TILBAGEBLIK FRA GUNACTION 2 2019: Det siges, at man aldrig skal møde sine helte. Der var dog over 300 mennesker, som var samlet i Michael Laudrup-loungen på Brøndby Stadion en stille lørdag i september 2019, da Tony Adams slog sine folder på dansk jord. Besøget fra præsidenten var en dag, som alle de tilrejsende Arsenal-fans sent vil glemme. GunAction bringer her en stemningsrapport fra en dag, hvor mange drømme gik i opfyldelse.
Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Tony Adams er en af de allerstørste spillere i klubbens historie. Selvom ordet ‘legende’ bliver kastet om sig og brugt i flæng i disse tider, så er der få, som uomtvisteligt kan påtage sig denne fine titel. “Mr. Arsenal” må siges, at falde i denne kategori, og det kunne meget tydeligt mærkes på deltagerne ved dette års generalforsamling. Alene antallet af deltagere vidnede om, at dette var en dag, som man ikke ville misse.
Da det var ved at være tid til Adams’ oplæg var det som om, at hele salen blev stille. Skærmene rundt omkring i det fine lokale viste en kompilation af de største øjeblikke i kaptajnens karriere. Det tordnende hovedstød imod Sp*rs fra FA Cup semifinalen i 1993. Målet til 4-0 imod Everton i 1998, som denne skribent mener er definitionen på et ‘tørt hug’ – “That sums it all up…”
… “Ladies and Gentlemen, Tony Adams!”. Salen gik amok. Der stod han i egen høje person; kompromisløs anfører igennem tre årtier, mytisk lederfigur og Arsenal-mand helt ind til benet. “One Tony Adams” kom det fra sektioner af publikum, andre stod bare og måbede. En tåre hist og her. Der var dog én ting, som vist kom bag på langt de fleste i salen – han var nærmest ligeså glad for at se os, som vi var for ham. Han tog ydmygt imod den stående applaus og smilte fra øre til øre. Iklædt et bordeauxrødt fløjlsjakkesæt med en lyserød skjorte indenunder strakte han sine arme ud til siden og skød brystet frem – ikonisk.
Han besidder en helt særlig kvalitet, som helt sikkert har hjulpet ham i hans virke. Når han siger noget, så lytter man efter og man tror på ham. Sådan er det bare. Derfor blev hans taknemmelighed og varme også dét mere værdsat og stemningen i lokalet var fyldt til randen med kærlighed og respekt. Det blev hurtigt meget tydeligt, at Adams’ ikke ville tilgå denne opgave, som en lektor ville tilgå en forelæsning eller en foredragsholder ville tilgå sit publikum. Han stod i virkelighed bare og talte om gamle dage med sine 350 venner over en kop kaffe. Det var virkelig sådan, det føltes. Han inviterede os indenfor i hans dage som helt ung akademispiller, hvor han delte nogle af de oplevelser, som gjorde ham til den fodboldspiller han var. Han fortalte om sin landsholdsdebut, hvor han spillede ved siden af Terry Butcher på Bernabéu og Bobby Robson konsekvent kaldte ham ‘Paul’. Han fortalte om de managers han havde arbejdet med, hvad der gjorde “The Famous Back Four” så god og om sæsonen 1990/1991, hvor Arsenal var ét nederlag fra at gå ubesejret igennem sæsonen. Det eneste nederlag kom en dag, hvor Adams sad i fængsel.
Noget som absolut er værd at nævne er også den menneskelighed, som Adams kom med. Han var ikke bare kommet for, at minde alle om hvor sej han er, hvilket han sagtens kunne have gjort, men han fortalte også åbent om nedturene, om hans egen sårbarhed og hvad der bragte ham tilbage på rette spor. Især fortællingen om Arsene Wengers rolle i hans kamp for at blive ædru var indsigtsfuld og interessant. Wenger familie ejer et værtshus i Strasbourg og dermed havde han set, hvad alkoholisme gør ved mennesker.
Selvfølgelig blev der lavet god plads til alle succeshistorierne og de sejre, som vi alle sammen husker, men balancen imellem det sure og søde gjorde blot fortællingerne endnu mere spændende og publikum endnu mere optagede af situationen.
Efter godt og vel to timer med røverhistorier var det efterhånden tid til de andre ting på programmet. Alligevel sad man med en fornemmelse af, at tiden var gået voldsomt hurtigt og at han sagtens kunne have brugt mere tid på at tale om andre ting. Alle gode ting skal dog komme til en ende og dette ligeså. Endnu et stående bifald senere tog præsidenten plads nede hos bestyrelsesmedlemmerne. Senere på dagen blev det tid til, at medlemmerne kunne få et billede og en krusedulle med englænderen. Hvis ikke man mente, at han havde vist karakter og klasse før det, så var der i hvert fald ingen tvivl nu. Hvad der føltes som samtlige af generalforsamlingens deltager formede pænt en kø på tværs af loungen og i de næste par timer stod Adams tålmodigt og opmærksomt og modtog alle fans med et smil, et håndtryk og en venlig mine.
Præsidenten proklamerede endda efterfølgende på sin Instagram, at Arsenal Denmark er “the BEST Arsenal supporters fan club in the world”.
Det siges, at man aldrig skal møde sine helte. En af grundende til dette ordsprogs popularitet er, at når man gør det, så står der lige pludselig et menneske foran dig – et menneske som alle os andre. Men når ens helt har så meget karisma, varme og humor, så er det svært ikke at føle sig utroligt heldig og taknemmelig.
