TIDLIGERE MANAGERS

Arsenal har haft mange forskellige managere siden klubben blev stiftet under ydmyge forhold i 1886. Fælles for disse personer er at de alle har haft en central rolle i klubben og dermed har de også haft indflydelse på klubbens udvikling, uanset om det så er på godt eller ondt.

Nogle af dem har kun været i klubben i kort tid og deres betydning har derfor været minimal, mens andre har sat deres tydelige præg på klubben. Dermed bærer de også en del af æren for den position klubben bestrider i dag.

I begyndelsen var Arsenal en ren amatørklub og så vidt vides har de ikke haft nogen træner eller manager i de første år af klubbens eksistens. Det har i givet fald været på frivillig basis.

Begrebet manager havde heller ikke helt samme betydning dengang, som det har i dag. Managerens rolle var dengang mere administrativ end fodboldmæssig og den korrekte betegnelse var da også secretary-manager.

Selv om klubben i 1893 blev optaget i den nationale 2. division, så var det først i 1897 at man ansatte en lønnet manager i skikkelse af Thomas Mitchell. Flere steder anføres Sam Hollis ganske vist som klubbens første manager, men han var snarere en slags holdleder og kan derfor ikke karakteriseres som en decideret manager.

Arsenals managers vil blive præsenteret fra seneste ansættelse.

Mikel Arteta, 2019 ->

Unai Emery, 2018-2019

Arsene Wenger, 1996-2018

Billede: Arsenal.com

Arsene Who? Sådan lød de engelske avisoverskrifter, da en noget uortodoks, akademisk uddannet og ranglet mand ved navn Arsene Wenger blev træner for Arsenal efter Bruce Riochs afskedigelse. Med store briller og et meget firkantet jakkesæt blev Wenger d. 22 september 1996 Arsenals første ikke-britiske træner, og med en aldrende spillertrup, der kun havde opnået en femteplads i Premier League sæsonen forinden. Med stærke transfers, en ny og mere præstationsorienteret tilgang til diæt og træning samt en offensiv spillefilosofi fik Wenger dog hurtigt sat The Gunnners på kurs mod storhedstider. Hermed satte Wenger ikke alene nye standarder for Arsenal, men hele fodboldverdenen.

I sin bare anden sæson i klubben hentede Wenger ‘The Double’ til Nordlondon, hvilket var klubbens bare anden i historien. Til historien hører det også til, at Wenger formåede at give nyt liv til Arsenal-truppen for ganske beskedne midler. Wenger skulle i mange år frem nemlig gøre det for vane at opdage unge spillere og gøre dem til verdensstjerner, der enten kunne sælges videre til stor fortjeneste eller være med til at hente trofæer til Arsenal. Emanuel Petit, Marc Overmars, Nicolas Anelka, Robert Pires, Freddie Ljungberg, Cesc Fabregas, Emanuel Adebayor, Robin van Persie. Og man kunne blive ved og ved. I sidste ende fik Wenger sammensat en trup, der var så stærk at den formåede at gå igennem en sæson fuldstændig ubesejret. I 49 Premier League-kampe fra maj 2003 til oktober 2004 kunne et modstanderhold aldrig gå sejsrigt fra banen imod Arsenal. Wenger havde skabt “The Invincibles”. Med Wengers holistiske tilgang til fodboldspillet fik franskmanden ikke kun lov til at være med inde over diæt, taktik, transfer og træningsbeslutninger, men var også med til at omdanne Arsenals træningsanlæg London Colney.

Ikke mindst var Wenger en af de bærende kræfter i Arsenals stadionskifte fra Highbury til Emirates Stadium. Wenger skulle dog i forbindelse med stadionprojektet blive mødt med udfordringer, der kunne forekomme endnu sværere end dem, han havde mødt tidligere i sin tid hos Arsenal. Med et stort lån at skulle betale tilbage på grundet bebyggelsen af Emirates Stadium skulle Wenger forsøge at spille med om de sjove pladser i tabellen med et meget stramt transferbudget. Selvom Arsenal siden The Invincibles-sæsonen ikke har vundet Premier League formåede Wenger at styre sit hold i Champions League gang på gang. Først i sæsonen 2016/2017 lykkedes det ikke Arsenal at kvalificere sig til Champions League-gruppespillet. I slutningen af den sæson formåede Arsenal dog at hente sit 13 FA Cup-trofæ, hvilket gør at The Gunners har rekorden for flest vundne FA Cup’s.

Wenger tog efterfølgende en enkelt sæson mere som Arsenal-træner, inden han den 20 april 2018 annoncerede, at han ville stoppe som træner i Arsenal med udgangen af 2017-2018-sæsonen. Arsenal vandt 1-0 på udebane mod Huddersfield i Wengers sidste kamp som Arsenal-træner. Endda mod klubben, hvor en anden legendarisk Arsenal-træner Herbert Chapman fik skabt sig et navn som stor fodboldtræner. En passende afsked til Arsenals mest vindende og længst siddende træner.

Bruce Rioch, 1995-1996

George Graham, 1986-1995

Don Howe, 1983-1986

Terry Neill, 1976-1983

Bertie Mee, 1966-1976

Billy Wright, 1962-1966

George Swindin, 1958-1962

Jack Crayston, 1956-1958

Tom Whittaker, 1947-1956

George Allison, 1934-1947

Herbert Chapman, 1925-1934

Leslie Knighton, 1919-1925

George Morrell, 1908-1915

Billede: Arsenal.com

Som afløser for Phil Kelso ansatte man endnu en skotte, George Morrell. Han blev hentet i Morton, hvor han nærmest ene mand havde reddet dem ud af et håbløst økonomisk morads og op i den skotske 1. division.

Arsenal havde heller ikke nogle penge, så han lignede umiddelbart den rette mand til opgaven, hvilket da også viste sig at holde stik. I sin første sæson i klubben var han nødsaget til at sælge seks af holdets bedste spillere for at holde fallitten fra døren.

De fleste andre klubber ville ikke have været i stand til at klare sig efter sådan et udsalg, men Arsenal har tilsyneladende altid været bedst med ryggen mod muren. Det blev således til en 6. plads, hvilket på daværende tidspunkt var klubbens bedste placering nogensinde!

Succesen var dog midlertidig og i efterfølgende sæson endte klubben på en 18. plads, hvilket kun lige var nok til at undgå nedrykning. De to efterfølgende sæsonen blev det lidt bedre med to 10. pladser, men i sæsonen 1912-13 kom katastrofen: Arsenal sluttede sidst og rykkede ned!

Morrell havde forsøgt at tiltrække flere tilskuere ved bl.a. at købe stjerner som Leigh Rose og Alf Common. Sidstnævnte var blevet berømt for at være den første £1000 spiller i England. Det skete, da Middlesbrough i 1905 købte ham fra Sunderland. Denne taktik mislykkedes imidlertid og da nedrykningen var en realitet måtte klubben sælge både Common og holdets anden stjerne, Andy Ducat.

I et forsøg på at få flere tilskuere valgte man at flytte fra Woolwich i det sydlige London til Nordlondon og Highbury. Det blev dog ikke til oprykning i de kommende to sæsoner for Arsenal. I sæsonen 1913-14 blev det til en 3. plads og i sæsonen 1914-15 blev det til en 5. plads.

De efterfølgende sæsoner lå turneringsfodbolden stille i England på grund af 1. verdenskrig og Arsenal måtte ligesom alle andre klubber midlertidigt lukke ned. Således stod Morrell uden job og han fik ikke sit job tilbage, da krigen var overstået og fodbolden blev genoptaget.

Det vil altid hænge på ham, at han er den eneste manager, der er rykket ned med klubben, men George Morrell havde håbløse arbejdsvilkår. Den altid betændte økonomi gjorde livet evigt surt, og det vidste ledelsen godt, ellers havde han næppe haft jobbet i syv år.

Phil Kelso, 1904-1908

Billede: Arsenal.com

Der skulle findes en afløser for Harry Bradshaw og valget faldt på Phil Kelso. Kelso var skotte og meget respekteret i højlandet, hvor han i årevis havde arbejdet for Hibernian.

Kelsos første mål var at konsolidere Arsenal som 1. divisionshold. Det var vanskeligere at score mål i 1. division end det havde været i 2. division, så Kelso hentede hele 5 nye angribere til klubben i løbet af sin første sæson. En af dem, Charles Sattorthwaite, fik æren af at score det første 1. divisionsmål for Arsenal. Han nåede desuden at spille en test-landskamp for England.

Klubben opnåede i sin debutsæson i 1. division en tilfredsstillende 10. plads. Man startede med et 0-3 nederlag ude mod Newcastle og sluttede af med en 2-1 sejr hjemme over Everton. 1. division bestod dengang af 18 hold, så en placering omkring midten var ikke at kimse af.

Næste sæson, 1905-06, var endnu bedre. Godt nok endte det med en 12. plads, men Arsenal nåede til semifinalen i FA Cup’en, hvor man dog tabte 0-2 til Newcastle. Men det vigtigste var at man var ved at bide sig fast i den bedste række og det gik endda endnu bedre i 1906-07, hvor det blev til en 7. plads i ligaen og endnu en gang nåede man semifinalen i FA Cup’en. Her blev det til et nederlag på 1-3 mod Sheffield Wednesday.

Phil Kelso havde vist sig som den rette mand til at afløse den succesfulde Harry Bradshaw, men det gik imidlertid ned ad bakke i den efterfølgende sæson. Man tabte 1-4 til Hull allerede i 1. pokalrunde, og resultaterne i ligaen var heller ikke prangende. 1. division var blevet udvidet til 20 hold, men alligevel opnåede Arsenal kun en beskeden 14. plads.

Tilskuerne begyndte igen at svigte og en dårlig økonomi truede atter klubben. Kelso syntes ikke at have den samme rygrad i modvind som forgængeren, og da sæsonen var slut, vendte han tilbage til Skotland for at drive et hotel.

Pudsigt nok overtog han et år senere managersædet i Fulham efter Harry Bradshaw, som han havde afløst i Arsenal 5 år tidligere. Kelso forblev på Craven Cottage indtil 1924, hvorefter han købte en pub, som han drev indtil sin død i 1935, 64 år gammel.

Harry Bradshaw, 1899-1904

Billede: Arsenal.com

Harry Bradshaw blev den første rigtigt succesrige manager i Arsenals historie. Han kom til klubben fra Burnley og overtog et hold i opløsning. De bedste spillere var blevet solgt, men klubben var stadig truet af fallit. Det var således ikke muligt at købe nye spillere og Bradshaw måtte derfor finde lokale talenter, hvilket i høj grad lykkedes for ham.

Det blev til en pæn 8. plads i den første sæson under Bradshaw og året efter blev denne placering forbedret en smule med en 7. plads. I sæsonen 1901-02 blev det til klubbens hidtidigt bedste placering som nr. 4 i 2. division.

Tilskuerinteressen var så småt begyndt at stige, hvilket var afgørende da de dengang var klubbernes eneste indtægtskilde. Det betød at Bradshaw kunne investere i nye spillere til holdet. Han hentede bl.a. Rod McEachrane, der i de følgende 13 år skulle blive en vigtig brik på et fremstormende Arsenal-hold.

Arsenal blev nr. 3 i sæsonen 1902-03, hvilket ikke resulterede i oprykning dengang, men året efter blev det til en 2. plads og det var nok til at sikre en plads i det forjættede land, 1. division.

På kun 5 år havde Harry Bradshaw forandret klubben og skabt et fremragende hold. Det var derfor et kæmpechok, da han bekendtgjorde at Fulham ville blive hans næste arbejdsplads. Rent fodboldmæssigt var Fulham intet værd, men de havde pengepungen i orden og det fristede Bradshaw.

Endvidere tog han begge sine sønner, William og Joseph, der også spillede i Arsenal, med sig til Craven Cottage. Arsenal stod således foran sin debut i 1. division, men uden den mand der havde ført dem derop.

George Elcoat, 1898-1899

Thomas Mitchell blev afløst på posten af George Elcoat, men det blev også kun til en enkelt sæson i managersædet for hans vedkommende. Han markerede sig mest ved sin forkærlighed for skotter og således var der på et tidspunkt intet mindre end 8 skotter på holdet. Kun en enkelt af dem, John Dick, forblev i klubben i længere tid og en overgang var han endda anfører for holdet.

Thomas B. Mitchell, 1897-1898

Billede: Arsenal.com

Arsenals første manager er også den, man ved mindst om. Han blev hentet i Blackburn og førte klubben fra en 10. til en 5. plads i den daværende 2. division. Han hentede 7 nye spillere til klubben, dog uden den helt store succes.

Mitchell gjorde det egentligt udmærket, men tilskuerne svigtede holdet og klubbens økonomi var dårlig. Dette menes at være hovedårsagen til at han forlod klubben efter kun én sæson på posten.

I 1898 var 2. division blevet udvidet fra 16 til 18 hold og på den baggrund var en 7. plads stort set status quo i forhold til den foregående sæson. Tilskuerne svigtede imidlertid stadig klubben, som var på fallittens rand. Elcoat så således ikke nogen fremtid i klubben og opsagde sin stilling.

 

{"cart_token":"","hash":"","cart_data":""}