Frem mod dysten om det nordlige London mellem Arsenal og Tottenham, vurderer vi klubbernes præstationer og forfatning over en længere periode i et relativt perspektiv.
En diskussion og debat, der altid er aktuel og interessant at bringe op. Efter adskillige sæsoner med indiskutabel og lutter ‘Arsenal-dominans’ i Nordlondon har de seneste år vist, at vægtskålen måske efterhånden er tippet til den anden side. I hvert fald tør det siges, at der er blevet rokket gevaldigt ved styrkeforholdet mellem klubberne. Men kan det for alvor ændre ved det historiske styrkeforhold?
Tager man og skuer tilbage på klubbernes placeringer i den hjemlige liga, siden Premier League blev stiftet, står det soleklart, at Arsenal notorisk har været et skridt eller to foran naboerne i Tottenham Hotspur. Siden Premier League sæsonen 1992/1993 har Arsenal således været at finde højere i tabellen hele 22 gange, hvorimod Spurs blot har været tilspillet sig 5 bedre placeringer. Med de mange bedre placeringer har de rødblusede fra Nordlondon i mange år bevist sig som ‘storebror’ i søskendeforholdet mellem de to klubber. Men på trods af placeringsforskellene i flere år, hvilket var særlig udtalt i slut-90’erne og 00’erne, så har de seneste år vendt op og ned på det ellers historiske ‘nordlondonske’ hierarki. Intet varer ved for altid, og det gælder i særdeleshed også i fodboldens verden.
Nye vinde i Nordlondon
Man kan ikke komme udenom, at udviklingen i Spurs er gået i en positiv retning de seneste år. Dette har også været til at føle på i det engelske og tilmed resten af Europa. Godt nok har klubben ikke vundet nogen titler, men de har kandideret kraftigt til både at vinde Premier League og Champions League. Dermed har klubben formået at markere sig som en seriøs titelbejler i fodboldverdenen , og at de er ikke længere et middelmådigt engelsk hold, som ellers har været en tilværelse, klubben tidligere har befundet sig i.
Men vigtigst af alt har klubben de seneste år fundet frem til et spillemæssigt udtryk og DNA, der har gjort klubben mere attraktiv.
Opskriften på den rivende udvikling skal man nok finde i klubbens nu tidligere argentinske ‘manager’ Mauricio Pochettino, som med sit opportunistiske og tempofyldte spillestil har ført klubben til store præstationer samtidigt med, at klubben er blevet en væsentlig mere attraktiv klub.
De seneste Premier League-sæsoner har budt på en Spurs-dominans, hvor man i tre sæsoner har sluttet bedre end The Gunners. Et Arsenal-mandskab, som derimod har virket vingeskudt og uden stabile, gode præstationer og resultater i en længere periode.
Den ‘hvide del af Nordlondon’ har således tilspillet sig hele 26 point mere end Arsenal tilsammen de seneste 3 Premier League-sæsoner. Derfor fristes mange til at konkludere, at Spurs nu har væltet Arsenal af tronen. Men er de seneste sæsoner med ‘Spurs-dominans’ med til at definere et nyt styrkeforhold og et decideret magtskifte? Det er svært at give svar på, og netop dette spørgsmål er næsten mere relevant end nogensinde før, nu hvor Tottenhams seneste sæsoner har været stærkere end nogensinde før. Hvis resultaterne varer ved de næste mange år, må man være seriøs omkring, hvem der er ‘størst’. I et interview til Independent i slutningen af 16/17-sæsonen lagde Arsené Wenger vægt på vigtigheden af ‘kontinuitet’, når det kom til rivaliseringen mellem klubberne. Og det må vel være ordet, som allerbedst kan fastlægge, hvem der kan defineres som ‘storebror og lillebror’.
At klubben for nyligt har rejst et supermoderne stadion med plads til 62.062, hvilket er omkring 2000 flere siddepladser end på Emirates Stadium, har dog ikke gjort signalet om, at Spurs er en klub i vækst, mindre. Tottenham er – om man vil det eller ej – en klub, der ikke kigger sig tilbage.
Den indeværende sæson
I denne sæson har begge klubber i Nordlondon vist skuffende takter. Spurs ligger på nuværende tidspunkt placeret på en frustrerende 10. plads, og Arsenal befinder sig med kun et enkelt point mere på en 8. plads. Begge klubber har ligeledes skiftet ud på trænerposten undervejs i sæsonen. Dog har dette afledt forskellige effekter. Spurs har indsat den kontroversielle ‘manager-legende’ Jose Mourinho, hvorimod Arsenal har satset mere på fremtiden i kraft af ansættelsen af Mikel Arteta. Dog lader det til, at der er mere potentiale i Artetas praktiserende spillestil hos Arsenal, som er dynamisk og offensiv, end hos Spurs, hvor Jose Mourinhos spilsystem bygger mere på defensive dyder og kontraangreb.
Arteta vs. Mourinho
Siden indsættelsen af José Mourinho som manager i Spurs har klubben tilspillet sig 35 point i 22 kampe. Arsenal har med Mikel Arteta ved roret opnået 27 point i 16 kampe. Der er dermed ikke de store forskelle på de resultater, de nye managers har leveret indtil videre. Det lader imidlertid til, at der hersker en mere positiv stemning omkring Arteta og hans indflydelse på klubben. I Artetas tid i klubben lader det til, at han er lykkes med at indsprøjte en større spilleglæde i truppen og en spillestil, der bærer præg af hurtigt kombinationsspil og en langt større bevægelighed i Arsenals omgang med bolden end førhen.
I Tottenham virker det til, at optimismen ikke er den samme. Efter ankomsten af Jose Mourinho er Mauricio Pochettinos angrebsivrige og attraktive spilkoncept blevet lagt på hylden til fordel for en komplet anderledes stilart. Om denne form for fodbold vil bære frugt for Spurs i fremtiden, er der mange, der er i tvivl om – både inden for og uden for klubben.
North London XI
Som optakt til klubbernes møde har vi udarbejdet en startopstilling, der består af de bedste spillere i Arsenal og Tottenham. Der er naturligvis blevet fokuseret på, hvordan spillerne har præsteret de seneste år og særligt deres nuværende form i den indeværende sæson.
Den valgte startopstilling er baseret på en 4-3-3-formation.
GK: Bernd Leno
RB: Hector Bellerin
CB: Toby Alderweireld
CB: Davinson Sánchez
LB: Kieran Tierney
CM: Moussa Sissoko
CM: Granit Xhaka
COM: Bukayo Saka
RW: Heung Min Son
ST: Harry Kane
LW: Pierre Aubameyang