TI ÅR – TI IKONISKE JUBELSCENER – DEL 1

Et af de mest oprigtige og sindsrivende momenter ved fodbold er jublen i forbindelse med scoringer. Bag fladskærmen, på pubben elller på stadion. Blandt fans og spillere. Vi har håndplukket ti af de bedste Arsenal-jubelscener fra de sidste ti år. Her præsenteres de første fem.

Andrei Arshavin: Arsenal v FC Barcelona 2011

Nok en af de allerstørste aftener i Emirates-æraen. Det absolutte højdepunkt på aftenen  var, da Cesc Fabregas i det 83. minut fik spillet Samir Nasri fri bag om FC Barcelonas-bagkæde. Franskmanden var pludselig næsten af alene med Barca-målmanden Valdes, men valgte i stedet for selv at skyde på mål at aflevere på tværs til en galoperende Andrei Arshavin. Den indskiftede russer havde ikke brug for nogen betænkningstid og sparkede resolut første gang til bolden og sendte bolden ind bag Valdes. Arsenal førte pludselig 2-1 mod et af de bedste hold, fodboldverdenen har været vidner til i nyere tid, og Arshavin havde i den grad gjort sig forberedt til lejligheden. Efter at russeren havde scoret det ikoniske føringsmål hev han sin Arsenal-trøje op over hovedet på sig selv for at vise en trøje inde under. Det viste sig at Arshavin på denne hvide undertrøje intet mindre havde et billede af sig selv på. Intet mindre end en ikonisk jubelscene, der ikke blev mindre ikonisk af at Bendtner tog del i løjerne. Arshavin var i øvrigt ved at begå et straffespark dybt inde i overtiden i den kamp, hvilket dog er en detalje Arsenal-fans lykkeligt har glemt.

 class=

Pierre-Emerick Aubameyang: Arsenal v Rennes 2019

Allerede i sin tid i Borussia Dortmund var Pierre-Emerick Aubameyang blevet berygtet for sine akrobatiske og opfindsomme jubelscener. Gaboneseren har da også været god til at kæle for fansene på Emirates Stadium med sine mange forskellige jubelscener, hvor måske den mest mindeværdige kom en torsdag aften i midten af marts-måned i 2019. Arsenal skulle forsøge at vende et truende exit mod franske Rennes ved at hente en sejr på to mål eller mere. Arsenal nåede at score tre, blandt andet på baggrund af to Aubameyang-scoringer. I forbindelse med Aubameyangs sidste scoring løb gaboneseren bag om målet for at tage en beklædningsgenstand frem fra en pose. Det viste sig at være en Black Panther-maske, hvilket skulle være en hyldest til filmen, der kørte i biograferne på daværende tidspunkt. Aubameyang er Marvel-tegneseriefigurer, og Black Panther-jubelscenen fulgte op på hans tidligere jubelscener i Dortmund med Batman – og Spiderman-masker.

Da Black Panther-skuespilleren Chadwick Boseman d. 28 august 2020 tragisk gik bort, var Aubameyang igen klar med en jubelscene til ære for Boseman og Black Panther. Samme dag spillede Arsenal nemlig mod Liverpool i Community Shield-opgøret, hvor Aubameyang fik scoret et flot mål til 1-0, som blev fejret ved at forme et kryds med sine arme ligesom i filmen.

 class=

Danny Welbeck: Arsenal v Leicester 2016

Endnu et ikonisk øjeblik i flere henseender. Arsenal tog imod deres titelrivaler fra Leicester City, der før denne kamp var fem point foran Arsenal i Premier League-tabellen. Arsenal var kommet bagud før pausen på et tvivlsomt straffespark, men kom på omgangshøjde efter et Theo Walcott-mål og et rødt kort til Leicesters Danny Simpson. Arsenal bombarderede Leicesters-felt i hele anden halvleg, men kunne ikke få bolden sendt ind bag Kasper Schmeichel. Arsene Wenger havde sendt alle sine offensive kort på banen, blandt andet Danny Welbeck som fik comeback for Arsenal efter næsten et år ude på sidelinjen. Og hvem andre end Danny Welbeck skulle sørge for at Arsenal kom på 2-1, hvilket fik vilde jubelscener til at bryde ud blandt tilskuere og spillere. Danny Welbeck kunne knap være i sin egen krop og hoppede ind i tilskuerrækkerne i ’The North Bank’ og flere andre Arsenal-spillere tog del i den fælles ekstase med fansene. Arsenal skulle som bekendt i den sæson ikke hale yderligere ind på Leicester, der sensationelt vandt mesterskabet, men jubelscenerne fra denne tidlige søndag vil stadig blive husket blandt Arsenal-fans for de vilde jubelscener.

 class=

Gabriel Martinelli: Chelsea v Arsenal 2020

Der er øjeblikke i fodbold, der kan gå så hurtigt, at man som beskuer ikke når at få med, hvad der foregår og så er der øjeblikke, hvor tiden ganske enkelt bare står stille. Begge øjeblikke udspillede sig inden for 20 sekunder på Stamford Bridge en onsdag aften i januar 2020, da Gabriel Martinelli fik stemplet sig ind i alle Arsenal-fans hjerter. Med en mand og et mål bagud mod Chelsea på Stamford Bridge skulle der ske noget  ud af ingenting, hvis Arsenal skulle gøre sig forhåbninger om at komme tilbage mod deres blåklædte rivaler. Og netop ud af ingenting løb Arsenals brasilianske stjernefrø fra alt og alle fra kanten af eget målfelt indtil han efter et determineret løb fik sendt bolden ind til 1-1. Kølig som angriberen er, blev jubelscenen fejret fuldstændig roligt med korslagte arme foran Arsenal-udebanefans. Martinelli fik tiden til at gå i stå for et kort, men magisk øjeblik og satte samtidig en tyk streg under sit kæmpe talent.

 class=

Olivier Giroud: Bournemouth v Arsenal 2017

At jubelscener til tider kan virke maplacerede er dette øjeblik et godt eksempel på. Arsenal var som bekendt bagud med 3-0 ude mod upåagtede Bournemouth, men endte med at få vendt kampen til 3-3. Franske Olivier Giroud noterede sig for det vigtige 3-3-mål og valgte at fejre scoringen ved at lave en imitation af sit skorpionsspark, som han få dage forinden havde lavet mod Crystal Palace nytårsdag 2017. Giroud virkede til at more sig med de medrejsende Arsenal-fans, mens flere af hans holdkammerater ikke så nogen grund til, at franskmanden jublede så ekspressivt. Ledt an af Alexis Sanchez ville flere Arsenal-spillere hurtigt have sat gang i spillet igen for at jagte en sejrsscoring i slutminutterne. Denne scoring kom dog aldrig, og en tydeligt frustreret Alexis Sanchez stjal overskrifterne efter kampen med sine gestikulationer ved slutfløjtet, selvom Giroud gjorde sit med sin akrobatiske jubelscene.

 class=
Indkøbskurv