SOMMERENS TRANSFERKABALE I ARSENAL

Sommerens transfervindue er åbent, og i den anledning kigges der nærmere på Arsenals trupsammensætning forud for den kommende sæson. 

Som direkte årsag til COVID-19 og dens skævvridningen af fodboldkalenderen har UEFA bestemt, at det europæiske transfervindue holdes åbent frem til og med starten af oktober. Der er godt nok lang tid til ‘deadline day’. Men hvilke spillere vil kunne gå direkte ind og løfte klubben, og hvad melder rygtebørsen om på de europæiske og særligt engelske sportsmedier?

I denne artikel blotlægges spændende aktiver til truppen, som vil kunne forstærke klubben frem mod den kommende sæson. En stor del af de transferemner, jeg har under luppen, vil efter min klare overbevisning kunne besætte nogle af de positioner, hvor klubben er tyndest besat. Af den grund kigges der også på forstærkninger, der skal kunne løse de evige, defensive problemer, der i efterhånden har præget klubben i mange år. 

Arsenals seneste sæson sluttede af med opløftende præstationer, der noget overraskende endte ud i en FA Cup-titel. Netop denne triumf har dermed medført, at sidste sæson står tilbage i et ‘rosenrødt skær’. Og forhåbentligt har det også givet spillerne og hele klubben en ‘belief’ og et selvtillidsboost, man kan viderebringe ind i den kommende sæson. Men når det er sagt, er der særligt på de defensive positioner åbenlyse mangler og problemer i truppen. Hvis Arsenal skal turde drømme om top 4-placeringerne i den kommende Premier League-sæson, kræver det derfor aktive ændringer. Det er derfor afgørende, at Arsenal foretager sig nogle gennemtænkte signings, der hovedsageligt styrker det centrale forsvar og den defensive midtbane.

Men da Arsenal nok engang ikke skal spille Champions League i den kommende sæson, kan man ikke forvente, at klubben henter spillere fra den absolutte øverste hylde. Dog må man formode, at Arsenal pga. Mikel Artetas attraktive spillestil og generelt gode omdømme alligevel har en øget chance for at tiltrække spændende og ambitiøse spillere til klubben. I den forbindelse har Arsenal har allerede forstærket sig med Willian fra Chelsea på en fri transfer, der er blevet udstyret med en treårig kontrakt.

Men vi ser også frem mod et transfervindue, hvor der er brug for en lettere udrensning i truppen. Efter trænerskiftet i den foregående sæson er der flere tidligere stamspillere, der tilsyneladende ikke indgår i Artetas fremtidsplaner af flere forskellige grunde. Og  eftersom Arsenals transferbudget ikke er på niveau med f.eks. Manchester-klubberne, Chelsea, Liverpool, er det nødvendigt, at man skiller sig af med nogle af de ‘tvivlsomme’ og dyre spillere i klubben, hvis man har planer om at hente flere nye spillere til klubben. 

Hvem skal ud?

Mesut Özil – Den omdiskuterede spillers kontrakt udløber om et år. Debatten om Özils fremtid i klubben er efterhånden blevet lidt af en saga og er gentagne gange blusset op i de seneste mange transfervinduer. Hvis vi tager udgangspunkt i den seneste sæson er det svært at se ham have en fremtid i Nordlondon. De uheldige overskrifter i medierne omkring hans tilværelse uden for banen har fyldt mere end hans præstationer på banen. Han har dog selv udtalt til nyhedsmediet The Athletic, at han ikke har opgivet sin karriere i Arsenal, og han ønsker at blive i klubben til den sidste dag af sin kontakt. Özil er én af de mest løntunge spillere i engelsk fodbold, og da det ikke lader til, at han indgår i Mikel Artetas planer, ligner det et snarligt exit. Spørgsmålet er derfor blot, om der kommer det rigtige tilbud i løbet af dette transfervindue, eller om Arsenal kunne finde på at købe ham ud af sin kontrakt?

Sandsynlighed for transfer: (6 ud af 10)

Matteo Guendouzi – Den franske unge midtbanedynamo er i den grad kommet i unåde hos Mikel Arteta. Lige siden ansættelsen af Mikel Arteta har der været flere bataljer omkring Guendouzi i forhold til hans adfærd og mangel på professionalisme. Allerede tilbage i februar blev han udeladt truppen i Premier League-kampen mod Newcastle efter at have udvist dårlig attitude under vinterpausens træningslejr i Dubai. Sidenhen er den tidligere Lorient-spiller gået hen og blevet lidt af et problembarn. Guendouzis problemer kulminerede således i genopstarten af Premier League i det skuffende opgør mod Brighton, hvor han angiveligt skulle have opført sig nedladende og respektløst over for Brighton-spillerne, samtidigt med at han efter slutfløjtet røg i karambolage med modstanderholdet. Lige siden har franskmanden trænet alene, hvorfor det nu ligger i kortene, at spilleren skal sælges. Han ligner i hvert fald en færdig mand i Arsenal. 

Sandsynlighed for transfer: (8 ud af 10)

Sokratis Papastathopoulos – Den nådesløse grækers kontakt udløber i sommeren 2021. Der er intet, der peger i retningen af, at en forlængelse skulle være et ønske for ledelsen i Arsenal. Den ellers bomstærke forsvarsklippe har ikke spillet et eneste minut efter coronapausen, og meget lader derfor til, at klubben vil lade ham gå i dette transfervindue. Den tyske oprykkerklub, VfB Stuttgart, skulle ifølge tyske medier allerede have meldt sig interesserede i grækeren, og Napoli skulle også have identificeret grækeren som en mulig forstærkning. 

Sandsynlighed for transfer: (9 ud af 10)

 class=
Sokratis ser ud til at være på vej ud af klubben. Foto: Stuart Macfarlane

Mohamed Elneny – Den alsidige, egyptiske midtbanespiller er lige tilbagevendt fra et tyrkisk ophold i Istanbul-klubben, Besiktas. Hans kontrakt udløber i sommeren 2022, men han er med stor sandsynlighed snart fortid i Arsenal. Klubben er allerede på udkig efter andre spillere på netop Elnenys position, og han har aldrig for alvor fået bevist, at han kan begå sig i en engelsk topklub.  

Sandsynlighed for transfer: (10 ud af 10)

Calum Chambers – Det evige talent, Calum Chambers, blev efter sin tilbagevenden fra Fulham nok engang alvorligt skadet. Han har således siddet ude siden december måned sidste år. Jeg har svært ved at se ham kæmpe sig tilbage til sit topniveau og i fulde omdrejninger i Arsenal. Han er ligeledes ikke løsningen på klubbens markante ‘huller’ i defensiven. Den britiske forsvarsspiller er snart sin skade kvit, og troværdige, britiske medier forbinder ham med et skifte tilbage til Fulham. 

Sandsynlighed for transfer: (7 ud af 10)

Hvem skal ind?

John Stones – Den engelske landsholdsstopper fra Manchester City er blevet sat i forbindelse med et skifte til Arsenal i håb om, at han kan være Arsenals defensive messias, og at han kan få sin endelige opblomstring. I den forbindelse har Arsenal-legenden, Ray Parlour, til nyhedsmediet Mirror, advokeret for, at Arsenal forstærker sig med John Stones i sommerens transfervindue. Det er nemlig ingen hemmelighed, at Arsenal skriger efter defensive forstærkninger. Selvom Arteta angiveligt skulle have nedtonet rygterne, svirrer de dog stadigvæk i de engelske medier. John Stones formodes at have et prisskilt på omkring 20 millioner pund, hvilket er ‘peanuts’ i forhold til, hvad han blev købt for tilbage i 2016. Derfor kunne det meget vel være fornuftigt købmandskab for Arsenal, hvis man formår at kapre spilleren i dette transfervindue. Han har siden sit gennembrud i Everton, der banede vejen for ham til landsholdet, flere gange vist prøver på sine kvaliteter, der hovedsageligt ligger i hans tekniske evner på bolden og hans placeringsevne. Læg dertil at Arteta og John Stones har en fælles fortid i Manchester City, hvorfor et skifte til Arsenal kunne være et oplagt valg for englænderen. Han har i sin tid i Manchester City haft svært ved at bide sig fast på holdet, og han har ligeledes aldrig formået at blive én af Guardiolas foretrukne af flere forskellige grunde. Men det skal også med i ligningen, at John Stones i en alder af kun 26 år har haft en karriere, der har været meget plaget af skader. Spørgsmålet bliver derfor, om en tilføjelse af John Stones, ville være at løse et eksisterende problem med et nyt problem. 

Sandsynlighed for transfer: (3 ud af 10)

Dayot Upamecano – Den unge forsvarsprofil fra RB Leipzig er ved flere lejligheder blevet kædet sammen med et skifte til England. Her har særligt Arsenal været nævnt som en seriøs bejler til den talentfulde franskmand. Arsenal sendte således et bud på spilleren i sidste års sommertransfervindue, men fik det konsekvent afvist af RB Leipzig. De mange rygter, der sender Dayot Upamecano, har igen i år også svirret i de engelske og tyske medier. Dog bliver det nok svært at lokke Dayot Upamecano væk fra Die Roten Bullen, eftersom han for nyligt forlængede sin kontrakt med yderligere to år, så den nu udløber i sommeren 2023. Den nylige forlængelse har derfor lagt låg på transferrygterne omkring franskmanden, og et skifte fra RB Leipzig til Arsenal virker derfor som lettere urealistisk. 

Men der skal alligevel ikke herske tvivl om, at han ville være en drømmesigning for Arsenal. Han er en forsvarsspiller, der er et fysisk pragteksemplar, hvilket ses i hans duelspil og hurtighed. Men samtidigt besidder han også store tekniske kvaliteter i det opbyggende spil som forsvarsspiller, da han er overraskende kølig og rolig i sin boldomgang. Det er altså en spiller, der er i høj kurs. 

Sandsynlighed for transfer: (1 ud af 10)

Abdoulaye Doucoure – Den alsidige midtbanestjerne fra Watford har udsigt til skulle spille i Championship efter klubbens kedelige nedrykning fra Premier League i sidste sæson. En sæson i den næstbedste række i England betyder sandsynligvis også, at Abdoulaye Doucoure ikke længere vil være at finde i Watford efter det nuværende transfervindue. Den profilerede senegaleser har over flere sæsoner været den bedste spillende skikkelse hos Watford, og derfor vil han uden tvivl være et spændende transfermål for flere klubber i de europæiske topligaer. Når man kigger på de positioner på banen, hvor Arsenal behøver nye ansigter, er positionen på den defensive midtbane position klart én af dem. I tilfælde af at man tilføjer Watford-spilleren truppen, får man forhåbentlig en spiller, der kan gå direkte ind i startopstillingen, og som minimum kan kandidere til startelleveren. Man så nogenlunde denne type af ‘signing’ med Gini Wijnaldums skifte til Liverpool i 2016, som også skete som følge af en nedrykning med Newcastle, hvilket i dag må siges at være en succeshistorie. Ifølge Daily Mail skulle Abdoulaye Doucoure allerede være på blokken i Arsenal. 

Sandsynlighed for transfer: (3 ud af 10)

 class=
Hvem ender med at blive den anden sommersigning for Arsenal efter Willian? Foto: Arsenal.com

Amadou Diawara – En anden defensiv midtbanespiller, som rygtes til Arsenal, slår til dagligt sine folder ud i AS Roma. Har har – trods sin unge alder – allerede flere års erfaring i forskellige klubber fra den italienske Serie A, og han er en spiller, som alle i Italien har holdt et vågent øje til, siden han fik sit gennembrud i Bologna i 2015. Amadou Diawara har haft en en ganske stabil sæson i den italienske hovedstad, hvor han siden årsskiftet har etableret sig som en central figur på Roma-holdet og vist lovende takter. Som nævnt tidligere mangler Arsenal tyngde på netop den position, som han dækker. Desuden er han ikke kun en traditionel defensiv midtbanespiller. Udover at være en kompetent bolderobrer og midtbaneslider, besidder han også store kvaliteter i det fremadrettede spil, hvilket gør ham til en mere moderne og forholdsvis komplet midtbanespiller. 

Det italienske sportsmedie Gazzetta dello Sport har i løbet af sommeren rapporteret om, at en byttehandel mellem Arsenal og AS Roma kunne være under opsejling, der sender Lucas Torreira den modsatte vej. Det er dog endnu uvist, om der er hold rygterne. 

Sandsynlighed for transfer: (4 ud af 10)

Thomas Partey – Historien om Arsenal og den 27-årige Thomas Partey synes at være en ‘never ending story’. De kraftige rygter, der forbinder den defensive midtbanespiller med Arsenal, har cirkuleret i både engelske og spanske medier i efterhånden flere måneder. Ghaneseren fra Atletico Madrid skulle angiveligt toppe på Mikel Artetas ønskeliste over mulige nyindkøb. Og med god grund. Thomas Partey er nemlig – efter alt at dømme – en spiller, der har de fornødne kvaliteter til at udfylde rollen som den nye styrmand på Arsenals defensive midtbane. Ikke nok med at han er bomstærk, så har han også en god taktisk forståelse, hvilket gør ham til en dygtig, balancerende midtbanespiller. Hvad der også gør Thomas Partey til et interessant aktiv for Arsenal, er, at han er uddannet direkte fra Diego Simeones skole i Atletico Madrid. Der er dermed tale om en midtbanemand, der først og fremmest klarer sine defensive pligter, før han begiver sig ud i offensive aktioner.

Han menes at have en frikøbsklausul på omkring 45 millioner pund, så hvis Arsenal formår at skille sig af med spillere fra den nuværende trup, virker det som en plausibel transfer. Arsenal skulle angiveligt allerede være i forhandlinger med Atletico Madrid om en transfer, der sender Thomas Partey til London. Dette har blandt andet medier som Sky Sports, The Guardian og Daily Star meldt om. 

Sandsynlighed for transfer: (7 ud af 10)

Dominik Szoboszlai – Det ungarske stjerneskud er en eftertragtet herre og er for tiden et brandvarmt transfermål for mange europæiske topklubber. Ligesom Dominik Szoboszlai har været forbundet med klubber som f.eks. AC Milan og PSG, skulle Arsenal også have udvist interesse for den 19-årige kreatør fra RB Salzburg. På trods af hans unge alder har han i de seneste sæsoner for det østrigske mesterhold bidraget med adskillige scoringer og assists. Så selvom et køb af ham ganske givet vil være et gevaldigt sats, så vil der samtidigt være et bæredygtigt og langsigtet perspektiv i at hente ham til klubben. Og måske vil han i fremtiden kunne udfylde rollen som 10’eren i klubben og dermed være den rette arvtager til Mesut Özil? Det vurderes, at han har et prisskilt på sig, der hedder omkring 25 til 30 millioner pund. 

Sandsynlighed for transfer: (2 ud af 10)

Gabriel Magalhães – Den unge, talentfulde midterforsvarer fra franske Lille har haft en forrygende sæson, hvor han har haft en stor andel i klubbens flotte 4. plads i den hjemlige liga. Han har sine spidskompetencer i sit forudseende forsvarsspil og sin hurtighed og så er han ikke mindst venstrebenet. Den brasilianske spiller vil derfor have gode muligheder for at tilspille sig en startplads i Arsenal, hvis han kan viderebringe sin imponerende udvikling og præstationer over Den Engelske Kanal til Nordlondon. Ifølge adskillige engelske medier, har Arsenal et godt øje til Gabriel Magalhães, og rygterne melder også om, at der i øjeblikket kører seriøse forhandlinger om spillerens underskrift. Daily Mail beretter således om, at spilleren har gennemgået et lægetjek i løbet af weekenden, og at der blot mangler de sidste formaliteter, før han kan kalde sig Arsenal-spiller. Bliver transferen til Arsenal en realitet, vil Gabriel Magalhães være den fjerde brasilianske spiller, der er blevet tilføjet truppen, siden Edu Gaspar tiltrådte som teknisk direktør sidste sommer. 

Sandsynlighed for transfer: (9 ud af 10)

Wout Weghorst – Hollænderen fra VfL Wolfsburg er nok ikke en transfer, der ligger mest i kortene. Men den klassiske 9’er kan meget vel være den type af angriber, som Arsenal står og mangler lige nu. Godt nok er han ikke en spiller med fart i fødderne, men han er en vaskeægte ‘fox in the box’, der har næse for at lave mål. Arsenal har aldrig fundet en komplet erstatning for den tidligere ‘target man’, Olivier Giroud, som man lod slippe til Chelsea for et par år siden. Arsenal har altså ikke en spidsangriber, der har sine forcer som opspilsstation, og som udelukkende bevæger sig centralt i banen. Tager man hans kvaliteter som en fysisk topangriber og hans farlighed foran mål i betragtning, kan han da også sagtens bruges i Arsenal. Men på den anden side har Wout Weghorst aldrig spillet på større adresser end Wolfsburg, så muligvis kan springet til Premier League og Arsenal være for stort? At Pierre Aubameyang endnu ikke har forlænget sin kontrakt med klubben, gør kun Wout Weghorst mere interessant. For hvis Arsenals anfører – mod forventning – vælger at forlade klubben, så mangler der lige pludselig en spiller på holdet, som kan lave +15 mål. 

Uanset hvad der sker med Pierre Aubameyang, bør den hollandske målmager være værd at overveje, da han besidder færdigheder, som ingen af klubbens andre offensive kræfter har. 

Sandsynlighed for transfer: (2 ud af 10)

Indkøbskurv