arsenals forskelligartede fanskare, som i øvrigt altid har været meget kendetegnende for klubben. Og da Norwich City ankom til kampen næste dag, var ændringerne allerede foretaget.
Men der er dog tale om en anden debat, når snakken falder på, hvordan skitseringen af den meget ‘ensartede fanbase’ på det oprindelige vægmaleri kunne ske, og hvem der udførte arbejdet. Dein hævder, at det var hovedarkitekten fra designstudiet, Mike Ibbison, og hans kolleger. Ibbison udtaler derimod, at han ikke husker at være involveret i den store ‘svipser’.
Der er her, hvor hele historien begynder at blive uklar. En avisrapport fra 1992 citerer desuden Ibbison for at antyde, at hans originale skitse indeholdt sorte ansigter, men at farven var gået tabt i trykprocessen.
Yderligere konspirationer gav North Bank mytisk status
Efter at tumulten omkring vægmaleriet allerede var på sit højeste, blev Arsenal ramt af nye anklager. Et rygte handlede blandt andet om en bestemt anke, der gik på, at mængden i publikummet var for mandlig, hvilket angiveligt fik Arsenal til at ændre det igen. Det rygtedes også, at dette senere hen ledte til endnu en ændring, eftersom det blev påpeget, at for mange børn i mængden syntes at være adskilt fra deres forældre.
Der er også blevet snakket om, hvorvidt en Manchester United-fan fremgik blandt mængden af fans. Ibbison er erklæret Arsenal-fan og har benægtet, at han har været en del af nogen ændringer. Dein har hele tiden holdt fast i, at vægmaleriet kun blev ændret én gang.
Måske det er alle de adskillige detaljer og konspirationer, der har givet North Bank-muren en næsten mytisk status. Flere mener i den forbindelse også, at vægmaleriet var forbandet. På grund af den store polemik om vægmaleriet var det oplagt at dyrke den som direkte årsag til flere uheldige episoder. Kort før kampstart i den første kamp mod Norwich var en faldskærmsudspringer tæt på at kollidere med stilladset, da han svævede ned fra luften som en del af åbningsshowet for den kommende Premier League-sæson. Arsenal endte efterfølgende med at tabe kampen mod Norwich 4-2 i en ren fiasko, og sæsonpremieren forløb bestemt ikke som ønsket. Og samtlige mål blev lavet foran den modsatte Clock End-tribune. Dein udtalte efter kampen, at klubbens præstation var så dårlig, at ‘12 personer fra vægmaleriet havde valgt at forlade stadion i protest.’
En skuffende sæson
Det var omsider først i udgangen af september måned i 1992, at Ian Wright blev den første Arsenal-spiller, der fik målnettet til at blafre foran foran vægmaleriet på North Bank. Arsenal spillede alle klubbens hjemmekampe denne sæson foran vægmaleriet på North Bank, og de sluttede desuden på en skuffende 10. plads i Premier League. Der opstod derfor en stor kritik omkring hele konceptet med vægmaleriet på grund af klubbens miserable sæson. Og som nok alle fodboldfans ved, så er der ofte brug for at finde en syndebuk, når succesen udebliver, og resultaternes ikke går ens vej. Så dermed blev Arsenals dårlige sæson vægmaleriets skyld, og tiltaget endte som en fadæse. På den måde kan man sige, at renoveringen af North Bank-tribunen, der i virkeligheden var en løsning på et regulært problem, affødte et langt større problem. Mange Arsenal-supportere havde i hvert fald svært ved at brokke sig over vægmaleriets afgang den næste sæson.
North Bank-murens efterspil
Der er dog også et andet mysterie, der har omgærdet denne mærkværdige historie. For en anden del af historien er, at ingen er helt sikre på, hvad der skete med vægmaleriet, da det blev fjernet og den nye, forbedrede North Bank blev åbnet for fans. Ibbison har udtalt, at han havde hørt snak om, at det blev skåret ud af væggen og derefter solgt som mindesmærker. Men hvis det har været tilfældet, er det sket uden om klubben. Ingen i Arsenal og heller ikke Dein har nemlig nogen erindring om denne hændelse. Et andet rygte lyder på, at den var blevet set på en byggeplads i Cardiff. Ingen har dog bekræftet dette.
En anden sidehistorie tilhører den mere nostalgiske afdeling. Der herskede generelt en stor glorificering og kærlighed til klubbens stemningstribune. Da man i 1992 valgte at fjerne den aldrende tribune, opstod der derfor en markant efterspørgsel på alle murbrokkerne, der blev tilbage i processen. Lidt a la Berlinmuren. Adskillige ‘fodboldæstetikere’ og pilgrimme strømmede til det nordlige London i håbet om, at de kunne få chancen for at eje et stykke kulturarv fra Highburys oprindelige North Bank.
Forlydender siger, at flere lokale i området endda var velforberedte på interessen, eftersom de ‘pakkede’ stykkerne fra North Bank ind, hvorefter de solgte det til de fanatiske fodboldfans.
Kan tilsvarende løsning bruges igen?
Tilbage stod Dein og Ibbison, der trods myterne, konspirationerne og forbandelsen, var ganske tilfredse med North Bank-muren. “Den gjorde sit job,” har Dein senere hen udtalt. De følte begge, at det var værd at prøve, og de fortryder derfor ikke vægmaleriet. Nu sidder de sikkert i dag med stor interesse, nu hvor det – næsten 3 årtier senere – er op til alle fodboldklubber at tackle stort set samme problemstilling, som de gjorde engang.
For nyligt så man en montage med pap-ansigter hos Bundesliga-klubben, Borussia Mönchengladbach. Dette tiltag minder meget om North Bank-muren og bekræfter vel bare, at idéen nok ikke var helt gak, selvom den udløste en masse palaver.
