TERMINSPRØVE: FLID OG STÆDIGHED

FRA GUNACTION 3: I august blev der i GunAction1 skrevet, at denne sæson er Artetas store eksamen. Vintermånederne er sæson for terminsprøver, så vi har bedt det faste panel give en standpunktskarakter her midtvejs i sæsonen.

De fleste vurderede ved sæsonstart, at Arsenal ville ende omkring en syvendeplads. Men de gode spillemæssige takter har smigret censorerne, som justerer karakteren op fra en syvende- til en fjerdeplads. Terminskaraktererne er givet i januar, hvor seneste spillede ligakamp var nederlaget til Manchester City.

Helt præcist har panelets gennemsnit rykket sig fra en placering som nummer 7,4 til nummer 4,7. Altså 2,7 placeringer i den rigtige retning. Hvor den hyppigste forventning i august var en syvendeplads, er den nu en fjerdeplads.

Alle i panelet opjusterer forventningerne, men der er stadig plads til variation i voteringen. Den mest gavmilde censor i august, Christian Stenrøjl, lagde sig som den eneste på en femteplads, hvilket de fleste her i vinter er enige med ham i. Stenrøjl er denne gang, igen som den eneste, krøbet yderligere to trin op og spår bronzemedaljer, St. Totteringham’s Day og det hele til Arsenal.

Ved modsatte bordende residerer vores faste skeptiker, Ole Olsson, som har udviklet sig til regulær højdespringer med hele syv pladser opad. Olsson er nu oppe en ottendeplads, så der mangler kun yderligere syv placeringer for at få mesterskabet i hus. Selv skeptikere bliver bløde om hjertet, når Arsenal spiller godt.

De fleste øvrige i panelet ligger og vipper mellem fjerde- og femtepladsen, og det store spørgsmål er, om det er Arsenal eller Tottenham, der skal tage den store europæiske turnering. Hvis hjertet styrer, er der næppe nogen tvivl, mens en mere rationel betragtning kaster lidt kedelig realisme ind i vurderingen. Det gennemsnitlige bud ender derfor på, at Arsenal ligger i skarp konkurrence med Tottenham om Champions League-placeringen. Det er slet ikke så skidt. De rå facts sagde ved første votering i august nul point, 0-9 i målscore og ni point op stil Spurs. Set i det lys er tendensen klar: Studenten er med flid og konsistent insisteren på egne ideer på vej til at levere et rigtig fint resultat på det grønne tæppe.

 class=
Foto: Stuart Macfarlane

Thomas Ballegaard – 4

På trods af budgetstørrelse og sund fornuft vover jeg pelsen og forudser en fjerdeplads og en livsvigtig Champions League-kvalifikation til the Gunners. Manchester City, Chelsea og Liverpool er en tand bedre end resten af kandidaterne og snupper nemt de første tre pladser. Manchester United burde tage fjerdepladsen, men leverer kun som et middelmådigt midterhold i øjeblikket – særligt efter Ronaldos comeback. Tilbage står den mellem Tottenham og Arsenal, og selvom Conte har stoppet blødningen hos Spurs, så tager Arteta og hans unge garde fjerdepladsen og gør de mange kritiske forudsigelser til skamme.

Ole Olsson – 8

John Terry sagde i sin tid, at Petr Cech ville være 15 ekstra points værd for Arsenal på en sæson. Sådan gik det som bekendt ikke, men Aaron Ramsdale har allerede reddet omkring 15 points i hus; han redder nok nogle flere points i resten af sæsonen, så alene af den grund er jeg noget mere optimistisk nu end tilbage i august. Men jeg har fortsat absolut ingen fidus til Arteta og hans ’projekt’, så heller ingen Europa i denne omgang.

Peter Høst – 6

Arsenal er i en positiv udvikling. Topniveauet er imponerende, men bredden har ikke nok kvalitet, og så koster det dyrt, når præstationerne svinger, eller når vi begår straffespark og får røde kort. Tabellen ser fornuftig ud, men vi mangler svære udekampe mod fx West Ham, Chelsea, Wolves og Tottenham. I skrivende stund har vi ikke hentet nye spillere ind i januar, og bare en eller to stærke spillere vil kunne gøre meget. Jeg tror dog, det handler om at kvalificere os til Europa, og så kommer næste store forandring til sommer.

Bo Sandberg – 4

En behagelig justering siden efteråret. De to virkelig gode nyheder: 1) Vi har nu en grundstamme af gode kræfter, der spiller hver gang, og gerne vil spille for klubben. 2) Et fast 4-2-3-1 spilsystem, som både spillere og fans forstår, og som afspejler Artetas idéer. Det har givet ro både på og uden for banen, at Aubameyang er ude (selvom det ej skal glemmes, hvor god han var i 2½ år 2018-20). Min nye top 6: Man C, Liverpool, Chelsea, Arsenal, Spurs, West Ham. Nøglen til top 4: at holde Gabriel, Tierney, Partey og Saka skadefri, købe en ny angriber i transfervinduet og undgå dumme røde kort.

Lars Jacobsen – 5

I skrivende stund snyder tabellen på grund af de mange udsatte kampe. Det ændrer dog ikke på, at der er klare forbedringer at spore hos the Gunners. Efterårets bud opjusteres derfor til en femtplads. Konkurrenterne hedder nu Manchester United og Tottenham, og dermed er big 6 genetableret. Af de tre klubber lige under den absolutte top har Arsenal det mindst pressede kampprogram hen over foråret, og det kan blive en fordel. Næppe nok til en fjerdeplads, da ungdommen stadig har udfald, så det bliver en plads mellem de to øvrige konkurrenter.

 class=
Foto: Stuart Macfarlane

Christian H. Stenrøjl  – 3

Arsenal har gennem efteråret vist, at når start-elleveren spiller, og alle mand er på samme bølgelængde, så tilhører vi toppen af ligaen. Måske virker en tredjeplads enormt optimistisk, men hvis vi fortsætter vores udvikling, så ender vi der. Vi er sårbare over for skader, men der er bare en intensitet og vilje på dette hold, som vi ikke har set i mere end 10 år – dén kommer til at hjælpe os i de svære perioder. Jeg vælger at tro på, at vi fortsætter den positive formkurve i ligaen og drager fordel af de andre holds usikkerheder.

Tue Sørensen – 5

 Som sæsonen – og ikke mindst holdet – har udviklet sig, har Arsenal alle muligheder for at slutte sæsonen med en fin placering. Topniveauet er højere, end jeg havde turdet drømme om, og selv om der har været – og stadig vil komme – udsving, er stabiliteten blevet højnet. Særligt vores evne til i denne sæson at vinde over de lavere rangerede hold gør, at vi er med i kampen om CL-kvalifikation. Vi har en god mulighed for at tage den, men det kan ende med alt mellem fjerde- og syvendeplads.

Anders Højby Nielsen – 4

Meget er sket, siden vi lå sidst efter tre kampe. Man har nu en bedre følelse. Buret og forsvaret fungerer, det samme gør midten og kanterne. Angrebet udbedes flere mål; det er Arteta helt klar over. Top 3 er givetvis væk. Så det er fjerdeplads og adgang til CL, der er i spil. I sub-toppen burde vi kunne trække det længste strå – hvis vi altså slår de nærmeste bejlere. Ærkefjenderne har skiftet chef med efterfølgende bøvl, og West Ham kan næppe stå distancen. Tror på fjerdeplads, CL og Saint Totteringham’s Day.

Peter Heller Lützen – 4

Spillet er bedre end resultaterne, og det er et positivt problem. Kampen mod City viste potentialet, og hvis det efterhånden omsættes til point, er vi igen med i toppen. Hvis det lykkes, har Arteta skabt det, vi alle drømmer om; kampgejst og sammenhold båret af ydmyge nyindkøb og unge af egen avl. Det står mellem os og Tottenham, og hjertet samt det faktum, at Arsenal kun er med i én turnering og derfor kan spille med en konstant stamme, giver håb om en tilbagevenden til det naturlige hierarki i Nordlondon.

Indkøbskurv