TID TIL NYE SPILLERE PÅ BACK-POSITIONEN?

Overlap, præcise indlæg og inderlap for at indgå i kombinationsspillet samt en sprint retur, hvis bolden bliver tabt. Back-positionen er en af de mest krævende i moderne fodbold, og der forventes gradvist mere og mere af spillerne på positionen, som nu også skal være taktisk kløgtige, initiativrige og dygtige på bolden. I denne artikel dykker vi ned i Mikel Artetas krav til backen i spanierens spillestil, kigger på den aktuelle back-situation i Arsenal og hvad der kan gøres på positionen i sommerens transfervindue.

 class=

Fodboldens taktiske udvikling er konstant. De senere år har managers som Marcelo Bielsa, Chris Wilder, og Pep Guardiola bragt taktiske innovationer ind i spillet. Bielsa bruger positionsfluiditet i højere grad end nogen anden manager, hvor hans Leeds-spillere kan dække nærmest alle positioner. Wilder bragte idéen om overlappende centerbacks ind i Premier League sidste sæson, hvilket var med til at give Sheffield United en niendeplads i deres oprykningssæson. Og Guardiola har gjort rollen ”inverted fullback” yderst populær i europæisk topfodbold. Først i Bayern München og nu med stor succes i Manchester City.

Inverted fullbacks beskriver en back, der i stedet for at holde bredden i banen, søger ind mod midten for at give støtte på den centrale midtbane. Denne taktiske rolle har også fundet vej til Mikel Artetas Arsenal. Især på højre back har han benyttet Hector Bellerin og senest Calum Chambers i denne rolle, med størst succes for englænderen. I den anden side bruger Arteta en mere klassisk wingback, hvor Kieran Tierney skal holde bredden og overlappe kantspilleren. Det betyder dog ikke, at Chambers aldrig overlapper eller Tierney aldrig søger ind mod midten. Faktisk nærmere tværtimod. På den måde er Artetas formationer stadig flydende, selvom den grundlæggende struktur er meget fast.

 class=

Højre back

Arsenal har haft store udfordringer på højre back, siden Hector Bellerin kom tilbage fra sin knæskade. Den spanske vicekaptajn har manglet sin nu mytiske fart, hvilket kan forklare hvorfor Arteta har prøvet ham af som inverted fullback i stedet. Den seneste måned er det dog blev klart, at Calum Chambers er managerens foretrukne højre back. Englænderen er fysisk større og stærkere, og da han tidligere har spillet defensiv midtbane for Fulham, virker det ideelt at bruge ham som inverted fullback.

Arteta vil meget gerne have sine kanter isoleret i én mod én dueller med modstanderens backs. Derfor beder han højre kanten – oftest Bukayo Saka – om at trække ud mod sidelinjen. Når Chambers støder med frem, indvendigt i stedet for udvendigt, bliver modstanderen nødt til at vælge mellem at følge ham eller lade ham løbe. Følger modstanderen med Chambers, bliver Saka isoleret med backen og kan på den måde nemmere udfordre. Lader modstanderen Chambers gå, vil han kunne skabe et overtal med plads centralt i banen.

Arsenals højre back søger ofte et inderlap fremfor et overlap, men det sker da, at Chambers eller Bellerin ender på ydersiden af højre kanten. Derfra er det vigtigt, at de kan slå et godt indlæg. Her har englænderen igen haft mere succes end spanieren. Chambers havde en fod med i begge West Hams selvmål, da Arsenal spillede 3-3 på London Stadium i slutningen af marts. Og højre side af banen virker mere farlig med englænderen på banen.

I det opbyggende spil trækker Arsenals højre back helt ud til sidelinjen. Han placerer sig nærmest med ryggen til sidelinjen, således at han har de bedste afleveringsvinkler ind i banen, det være sig tilbage mod centerbacken, ind mod centrum af banen til midtbanen eller op langs sidelinjen til kantspilleren.  Defensivt følger højre back som regel med modstanderens kantspiller. Arsenal aktive presspil gør dog, at backen nogle gange står meget højt og tæt på modspilleren. Faktisk er det ofte den højre centerback, der skal dække af for kantspilleren og lange bolde langs sidelinjen, imens backen deltager aktivt i presspillet både smalt og bredt i banen.

Venstre back

På den anden side af banen er udfordringen en anden, nemlig at Arsenal kun har én reel venstre back i førsteholdstruppen. Kieran Tierney løfter hele læsset alene, og det endte med at koste, da skotten måtte udgå med en skade mod Liverpool i starten af april. Granit Xhaka og Cedric Soares har vikarieret, men der skal ikke en ekspert til for at se forskellen på Arsenals venstre side, når Tierney spiller kontra de to andre.

Arteta kunne sikkert godt have lyst til at bruge en inverted fullback i venstre side også, men Tierneys kvaliteter egner sig bedre til en klassisk wingback. Skotten har en god fart, og har venstrefoden skruet rigtigt godt på, når han svinger benet for et indlæg. Han virker tilmed utrættelig, som han stormer op og ned ad banens venstre side. Tierneys overlap er med til at skabe forvirring og eventuelt markeringsrotation hos modstanderen, hvilket kan frigive plads til kantspilleren, der kan trække ind i banen eller sende backen dybt mod baglinjen.

I opspillet har Arsenal venstre back den sammen taktiske rolle i siderummet, som højre back. Stå bredt, så der kan distribueres bolde til flere forskellige medspillere. Defensivt ligner Tierneys rolle også meget den som Chambers har i modsatte side. Aktiv deltagelse i presspillet, hvilket overlader venstre center back til at jagte lange bolde i dybden. Når Arsenal kommer ned og stå i deres low block, vil venstre back have til opgave at kontrollere modstanderens kantspiller.

 class=

Sommerforstærkninger

Mikel Arteta og teknisk direktør Edu Gaspar kan ikke undgå at skulle adressere begge backs i sommerens transfervindue. I højre side er der vedholdene rygter om, at Hector Bellerin til sommer er klar til en ny udfordring med blandt andre Paris Saint-Germain som mulig køber. Cedric Soares’ er klart bag Calum Chambers, og sidstnævnte er en fin breddespiller, men på et hold, der gerne vil spille Champions League og kæmpe med om det engelske mesterskab, er han næppe en startende højre back.

På venstre back er der akut brug for et alternativ til Kieran Tierney. Skotten har desværre en skummel skadeshistorik, så han skal kunne aflastes i ny og næ. Spørgsmålet er, hvordan Arteta vil bygge sit back-korps op. Lige nu har han en klassisk wingback i venstre side og en inverted fullback i højre side. Kunne spanieren måske finde på at hente en inverted fullback til venstre side og en klassisk wingback til højre side? Det kunne give Arsenal og Arteta en unik fleksibilitet til at sætte holdet op på mange forskellige måder.

Max Aarons (Norwich)

Et af Englands største backtalenter. Aarons har været hos Norwich siden 2016 og spillede næsten alle 38 kampe i Premier League 2019/2020. Han er en klassisk wingback med god fart i stængerne, men derudover er han klog, både med og uden bolden. Englænderen holder sig oftest til sidelinjen og søger overlaps og muligheden for at slå indlæg. Arsenal har efter sigende holdt øje med ham siden Norwich rykkede ned, og han skulle være højt på sommerens ønskeliste.

Emerson Royal (Real Betis)

Fast mand i Real Betis, der denne sæson ligger nummer seks i La Liga, en kæmpe forbedring fra sidste sæsons femtendeplads. Emerson opererer også som en klassisk wingback, men han har kvaliteterne til at spille som en inverted fullback. Brasilianerens transferstatus er dog lidt indviklet, da Betis og Barcelona ejer 50% af spilleren hver. Barcelona har til sommer muligheden for at købe ham tilbage, og dermed få fuldt ejerskab igen. Emerson skulle ifølge Fabrizio Romano være løsningen, hvis ikke Aarons er tilgængelig.

Ryan Bertrand (Southampton)

Ikke det mest sexede navn, men ikke desto mindre en solid spiller med masser af Premier League erfaring. Bertrand har kontraktudløb til sommer, og selvom han er i forhandling med Southampton om en forlængelse, er det ikke utænkeligt, at Arsenal kan få en back-up til Kieran Tierney ganske gratis. Bertrand er en klassisk fullback, der holder sig langs sidelinjen og slår indlæg fra siderummet. Nizaar Kinsella fra Goal rapporterede for nyligt, at Arsenal var blandt de hold, der er interesseret i Bertrands arbejdkraft.

Marc Cucurella (Getafe) Endnu en spiller med Barcelona-rødder. Cucurella har dækket det meste af venstresiden for Getafe i denne sæson. Han er offensiv af natur, og spiller primært venstre midt for den spanske hovedstadsklub. Derfor har han også gode evner på bolde, hvorfor han godt kunne operere som en inverted fullback for Arsenal. Ellers vil han også sagtens kunne varetage den klassiske wingback rolle.

Den endelige vurdering

Det må være forventeligt, at der kommer til at ske aktivitet omkring back-positionen i det kommende transfervindue. Der er vedvarende rygter om, at Hector Bellerin ønsker en ny udfordring i sin karriere, hvilket virker som en god løsning for begge parter. Spanieren har haft svært ved at finde formen efter sin knæskade, mens interessen og markedet omkring vice-kaptajnen virker til at være til stede.

En af de vigtigste spillere for Arsenal, Kieran Tierney, er samtidig en akilleshæl, da en skade satte stopper for holdets momentum. Her skal der findes en holdbar back-up, som kan vikariere, når skotten har brug for en pause.

Indkøbskurv