Jeg har oplevet Arsenal på Emirates Stadium ti gange fordelt over de sidste tolv år, men i lørdags var den vildeste oplevelse af dem alle. Et afgørende mål til sejr på kampens sidste berøring i kampens sidste sekund, Ja, det er sådan man vinder ligaen.
Af Pelle Kirchner
En euforisk stemning på Emirates Stadium. En kæmpe glædesrus. En fællesskabsfølelse. Du lader dig rive med af euforien. Du omfavner rent instinktivt din sidemand, som den største selvfølgelighed, mens du selv bliver kysset tre gange på panden af den ældre skaldede mand fra rækken over dig. Man kan mærke det. Det ligger i luften. Ingen siger det højt, men alle tænker det. Det er sådan man vinder et mesterskab.
Scenerne jeg beskriver, er selvfølgelig fra Reiss Nelsons matchvindende mål i sidste sekund mod Bournemouth. Et sekund, et øjeblik, hvor tiden stod stille, og man bare ventede på at se nettet blafre, som en slags bekræftelse på at den bold virkelig gik ind.
Min ven og jeg er en smule tippsy efter at have drukket fadøl på de nærtliggende pubs hele formiddagen. Vi er i gang med at finde vores pladser, da vi hører et fjernt, men kraftfuldt, jubelbrøl fra det ene hjørne. Og da vi finder vores pladser, siger måltavlen 0-1 efter mindre end ét minut. Philip Billing som målscorer. Ikke den start vi havde troet eller håbet på. For os var det bare et spørgsmål om det skulle blive 3, 4 eller 5-0 – men det skulle vise sig at blive bedre end det. For på trods af et tungt pres fra Arsenal de første 60 minutter, så var det alligevel Bournemouth der fordoblede føringen. 2-0.
Mens jeg sidder med hovedet begravet i mine egne hænder, kan jeg høre min ven sige på sarkastisk vis. ”Fed kamp du har valgt, gamle”
Det var det ikke lige i dét øjeblik, men det skulle det vise sig at blive. For umiddelbart efter reducerer Thomas Partey til 2-1, og øjeblikket efter sniger bolden fra Ben Whites fødder sig lige akkurat ind over målstregen, så han kan notere sig for sit første mål i Arsenal-trøjen. 2-2 med over tyve minutter igen.
Troen er tilbage på Emirates, og tilskuerne råber og skriger deres elskede hold frem på banen. Sekunderne går, men problemet for de tusindvis af tilskuere og de elleve aktører klædt i røde hjemmebanedragter er at timeglasset tæller for Bournemouth.
Troen svinder langsomt ud i takt med tiden i timeglasset, og med fem minutter tilbage taber en ældre mand så den sidste tro. ” Trust me mate. I’ve been here for fifty years. It’s not gonna happen. Not today”, siger han til mig, da han forlader stadionet. Den ældre mand har set mig springe rundt og skabe mig som en gal ved hver halve chance, og mener nok at jeg er noget naiv. Det er jeg måske også, men det sidste jeg mister, er troen.
Da stadionuret på Emirates runder 90 minutter, står der stadig 2-2. Et resultat, der i virkeligheden nok ville spille mesterskabsfavoritværdigheden over til Manchester City. Fjerdedommeren på sidelinjen viser seks minutter, og da uret stopper med at tælle på stadionet efter det 90. minut, tager jeg selv tid på min egen telefon.
Jeg husker at min Iphone viser under tredive sekunder tilbage. Reiss Nelson modtager bolden i en svær position ude foran feltet. Han skyder. Han rammer den klokkerent. Det ved man, når man gør. Hvis man har spillet fodbold, kender man følelsen af at ramme en bold ”lige i røven”, som John Faxe Jensen engang sagde om et mål for selvsamme Arsenal. Det gør Nelson også her. Bolden har en god kurs, og i ét sekund står tiden helt stille på Emirates Stadium. I det næste sekund lyder der det største jubelbrøl jeg i mit liv har hørt. 3-2 til Arsenal
Wow, just wow.
Jeg er i en chokeret og nærmest måbende tilstand. Jeg omfavner først min ven ved siden af mig, derefter manden ved siden af ham, og ved siden af ham. Jeg hopper ned på rækken under. Omfavner dem. Man er ramt af en følelse af fællesskab. Alle 60.000 er sammen om det her. Vi er alle venner, og vi har alle vores kærlighed til denne her helt specielle fodboldklub til fælles. Vi har lidt smerte sammen i mere end 90 minutter, og nu bliver vores tålmodighed belønnet med en af de vildeste følelser der nogensinde er gået gennem min krop.
” THAT’S HOW YOU WIN THE LEAGUE!”, hører jeg en skaldet ældre mand råbe midt i den høje lydinferno af ren eufori. Han kysser mig på panden. Tre gange. Jeg krammer ham tilbage.
Vi kender kun til lykken, fordi vi har oplevet ulykke, og fordi vi kan sammenligne lykken med de hårde og svære tider. Det var denne her kamp et levende bevis på. Det var tusinde gange federe at vinde 3-2 på denne her måde end at vinde 7-0, fordi man har været hele følelsesregisteret igennem.
Men den følelse, jeg følte i det øjeblik, da Reiss Nelson sparkede den bold ind til 3-2. Det var en følelse af at skæbnen vil, at vi skal vinde mesterskabet i år.