En uinspireret indsats i lørdagens London-derby kostede Arsenal dyrt i kampen om top-4.
Startopstilling (3-4-3)
Leno
Koscielny – Sokratis – Mustafi
Maitland-Niles – Xhaka – Guendouzi – Kolasinac
Iwobi –Lacazette– Aubamayang
1.-halvleg startede rodet, men i et meget højt tempo. Arsenal satte sig på spillet efter en meget intens og fysisk indledning, dog uden at skabe nogen nævneværdige muligheder. 1. halvleg var præget af fejl, og virkede mest til at handle om at sætte sig fysisk i respekt overfor sine modstandere. Guendouzis skud, der gik snært forbi stolpen kort inden pausen, var kampens indtil videre bedste forsøg.
På trods af en kedelig og dårlig 1.-halvleg, gik man, som Arsenal-tilhænger, til pause med optimisme grundet vores historik for at være sløve startere, som først rigtig begynder at spille efter pausen. I udsædvanlig Emery-stil, så bød pausen ikke på nogen indskiftninger. Hvorvidt dette skyldtes en svag bænk eller blot det faktum, at Emery var tilfreds med sit holds præstation, vides ikke. Desværre skulle der ikke gå mere end to minutter af anden halvleg, inden Bernd Lenos net blafrede. Et dommedagsdrøn af det irske stortalent, Declan Rice, sikrede The Hammers føringen. Hvad der senere hen skulle vise sig, at være sejrsmålet, kom på baggrund af en længere sekvens af elendigt forsvarsspil af Arsenal. Først betød en slap clearing af Aubamayang, at West Ham kunne fastholde angrebet, hvorefter Granit Xhaka, sekunder senere, på ”fornemmeste vis”, assisterede den gamle Arsenal-kending, Samir Nasri, som let kunne sætte Declan Rice i position til sit første Premier League mål.
De følgende minutter udstillede vores behov for en leder, og en spiller med noget kreativt at byde på. Desværre var Özil endnu engang ikke at finde blandt Unai Emerys valgte spillere. Dette til trods for, at han ellers var blevet meldt klar på fredagens pressemøde. Manglen på offensiv kreativitet betød, at Ramsey og Torreira, efter 60 minutters spil, blev sat på banen, og det vaklende 3-mands forsvar overgik til et 4-mands forsvar.
De taktiske justeringer pustede kortvarigt liv i Arsenals jagt på det udlignende mål. Desværre uden effekt. Iwobis skud, der gik kort forbi stolpen, står tilbage som det mest ophidsende moment i 2.halvleg. Generelt var det en kamp, hvor Arsenal manglede gnist og gejst. I overtiden fandt Arsenal vejen til West Hams mål. Desværre måtte Koscielny se sit ellers fine hovedstødsmål blive annulleret for offside, hvilket i øvrigt var helt korrekt dømt.
En, i forvejen, skidt uge for klubben blev dermed gjort endnu værre, takket være en meget sløj indsats af de udvalgte spillere. Lyspunkterne i dagens nederlag var vores unge, franske midtbanedynamo, Guendouzi og Aaron Ramseys vilje, til trods for at Ramsey i dag sidder på et fly til Torino, forud for sit lægetjek hos Juventus.
Næste opgave for The Gunners er på lørdag, hvor Chelsea gæster Emirates Stadium. Det bliver en meget afgørende kamp.