Det går hurtigt i fodbold. Hvad der lignede en god start på sæsonen i et svært startprogram og med mindre favorable omstændigheder, er nu vendt til et mere vaklende og usikkert narrativ på Arsenals sæsonstart. Skader, karantæner, dommerpræstationer virker til at være katalysatoren for dette, men sandheden er jo, at det i høj grad er Arsenal selv, der har gjort ’svært’ til ’unødvendigt svært’.
Af Tobias Halskov
Min lørdag aften var tung og trist. Det burde den ellers ikke have været, for jeg havde efterårsferie og weekend med min familie. Men i livet som fodboldfan ved man, at et nederlag sagtens kan sætte en mørk sky over ens sind og humør resten af den aften – ja, hvis ikke hele weekenden.
Det er jo i bund og grund åndsvagt, at det skal være sådan, men fodbold er følelser. Det er sjovt at vinde og det er træls at tabe. Arsenal taber gudskelov sjældent for tiden, men når de gør, så er det som om det rammer meget hårdere end det gjorde for blot få år siden. Kan I følge mig?
Det har selvfølgelig noget at gøre med, at vi er blevet gode igen. Der er for alvor kommet noget på spil, og derfor ved vi, at en ethvert nederlag kan få store konsekvenser.
Det kunne mærkes i timerne efter nederlaget til Bournemouth, og det er som om der har sat sig en rastløs og desperat stemning på bagkant af nederlaget. Som om bægeret af frustrationer opbygget af svære omstændigheder endelig flød over. Salibas karantæne, skader, det kommende svære kampprogram og de 6 point vi har fået mod mere eller mindre overkommelige modstandere, som jo i virkeligheden skulle have været 9 point.
Det virker op ad bakke og her i dagene efter har frustrationerne fået frit løb og dommedagskonklusionerne har floreret igen i fuld vigør på Facebook og X, som de jo ofte gør, når vi taber. Igen, fodbold er følelser.
Arsenal har i bund og grund håndteret de mange profilers fravær (skader og karantæner) godt. Vi har adapteret til situationen og nogenlunde fået tilfredsstillende resultater. Men jeg spotter desværre også en dårlige vane eller en mindre positiv tendens i Arsenals sæsonstart, som holdet skal have fikset før det koster os flere dyrebare point.
Men vi må også kigge ind ad. For nok er det dommeren der trykker på aftrækkeren, men det er Arsenal selv, der holder pistolen for sin egen pande.
For nok kan vi påpege et svært startprogram, hårde dommerkendelser, uheldige skader osv. osv. Men Arsenal har også gjort tingene meget sværere for sig selv end de burde have været.
Vi har fået tre udvisninger. Sidste sæson fik vi ikke nogen, bare for at sætte tingene i perspektiv. Tre hårde og mere eller mindre diskutable udvisninger, men også tre udvisninger vi nemt kunne have undgået. Og det var vel og mærke i kampe, hvor vi sandsynligvis havde taget alle 3 point, havde vi forblevet fuldtalligt på banen. Men vi må også kigge ind ad. For nok er det dommeren der trykker på aftrækkeren, men det er Arsenal selv, der holder pistolen for sin egen pande.
Jeg troede det her Arsenal-hold var vokset fra sig fra den uvane at sætte sig selv i de situationer.
Det vinder man sgu ikke titler på, og man må bare erkende, at det er situationer Manchester City ikke sætter sig selv i, og nej her tænker jeg ikke i konspirationstanker om købte dommere og 115 anklager. Manchester City sætter ikke sig selv i den situation, fordi de er en velsmurt maskine, der ved hvad det handler om. Men som Jakob Sloma helt rigtigt pointerede i Altid Arsenal, så mærker det nuværende Arsenal-hold måske et ekstra hårdt pres for at vinde noget, og når den mur er brudt ned, så kommer vi måske ikke til at se et Arsenal-hold sætte sig selv i de her unødvendige svære situationer igen.
Vi har også haft flere (læs: for mange) dårlige perioder i løbet af flere anden halvlege. Jeg tæller kampe som Atalanta, Leicester, PSG, Southampton, Bournemouth og senest her mod Shakhtar Donetsk. Og det jo ikke fordi vi har været decideret håbløse eller dårlige. Vi har bare haft flere udfald end vi normalt har, og det er altså udfald, som har været med til at gøre tingene unødvendigt sværere for os.
Nu skal det hele heller ikke lyde som om, at det er helt ude tovene det vi laver. For selvom alle præstationer ikke har været lige gode, så er det normalvis kendetegnende for efteråret, at spillet ikke på 100 pct. Sådan er det også i Manchester City, hvor der hen over efteråret stilles mange spørgsmålstegn, som de jo så er irriterende gode til at svare på i foråret.
Ser man på resultaterne, så har vi stort set sikret os adgang til videre deltagelse i Champions League med tre flotte clean sheets, og vi er så absolut stadig med i Premier League, selvom mange er klar til at skyde mesterskabschancerne ned.
Vi ligger pt. på 2,1 point i snit. Lad mig gøre det klart; det er ikke nok til at blive mestre, men det er heller ikke et håbløst udgangspunkt. Vi skal gerne op og snitte over 2,3 point i snit for at have en realistisk chance. Lad mig tage sidste sæson at sammenligne med. Her sluttede vi året af med et nederlag til Fulham (et nederlag der jo sagtens kan sammenlignes med det vi lige har haft mod Bournemouth). Efter det nederlag (mod Fulham) havde vi et snit på 2 point pr. kamp. Et stykke fra det der kræves. Men vi viste jo i løbet af foråret, at vi kunne indhente det forsømte, og så sluttede vi på et pointsnit på lidt over 2,3 point for sæsonen.
Så blot for at pointere, at mesterskabskampen selvfølgelig ikke er tabt, og det stemmer jo også ind i pointen om, at det er bundniveauet der gør en til en del af mesterskabskampen, mens det er topniveauet der skal vinde det, når alt afgøres til april og maj.
Og er det Arsenals bundniveau vi ser lige nu, så tror jeg vi kan være rimelig fortrøstningsfulde. Men det er klart, desto mere Arsenal gør det unødvendigt svært for sig selv, desto mere skal der sandsynligvis indhentes i sidste ende.
Forebyggelsen starter på søndag mod Liverpool. COYG!