21. februar 2021
SUPPORTER KITS TIL LOKALAFDELINGERNE
Nye flotte ’Lokal Kit’ med fanklubbens egne fede banners, roll-up’s, ølbrikker m.v. er på vej ud til lokalafdelingerne. Bak op om initiativet – mød op på pubben, når Arsenal spiller. Støt dit hold og dyrk fællesskabet!
Medlemstallet i ARSENAL DENMARK har været stigende over en årrække. I øjeblikket oplever vi en vis stagnation, hvilket ikke er mærkeligt i betragtning af de sportslige resultater samt udsigten for nye medlemmer til at komme til fodbold i London. Det har ofte været det sidste punkt, der har medført nyindmeldelser.
Medlemmerne er jo i sagens natur spredt ud over hele kongeriget, og derfor kan det være vanskelligt at samle medlemmerne til arrangementer, der tilgodeser geografien for alle. Svaret på denne udfordring er lokalafdelingerne, som i realiteten har eksisteret i fanklubben i over 20 år med skiftende succes.
I øjeblikket er fodboldrejser til London ikke en mulighed. Først og fremmest er rejser til England behæftet med covid-19 karantæne – både ved indrejse og ved hjemkomst. Og karantæne reglerne skifter i øvrigt som vinden blæser. Derudover er svært overhovedet at få en flybillet, idet mange flyselskaber har indstillet deres flyvninger. Men til syvende og sidst er fly helt irrelevant, for der er jo ingen tilskuere på stadion, og de få der til tider lukkes ind, vil være lokale Arsenal fans, der er klar på at rykke ud med kort varsel.
Med andre ord, ingen ARSENAL DENMARK medlemmer på Emirates Stadium, og udsigterne er lange.
Derfor er det tid til at støve lokalafdelingerne af igen, så medlemmerne kan dyrke deres Arsenal passion sammen om en skærm og et godt glas øl i deres egen by. For at styrke dette sammenhold, for at vise vores tilhørsforhold og for at give medlemmerne noget at være stolte af i en svær tid, har bestyrelsen sat gang i produktionen af en række flotte såkaldte ”Lokal Kit”.

Et lokal kit består af flotte flag, banners, roll-ups, plakater, postkort, og ølbrikker – alt sammen i eget design med lokalafdelingens og det enkelte tilholdssteds navn på. København er med i både City (Southern Cross) og Nordvest (Pool Pub), mens provinsen er repræsenteret i Esbjerg (Little London Pub), Aarhus (Golden Lion), Randers (Barry’s Pub) og Aalborg (London Pub). Forhåbentlig melder flere byer sig under fanerne. Med de nye sæt kan vi udsmykke pubben til Arsenal kampene, så alle kan se, hvem der bestemmer.
Lige nu venter vi bare på, at pubberne åbnes op igen.
Følg med på arsenal.dk og på Facebook om lanceringen af vores seneste indsats.
