“We all make mistakes, and he has come back perfectly, full of confidence, showing a good strong character. I am really impressed.” Det er, hvad arsenal legenden, David Seaman havde at sige om Arsenals tyske keeper i et interview med ”The Guardian”.
Bernd Leno blev hentet til klubben i sommerens transfervindue for omkring 187 mio. kroner, hvilket er klubrekord på målmandsposten. Leno blev købt fri fra sin kontrakt med tyske Bayer Leverkussen, som han havde tørnet ud for i hele 233 officielle kampe.
Han fik sin Premier League debut i hjemmesejren over Watford den 29. september 2018, da Petr Cech lod sig udskifte kort før pausen, grundet en forstrækning. Efter sin debut har han spillet 11 fulde kampe i Premier League i træk og formået at holde buret rent i én af de kampe.
Stort ansvar i en ung alder
Som 11- årig blev Bernd Leno optaget på VfB Stuttgarts Ungdomsakademi sammen med 5-6 andre unge talenter efter en prøveperiode i klubben med over 200 andre deltagere. Han nåede at spille 57 officielle kampe for VfB Stuttgart II, inden han i 2011 blev udlejet til Bayer Leverkussen. Bayer Leverkussen havde brug for en midlertidig erstatning til deres skadede førstemålmand Rene Adler, og de hentede derfor Leno på en seks måneders lejeaftale. Efter de seks måneder skrev Leno en 6-årig aftale med Bayer Leverkussen, som gjorde ham til deres nye førstevalg mellem stængerne og dermed påførte den unge og uerfarne målmand et kæmpe ansvar. I hans første sæson i Leverkussen stod han samtlige Champions League kampe og alle Bundesliga kampe på nær en enkelt. Han spillede på et hold, som evnede at komme på 5. pladsen i Bundesligaen i 2011/12, med stjerner som Michael Ballack og Renato Augusto, samt den dengang unge danske angriber Nicolai Jørgensen.
Bundesliga karriere
Bernd Leno brød igennem i Bundesligaen i en alder af 19 år og etablerede sig hurtigt som førstemålmand i Bayer Leverkussen. Hans Bundesliga karriere fra 2011-2018 har også kastet et par fine statistikker af sig, såsom at siden 2014/15 sæsonen er Leno den Bundesliga keeper med næstflest clean sheets (45), kun overgået af Manuel Neuer. Derudover er der ingen aktiv målmand, som har reddet flere straffespark i Bundesligaen end Bernd Leno. Han har reddet 9 straffespark, en rekord han deler med Schalke 04’s Ralf Fährmann. I sin sidste sæson i Bayer Leverkussen formåede Leno at diske op med hele 75 redninger, da hans klub sikrede sig en flot femteplads, og dette er helt sikkert også en af faktorerne, der har spillet ind, da Arsenal hentede den tyske målmand i sommer.
Den første tid i London
Bernd Leno blev hentet til Arsenal som langtidserstatning for aldrende Petr Cech, og med sine kun 26 år og tonsvis af Bundesliga erfaring lignede det en god signing for The Gunners. Efter at have set de første fem Premier League kampe fra bænken blev han i syvende runde skiftet ind i en hjemmekamp efter Petr Cech pådrog sig en skade. Kampen endte 2-0 til Arsenals favør og Leno kom godt fra land i sin første Premier League kamp.
Siden sin debut har han spillet alle 11 kampe i den bedste engelske række og ligner mere og mere Arsenals ny førsteholdsmålmand, selvom der var nogle spekulationer i begyndelsen, om han nu havde niveauet til at skubbe Petr Cech af pinden. Men man må sige, at tyskeren har grebet sin chance, og man kan ikke have andet end respekt for hans præstationer indtil videre. I sine 11 kampe og én halvleg har han disket op med 35 redninger, og det er cirka 3 redninger pr. kamp. Selvom Leno kun har formået at holde buret rent i én Premier League kamp indtil videre, kan David Seaman uden tvivl se et kæmpe potentiale i den unge målmand:
“So far, he has been brilliant. I don’t know what footed he is because he is that good with both. The only way you can tell is if he takes a goal kick. I am impressed by his shot-stopping ability and the other thing I like about him is he gets on with the save. He doesn’t try to make it look flash.”
Sådan sagde den tidligere engelske Arsenalmålmand, David Seaman i et interview i ”The Guardian”.
Selvom han får mange roser med på vejen af selveste David Seaman, kan man ikke undgå at kigge på bagsiden af medaljen, for Arsenals defensiv er ikke, hvad den har været. Bernd Leno har haft et par kiksere i sine første 11 kampe som Arsenal keeper, og indimellem kan man godt tænke, om han virkelig var den rigtige til jobbet, f.x. når han lader Eric Dier udligne til 1-1 i The North London Derby på et lunkent hovedstød lige på målet.
I sin spæde Premier League begyndelse har han spillet 12 kampe, vundet 7, tabt én og spillet 4 uafgjort, i disse 12 kampe har han indkasseret 15 mål, hvoraf han selv har fremprovokeret 3 af dem ved fejl.
Det er ikke en prangende start, han har fået på sin Premier League karriere, men han har kun tabt én kamp, og har vist gode takter. Unai Emery har hele tiden vist stor tiltro til ham. Det er også uretfærdigt at skyde al skylden på Leno, som faktisk har haft en solid begyndelse på sin tid i Arsenal. Når man overordnet kigger på Arsenals defensiv, som er præget af skader og underpræstationer, er det imponerende, hvad han har formået at præstere i sin første tid i London.