Mens Arsenal-spillerne er stjernerne i første og anden halvleg, er Arsenal-fansene de store profiler i op og – nedtakt til kampene i pubsene omkring Emirates Stadium. Vi tog forbi en af de mest berømte stamsteder for Arsenal-fans, ‘The Tollington Pub’, for at blive klogere på fællesskabet rundt omkring klubben.
Vi har arrangeret et interview med barejer Martin Whelan på The Tollington Pub. En mand, hvis hjerte brændte for Arsenal, hvilket havde sat sine tydelige spor på selve pubben. På vej til pubben går vi forbi Emirates Stadium og blot få hundrede meter længere henne af vejen lå den så. The Tollington Pub. Vi går ind ad døren og præsenter os som ”writers for Arsenal Denmark”, hvorefter Martin nærmest afbrød os: ”Denmark! How is Lord Nicklas Bendtner?”. Vi finder efterfølgende et bord og sætter os ned med Martin for at blive lidt klogere på historien bag hans pub.
Trofast sæsonkortholder
Det bliver hurtigt ret klart for os, at vi taler med en mand med en helt særlig passion for en fodboldklub. Ikke mindst, fordi han har haft sæsonkort til Emirates Stadium i 32 sæsoner i træk. Han fortæller, at han åbnede pubben to uger før netop Emirates Stadium blev indviet. Pubben var derfor klar til Dennis Bergkamps testimonialkamp på det nyopførte stadion i sommeren 2006.
”Jeg har været sæsonkortholder I 32 år. Før I blev født”, griner Martin og tilføjer:
“Vi bestemte os for at bygge denne her pub, da Emirates Stadium blev bygget. Det var i november 2005, hvor vi begyndte arbejdet. Vi fik pubben åbnet to uger før Emirates Stadium. Jeg kan huske det var I juli 2006 I forbindelse med Dennis Bergkamps testimonialkamp”
I 2011 valgte Martin dog at udbygge pubben, så den blev dobbelt så stor som før. Det tog 13 uger at udvide pubben til dobbeltstørrelse, og siden er der ikke bygget yderligere på pubben, men den kan også allerede rumme et hav af forventningsfulde Arsenal-fans inden hver eneste kamp.
Statue af Martin for bedste pub i England
Når man træder ind af Tollington Pub vil man se en statue af pubejer Martin Whelan i det ene hjørne af pubben. Og det er der en helt særlig grund til. The Tollington Pub var nemlig blevet kåret til Englands bedste sportspub i 2017. Noget som Martin naturligvis er meget stolt og beæret over, men alligevel hader han statuen af sig selv, sagt med et glimt i øjet.
“BT Sports (tv-kanal, red.) havde folk ude at kigge på alle sportspubber i England, og vi blev kåret til den bedste sportspub i England. Derfor lavede de en bronzestatue af mig, men jeg hader den. Alle andre elsker den, men jeg hader den. Hvem vil se på mit grimme ansigt? De fleste mennesker tror jeg er død. Du ved, `Se, der er en statue af en meget kendt mand`. Men jeg er i den grad stadig i live. Vi bliver nødt til at bytte den ud med en statue af Arsené Wenger”
2500 tørstige gæster på kampdage
Arsenal Football Club er naturligvis grunden til at pubben overhovedet kan eksistere, fordi som Martin siger ”Uden Arsenal ville denne her pub ikke eksistere”. Og på en helt normal kampdag, anslår han, at der kommer omkring 2500 gæster fordelt hen over dagen. Både før og efter kampen.
“Vi får mellem 2000-2500 gæster gennem baren på en kampdag. Nogle kommer ind for at drikke to øl, og så kommer de tilbage igen senere og får et par øl mere. Andre kommer før kampen, hvor de drikker et par øl, og så kommer de tilbage igen efter kampen”
Og hvis den enkelte gæst i gennemsnit drikker omkring de fire fadøl pr. mand, så hober det sig hurtigt op i omkring 10.000 solgte fadøl på en kampdag på The Tollington Pub, hvilket stemningen og lydkulissen i pubben også afslører.
” A captain should lead from the back”
Foruden pubben, er Martin først og fremmest en stor Arsenal-fan. Og spørger man Martin, hvem der er hans all-time favorit spiller i Arsenal, så er svaret klart:
”Før i tiden ville det være Tony Adams”
I modsætningen til Arsenals anførere de seneste år, hvor de to angribere Pierre-Emerick Aubameyang og Alexandre Lacazette har haft anførerbindet, så var Tony Adams en af de anførere i Arsenal, der førte an fra bagkæden. Diskussionen om, hvor på banen anføreren bør være havde Martin nogle stærke holdninger til:
“Jeg har altid sagt, at en anfører skal føre an fra bagkæden. Jeg synes det var en fejl, at vi gav Aubameyang anførerbindet. Som angriber kan du hurtigt blive isoleret oppe foran. Du kan ikke organisere en defensiv eller et hold, hvis du er den eneste angriber”
Selvom Arsenal nu har Lacazette som anfører, der udadtil virker som om en spiller, der går forrest og har styr på sit hold, så foretrækker Martin stadig at anføreren findes på målmandsposten eller i forsvaret:
“I mange år kunne man se at midterforsvar Tony Adams havde anførerbindet. Han organiserede holdet, og han var autoritær. Spillerne respekterede ham, de lyttede på ham. Måske vil det blive Ben White i fremtiden? Men for at være ærlig, så synes jeg, at det skal være en målmand eller en midterforsvar”
Samarbejdet mellem klubben og baren
Når sæsonen skydes i gang, handler det for både fans og spillere om at opnå resultater og vinde trofæer. Det handler om, hvilke spillere der skal spille, købes og sælges. Men under coronapandemien handlede det om noget helt andet for flere aktører i og rundt om Arsenal. The Tollington, der lever af at vise fodbold fra de bedste engelske fodboldrækker, de store europæiske turneringer og når det engelske landshold marcherer ud på grønsværen.
Martin fortæller, i et mindre begejstret toneleje, hvordan det var som sportsbar ikke at kunne holde åbent. Ingen fans på pubben til at fejre, da Arsenal i 2020 vandt FA Cuppen for 14. gang.
Men selv om Arsenal bøvlede med de samme økonomiske problemer og det manglende publikum, så var der god støtte fra Arsenal til pubben og andre lokale forretninger i området, fortæller Martin:
”Arsenal stod – som klub – bag de lokale pubs og lokale forretninger i samfundet”
Han viser stolt The Tollingtons Twitter-profil frem, hvor det fremgår, at pubben har lavet en video med Rob Holding og Per Mertesacker i starten af indeværende sæson for at brande pubben yderligere.
Ydermere fortæller han, at pubben samarbejder med AST (Arsenal Supporters’ Trust red.), der arbejder for at Arsenal-fans får en større indflydelse på de beslutninger, der bliver taget på direktionsgangene i Arsenal Football Club.